tirsdag den 23. januar 2018

ramt af januar

Efter 14 dage i et energisk adrenalin-high klaskede jeg hårdt ned mod jorden igen på en restaurant på Nørrebro. Mine forældre var mere diffuse end normalt, og min far bestilte ikke andet end at kigge aggressivt op på højtaleren i loftet, hvorfra hidsig jazz bragede. Hver gang nogen gik igennem døren og efterlod den på klem, farede han iltert op og smækkede den. Den bidende januarvind blandet med spraglet jazz er åbenbart en dødsensfarlig cocktail for en stresset mand.

Hans tavse, fysiske stress sev ned gennem hans hænder der hvilede rastløst på bordpladen, og overførtes som giftigt blod gennem træets årer til os alle. Min mors øjne var tunge og trætte, og det var først, da han gik på toilettet for at tage et vagtopkald, at hun blev sig selv i et kort klarhedsøjeblik. Jeg når at sige til hende i dette moment af klarhed, at jeg nægter at deltage i flere familiearrangementer, hvis der skal være alkohol på bordet. Min far vendte dog tilbage, før hun nåede at svare. På en måde virkede det som om, at jazzmusikken blev højere og højere, og at retterne fra tasting menuen blev mindre og mindre. Vi kiggede anspændt på hinanden over bordet, og ventede håbefuldt på, at desserten snart var overstået.

Det er ellers synd, at mit adrenalin-high skulle forsvinde så dramatisk. Jeg har elsket den euforiske tilstand. Det er først i morges, at jeg opdager, at den er væk. Jeg drukner i min sengs mørke, og får kun lige bjerget mig op til virkeligheden og ind til byen. I kurvestolen overfor psykologen freaker jeg ud over, at jeg er så træt. Jeg skal nå tusinde ting denne dag, men januar har lagt sig om mig som en vinterfrakke af bly, og der er ikke rigtig noget jeg kan stille op.

Til undervisningen fortæller jeg, at jeg er ramt af januar, så de må bære over med mig. De kigger på mig, nikker høfligt, mumler. Der er små glimt af hjerneceller i mine monologer, men mest af alt vrøvler jeg ufokuseret og kigger hemmeligt på uret. Da der er to en halv time igen, gribes jeg af en overrumplende ligegyldighed overfor det hele, og den sidste time beder jeg dem om, at arbejde selvstændigt på deres projekter. Imens ryger jeg en cigaret på trappestenen og glor dødt ud på byen.

Det regner mens jeg går hjem ned ad Nørrebrogade. Om et par dage er ansøgningen til støtte på det store krea-projekt afleveret, og det slår mig, at vi nok ikke får den. Hvad er det også jeg har forestillet mig? At jeg skulle kunne få lov til at arbejde med sådan noget her? At jeg rent faktisk er god til det? De sidste par uger har alt handlet om at lave ansøgning og prototyper og jeg skal give dig, og nu er det et overstået kapitel, og jeg skal igen forholde mig til den virkelige Virkelighed. Det gyser i mig, at jeg skal tænke på "rigtige" jobs igen. Åh.

Selv søndagens otte timer lange kemisk eksplosive marathon-samtale med H.'s bedste ven fordufter i denne grå tåge, og det virker ubegribeligt for mig, at jeg i går var så høj på relationer, kreativitet og mig selv, absorberet af La La Land-soundtracket, så høj på livet, at jeg kunne svæve direkte op i skyerne, hvis jeg da ikke allerede var der i forvejen. Og måske er det også desillusioneret at tro på det bedste hele tiden. Det står efterhånden klart, at jeg har tendens til at romantisere realiteterne.

I Bedstevennen havde jeg fundet en komplet, nærmest 1:1 spejling af mig selv, og vi brugte de otte timer på at spejle os i hinanden. Hvad der bare skulle have været en praktisk afhentning af køkkengrej fra nytår, udviklede sig til at blive en af de dybeste, vildeste samtaler jeg længe har haft. Når man møder mennesker, der er så lig en selv, kan det forveksles med kærlighed. Jeg bruger tiden på at sortere i den forventning, så jeg ikke skal ud i et bizart firkantsdrama. Mit liv har i forvejen tilbøjeligheder i retning af en dårligt produceret sæbeopera, og den her krølle på tilværelsen kan jeg godt være foruden. Jeg anerkender, at jeg intensitetsjunkie, men det dér ville være alt, alt for meget.

***

Nu vil jeg gå i seng, og i morgen vågner jeg forhåbentligt op og er et nyt og bedre menneske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar