torsdag den 26. april 2018

ekko

jo mere angsten er på min tunge, i mine ord, desto mindre ødelæggende bliver den, og jeg snakker for tiden om angsten hele tiden, om døden, vi diskuterer hvordan den formidles; depressionen er altid en anti-historie, og jeg behøver ikke at finde nogen løsning på angsten, jeg kan bare lade den være, grine af den, tage den alvorligt, dykke ind i den, og jeg holder møder med angsten, om angsten, professionelle mennesker der fortæller om deres problemer, vi har alle problemer,

en veninde får en mindre blodprop i hjernen, hun er heldigvis sund og rask, så det er kun chokket og bevidstheden om dødeligheden der fucker hende, og vi shopper efter cykelhjelme sammen, og jeg tænker, at jeg måske også skal være sådan en, der passer på mig selv (og ikke mindst kommer mig over hvor sindssygt kikset man ser ud med den på aaaaahhhh), og drengene på kontoret driller mig, men i det mindste skal jeg ikke være bange for at smadre mit kranie på en kantsten, det er et helt nyt liv!

fuck det at du "ikke må skrive til ham", siger psykologen, du har jo en ægte relation til ham, nå ja, jeg har en relation til ham, usynlige tråde der altid trækker mig i hans retning, omsorgen for Løven fylder ud af det blå en masse, jeg ved, at jeg ikke kan konkurrere med en død pige, og det giver pludselig mening, at han ikke kan overskue følsomme kvinder eller ønske at elske nogen som helst, og han nægter kategorisk at svare på, hvordan han har det, og er i stedet fuld af lykønskninger overfor mig, og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har skrevet til ham, men jeg hader stadigvæk, at jeg ikke må lukkes ind, og jeg hader, at jeg føler mig forbundet til et menneske, jeg aldrig kan få,

meditationen i morges går galt, og da ekspedienten i Magasin fortæller mig, at der er udsolgt af min dagcreme, er jeg lige ved krakelere, "okayyy," siger jeg grådkvalt, og jeg bliver nødt til at sætte mig på en bænk og ryge en cigaret og samle mig, jeg er så fucking patetisk haha, og i min praktiske rygsæk har jeg hjemmelavet smoothie med, fordi jeg prøver at spise mere frugt (kan bedst lide når det er blendet til ukendelighed), og der er regn i luften i dag, og jeg hører Sufjan Stevens, og jeg er egentlig ret godt i ro med mig selv, til trods for hypersensitiviteten, 

***

jeg læser indlægget fra i mandags, og jeg hader mit sprog, og jeg hader, at ingen kommenterer, og jeg hader også, at jeg hader, at ingen kommenterer, hvorfor er jeg så opmærksomhedskrævende, og jeg tænker igen på, om hvorfor jeg blogger, hvorfor jeg stiller alle de her ulidelige, pinagtige følelser til offentligt skue, skal jeg bare holde dem for mig selv, egentlig, for hvad er en blog overhovedet, hvis den får mig til at føle mig ensom og selvbevidst og selvkritisk, jeg ved det ikke.

6 kommentarer:

  1. Jeg kommenterer aldrig, men læser troligt med.
    Jeg nyder i stilhed det du sender ud. Nogle ting kan jeg relatere til; angsten og myldret. Angst har fyldt meget i mit liv, men har heldigvis ikke så vigtig en rolle længere. Jeg har tit tænkt på at jeg kunne skrive "ja, W, jeg forstår", det virker bare så lamt på en måde. Eller... jeg er vist bare bange for at sige det på en forkert måde. Jeg mærker i hvert fald hvad du skriver.
    Andre ting kan jeg blive helt misundelig over; Når du beskriver hvordan du kan indtage et rum, danse væk i musikken og være i øjeblikket. Det savner jeg sådan at kunne. Jeg har vist aldrig rigtig kunnet.
    Jeg kigger altid efter dig nede ved mosen og ved amphiteatret og tænker på om jeg ville vide at det var dig, hvis jeg så dig. Måske jeg begynder at sende en kommentar af sted en gang i mellem, franu af. Hvis jeg holder op med at bekymre mig om hvordan det lyder eller om jeg kan sætte komma;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Maria, jeg beklager, at jeg har været så sen til at svare din kommentar. Dagene suser forbi mig som bilerne på bispeengbuen. Hahaha. Ej, sorry, jeg blev bare lige grebet af Bellahøj-stemningen. Det er sjovt at tænke på, at vi måske går forbi hinanden på et tidspunkt, og så kender du alle disse tanker under mine skridt på fortovet. Jeg er ligeglad med kommaer og ordlyd. Jeg er ked af at afpresse mine læsere på denne måde. Det er frygteligt narcissistisk. Så jeg forventer på ingen måde, at få konstante tilkendegivelser. Bare engang imellem gør det mig godt. Som benzin til mine skrivefingre. Nogle gange har man bare brug for at vide, at man bliver hørt, egentlig. Ikke "man", nej, JEG har åbenbart brug for det. Hmm. Sikke et mærkeligt rodet svar til din fantastiske kommentar. Måske jeg egentlig bare vil sige tak fordi du skriver og læser med. Sådanne kommentarer rør mig dybt.

