mandag den 1. januar 2018

tango

Jeg fylder mit hjem op med mennesker, jeg elsker, og selvom en øl vælter ned i forstærkeren og musikken brænder sammen, så bliver de ufortrødent ved med at danse og synge. Jeg holder øje med dem gennem altandøren, mens H. sidder på mit skød og hulker. Han angrer, at han ikke kunne elske mig. Fortæller mig om, at han ofte ligger søvnløs og tænker på mig; på alt det han gjorde galt.

Vi græder ind i hinandens øjne, og min tunge makeup smelter ind i hans hvide skjorte i sorte tykke streger. Jeg aer ham på ryggen, og han holder krampagtig fat om min hånd. Det føles som om, at vi sidder derude i en evighed, jeg kan ikke mærke mine ben, og hans hulken er voldsom og ustoppelig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal trøste ham. (Var det ikke mig som skulle trøstes?)

En veninde kommer heldigvis med Sonos. Dansegulvet eksploderer igen. Jeg ryger smøger og taber drinks, danser tæt op af H. hvis tårer har gjort hans øjne tågede, og så - en selvbevidst, dramatisk tango, velourkjolen smyger sig om mine brede hofter, jeg suger på partyjointen og mit hjerte eksploderer af kærlighed overfor alle disse smukke mennesker. Jeg prøver ikke at være en god vært, jeg er her bare. Det er min fest, jeg fester med mig selv, usårlig liggende på gulvet, dansende med lukkede øjne. 

Han bliver siddende i stuen, da de andre ved en seks-tiden går hjem. Langsom, pissestiv elskov omringet af tomme flasker og spildte drinks. Sover, vågner, elsker, sover, vågner, elsker. Vi snakker om de andre, vi har datet, de andre, vi er betaget af. Det står endelig klart for mig, at jeg ikke er betaget af ham længere. Det gør mig trist. 

Lejligheden er super klam. Jeg orker ikke tage opvasken eller vaske gulv. Barrikaderer mig i sengen, som var det en lille ø. Jeg ved ikke, hvornår færgen går herfra, måske jeg skal være her for evigt. I morgen er der en virkelighed. Jeg er rædselsslagen og fortrøstningsfuld. Nok mest fuld. Jeg tænker på tangoen, hvis trin jeg pludselig mestrede til alles overraskelse. Hvis bare jeg kunne det samme ude i virkeligheden. Jeg kan stadig mærke H. mellem mine ben, og jeg ville ønske, han stadig var her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar