tirsdag den 30. januar 2018

morgenfrost

Uargh, har haft lyst til at slette indlægget fra i søndags. På den anden side kan I jo ikke høre min ultramelankolske, selvlidende stemme der læser den op inde i mit hoved.. whiny bitch.. Det hjælper på det. Og jeg har desuden lovet mig selv ikke at udøve censur overfor pinefulde ord... men stadigvæk...

Nogle gange føles det som om, at jeg har mistet mit sprog, andre gange som om, at jeg har for meget sprog... tredje gange som om, at mit sprog er ude for kroppen, afkoblet fra mig, påtaget. Måske det nogle gange påvirker mig, at jeg har fået så mange læsere. Måske prøver jeg bare at pådutte mig selv en masse drama, for at have noget at skrive om. Måske skifter sprog bare ligesom følelser. Mit sprog føles aldrig statisk. Nå. Det er heller ikke så vigtigt.

Det tog ikke mere end tolv timer før H. igen var ude af mit system, thank god. Mandag morgen græd jeg stadig lidt, når jeg fik øjenkontakt med mig selv, og jeg tabte min morgenmadstallerken på gulvet, så der var skaller og hvid æggemasse udover det hele, og jeg lå på gulvet med sort eyeliner klattet ud i ansigtet og skrabede skallerne sammen med en sørgmodig mine og slimede fingre. Whitney kører på repeat om morgenen og på mine cykelture; Would've sold my soul then / Just to have you back again /  Now you're the last thing on my miiiiiind .. Whitney ved altid bedst.

På kontoret er jeg i et ganske rædsomt humør, men før jeg har set mig om, kommer jeg i mit tegneserieflow, og jeg tegner Løven og implicit H., som den her sleske crooner, der forfører alle med sin selvfedhed og imponerende musikalske talent, men til sidst, fordi han er alt, alt for meget, så går der ild i ham og publikum er ikke særlig vilde med sådan et ildshow, og det føles godt, at jeg kan muntre mig selv ved at sætte fiktivt ild til gamle elskere, og straks er jeg empowered igen, og jeg sender tegneserien til Løven, og han spekulerer i - jamen er han død? og jeg siger, hvad synes du selv? og vi battler kryptisk i poetiske vendinger (han vinder!), og jeg tror ikke på noget tidspunkt, at han fatter, at jeg skriver om ham og ikke crooneren fra tegneserien.

Korrespondancen slutter sent i går aftes, hvor jeg sender en besked der afsluttes med: Publikum længes efter sådan en visdom; begærer hans duft af asketræer og morgenfrost. Og jeg overvejer om folk kan dufte af morgenfrost, og om Løven nogensinde duftede af morgenfrost, og jeg har lyst til at bore min næse ind i halsen på ham for at finde ud af det. Og måske ved han godt, at det er hans duft af morgenfrost jeg snakker om, og ikke croonerens, måske ved han godt, at det er mig der begærer ham...

Det er 3,5 uge siden jeg sidst havde sex (go detox!). Det er første gang der er gået så lang tid imellem siden juni måned. Det er godt. Men jeg har lyst til at overfalde alle hankønsvæsener. Måske det er derfor, jeg leder efter noget så ubegribeligt som duften af morgenfrost og forestiller mig, at den sidder på det lille stykke under øret, øverst på halsen, på mændene.

Samtidig føles det som om, at mit underliv er ved at eksplodere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den energi det afføder, udover at forsætte min eksplosive kreative praksis og sætte ild til gamle elskere og nye batterier i mr. rabbit. Næste gang jeg har sex, skal det være ordentligt, det ved jeg. Og selvom man spiser frysepizzaer og kravler rundt i en park efter lukketid med nye bekendtskaber, selvom man fantaserer om Løvens muskuløse overkrop badet i solskin i vindueskarmen, og selvom jeg så gerne vil have, at der er en der leder efter min duft, så har jeg ikke travlt.

Det slår mig, at jeg måske selv er hovedpersonen, der crooner den her sang for et publikum (uden at der går ild i mig), yasssss:

4 kommentarer:

  1. Nej nej nej, ikke slette, ikke selvcensur, por favor! Verdens. Bedste. Blog. TAK fordi du gider.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg sletter aldrig. Men fuck man, jeg har ofte lyst til det, haha. Dagbøger er fulde af lort, og nogle gange er det lidt flovt at have den til offentlig skue. Men hvis jeg censurerer, så giver bloggen jo ingen mening. Og tak!!! Fordi du skriver; det gør mig mindre neurotisk. Kunne godt være læseren tænkte “ew ja, slet slet slet det frygtelige patetiske indlæg”.. eller at jeg er et trafikuheld man kigger på, og som folk kun læser for at grine af. Paranoia. Åh.

      Slet
  2. Du behøver nu ikke en dramatisk tilværelse for at beholde mig som læser. Jeg er her for din stemning og stemme og med den kan du skrive om at smøre en rugbrødshapper, og jeg er begejstret. Sværger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Det gør mig så glad. Jeg bliver altid en mere selvbevidst blogger-type, når læsertallene stiger. Det skal jeg lige pakke væk. Jeg tror, at jeg skal huske rugbrødshapperne og slagtilbuddene i Rema 1000.. at de også slår til. Jeg er mest af alt bange for at være til grin. Men kommentarer som dine får mig til at forstå, at jeg ikke behøver bekymre mig om dét. :)

      Slet