      Slet
  2. Kære W. Jeg har prøvet at kommentere siden dit Amager indlæg, fordi der var så larmende stilhed herinde, og fordi sådan et indlæg for fanden ikke fortjener at stå der helt alene (hver gang jeg trykkede udgiv på min Iphone forsvandt min kommentar dog FYI - måske er der andre læsere, hvis ord hænger fast i blogspotland et sted?) Nu har jeg måttet hive computeren frem for bare at skrive et eller andet, sende nogle ord retur til dig, som sender så mange til os. Jeg tænker tit over, hvorfor der ikke er nogen, der kommenterer herinde. Hvorfor jeg sjældent gør. Jeg tror måske, at dit tekstunivers er så råt, så forpint og samtidigt så sindssygt poetisk, at det er svært at finde på passende ord at sende retur uden at forfladige det, hvis det giver mening? "Hvor er din t-shirt fra" duer jo ligesom ikke, og "det går nok alt sammen" føles også lidt åndssvagt. Tag det som et kompliment: Du skriver så smukt, at du giver dine læsere præstationsangst haha! Så i manglen på bedre vil jeg bare gerne sige TAK. Tak fordi du deler ud af dine tanker, din angst, dine mænd, din humor, dine succeser, din musik og dine smukke ord. Jeg hører hvert et ord. Kh. M

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære m, du er ikke den eneste der gør mig opmærksom på blogger-problemet. Jeg vil lige kigge på det. Ikke at jeg helt ved hvordan jeg kigger på det, haha... Er ikke en tech-wizzz. Men måske jeg skal skifte tema eller sådan noget. Irriterende bug. Men tak fordi du så - til trods for de træge tekniske omstændigheder - hiver computeren frem for at skrive en kommentar. Jeg er meget benovet over sådan en indsats. Sådan, helt rørt. Jeg sad i formiddags i et stort, iltfattigt lokale og ventede på at skulle sælge ting og sager, mit eget lille bord, og jeg kunne ikke rumme at være der (sådan nogle networking-muligheder er ikke lige ned i lommen på introverte kunstnere, aahhh), men så hev jeg vanen tro telefonen frem og tjekkede bloggen, så din kommentar og blev så rørt, at jeg var lige ved at græde. Jeg følte mig pludselig som en hel million, og betydningen af mit ekstremt dårlige salgstalent (manglen på, nok nærmere) blev formindsket med et trylleslag.
      Jeg hader at være kommentarliderlig. Oftest er jeg gennem min lange blogkarriere endt med at lukke bloggen, når jeg kom til det her stadie. Men jeg har jo ikke lyst til at lukke weemoed. Jeg ved, at jeg skriver meget internt med mig selv - og at det kan være svært at finde på noget at sige til det, sådan specifikt. Mit kæmpe ego har bare brug for et boost engang imellem, så jeg ved, at jeg ikke er helt afsporet i mit indhold og sprog. Så uendelig mange gange tak for det boost. Nu kan jeg lige holde den kørende i en måned, før jeg har brug for næste fix. :)
      Kh W.

      Slet
  3. Kan godt forstå, at du ind imellem trænger til at høre, at vi er her. Jeg læser med og jeg synes, at du er ganske særlig og modig og dygtig. Møs!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak, A. Det gør mig så glad. Tak fordi du pipper. <3

      Slet