torsdag den 4. januar 2018

klistret

Gulvet klistrer under mine fødder, til trods for at jeg i går vaskede det, og jeg vidste det bare, jeg vidste bare, at jeg var dårlig til at gøre rent, og det er som om, at jeg bare har gjort det endnu værre.

Star Wars og det dér, biografsalen er ikke længere så klaustrofobisk som engang, jeg går hjem gennem regnen, hænger vasketøj op og drikker gintonic, bare fordi jeg kan.. jeg kan, ja. Jeg er på denne fjerne galakse stadigvæk.

Jeg stalker Løven på Facebook, og jeg får ondt i hele min krop, min højre arm syrer til, og jeg begynder at græde, en lille smule, kun lidt, åh, og jeg stalker hans ekskæreste fra 2014, jeg hører hendes musik, jeg ryger en cigaret, lad vær' med at skriv til ham, lad vær'.

2018 ramler ind i en virkelighed, som jeg virkelig gerne vil, men som jeg ikke er sikker på, om jeg overhovedet kan finde ud af. Jeg er glad, men utrolig stresset. Handlingslammer mig selv med et enormt pres. JEG GØR JEG DET HER OG DET HER OG DET HER, og alle siger, slap nu af, aaaaaaf, for helvede, og jeg spekulerer på, om man kan fremtvinge kreative ideer på denne facon.

Imens jeg splatter rundt, skriver jeg med en smuk Musiker på tinder, han når knapt at afløse H. mellem mine ben, jeg distraherer mig selv, jeg ved det, nå, og vi skal mødes i morgen, og på fredag skal jeg i byen med H. fordi nu er vi venner (han skriver alt for meget og lange beskeder til mig), og jeg forsøger samtidig at tage mig selv seriøst, jeg prøver virkelig, jeg vil virkelig gerne alt dette liv, men jeg undrer mig over, hvor jeg er, og måske er der en nerve løs i min venstre skulder, for min ringfinger ryster febrilsk.

I dag var jeg spærret inde bag en mur af regn, og jeg havde så mange planer, det må du forstå, jeg ville så meget i dag, havde endda smurt madpakke, men i stedet sover jeg formiddagen væk i en stor savlklat på sofaen, og jeg skriver til Musikeren, jeg skriver alt, hvad jeg tænker, og jeg føler virkelig, at det hjælper på al fremtidsforvirringen og jeg føler virkelig, at vi er to alen af samme stykke og ser allerede hvordan jeg ligger på hans seng, mens han spiller guitar og synger for mig.

NU er hele livet, det må jeg da forstå, kan jeg det, kan jeg det, kan jeg det. Jeg har visioner af mig selv som det her formfuldendte menneske, samtidig med at jeg ønsker at mure mig totalt inde og ikke forholde mig til en skid. Jeg accepterer, at det for læseren kan være svært at holde styr på alle disse mænd, det er også svært for mig, og min krop kan ikke følge med, men jeg kan ikke lade vær, jeg vil bare have mere liv, mere mere mere, jeg er så fucking grådig, og jeg frygter hele tiden, at jeg kollapser, kollapser ind i 2018, men jeg håber sådan det går, det skal gå, det skal gå.

En bums vokser frem på kinden, som et stort, betændt mindesmærke over fordærvet, og ligegyldig hvor meget jeg børster mine tænder, så er der stadig et tykt lag af cigaretter på dem, og jeg siger, at jeg kommer ind på kontoret om otte timer, og jeg siger, ar jeg er igang med at lave en undervisningsplan, og jeg siger, at jeg er totalt dedikeret, og jeg siger, at jeg er klar til at elske. Åh.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar