fredag den 5. januar 2018

ægte

Mit selvværd er åbenbart lige så skrøbeligt som en fjer i vinterstormen, som et billigt champagneglas i opvaskebaljen, som vingerne på en natsværmer, som vores ødelagte klima, som apple-høretelefoner (er på tredje par indenfor et år), som glaslysestager når lyset brænder for langt ned, som mænd i #metoo-æraen, som søernes renhed, som fuldmånen over dit hoved, som,, okay jeg stopper nu. (en fuldmåne er ik' skrøb'lig).

Date.

Vi vader byen tynd. Joker, griner, snakker. Det er svært at have øjenkontakt, når man går ved siden af hinanden og samtidig skal passe på, at man ikke falder over skæve fortovssten. Musikerens stemme er mørk og varm, og han snakker meget. Halvdelens af hans ansigt er flot, som jeg går dér ved siden af og kaster skjulte sidelæns blikke mod hans profil. Jeg synes alt i alt, at daten forløber glimrende. Han er sjov, jeg er sjov. God kemi. Jeg glæder mig, til at vi skal hjem til ham og drikke rødvin efter gåturen.

Forinden har jeg været i bad, taget mit faste første-date-tøj på (stram rullekrave og sorte bukser) (det går op for mig, at jeg har det præcis samme tøj på alle første dates - "så kan de se hvordan min krop ser ud" er argumentet), lagt frisk make-up, brugt en time på febrilsk at klemme kæmpebumsen på min venstre kind ud ("hellere have et åbent kødsår end en stor vorte" er argumentet). Skiftet undertøj, pakket kondomer, generelt optimeret mig selv.

Efter halvanden times spadseren bliver han dog frygtelig syg. Tilfældigvis - og heldigvis - er vi lige ved siden af hans lejlighed. "Jeg kan slet ikke synke," beklager han sig og rømmer sig. Klokken er knap halv ti. Vi krammer farvel og har lige det dér akavede øjeblik før første-date-kysset. Jeg har lyst til at kysse ham, men kommer i tanke om hans meget slemme betændelse i halsen. Vinker i stedet.

Da jeg går tilbage mod Stefansgade for at hente min cykel, slår det mig, at jeg muligvis er blevet dumpet efter kun halvandens times samtale. Jeg tager det meget tungt og tuder hele vejen hjem. Vi skriver dog lidt sammen, da jeg er kommet hjem, mens jeg græder (han ved det ikke), og jeg viser ham mine tegninger, og han viser mig sit musik.

Efterfølgende er jeg overbevist om, at han ikke har lyst til at se mig igen, fordi han nu har set min kunst. Han er selv ægte kunstner, lever af det, du ved, professionel, dygtig, ægte, ja, og nu kan han jo se, at min kunst ikke er ægte, at jeg bare er en wannabe. Jeg er sikker på, at han havde regnet med, at jeg var smukkere og dygtigere. Ak!

(Jeg havde forresten lyst til at kysse dig, men jeg var bange for, at du var smittefarlig) skriver jeg senere på aftenen. Han svarer: Det kunne jeg godt fornemme.
Jeg græder igen. Du godeste.

På kontoret næste dag har alle ambitioner forladt mig. Krea-blokade. Jeg begræder, hvor elendig en kunstner jeg er, og at jeg aldrig kan leve op til de fortællinger, jeg bilder mig selv ind. Jeg splatter løs med maling på skitserne og tænker "DU KAN INGENTING, DU KAN INGENTING, DU KAN LIGE SÅ GODT DROPPE DET!", og jeg begræder, at jeg prøvede at være kunstner, at jeg virkelig troede, jeg kunne blive til noget, og så viste det sig bare, at jeg slet ikke kunne noget. Shame!

Jeg er samtidig besat af, at han skal svare. For hvis han svarer mig, så betyder det, at jeg er noget værd - både som menneske og kunstner. Hvis en som ham kan se mig, sådan ægte se mig, så må jeg da være noget, ikke sandt? Han svarer mig, men svarene er ikke gode nok!

Når jeg kigger mig i spejlet er jeg ganske hæslig, det åbne kødsår på min venstre kind får mig til at ligne en fra Christiane F., og jeg græder over, at jeg er så klam.

DAMDAMDAM, jeg sætter den voldsommeste klassiske musik på, om jeg begriber mig selv, denne lidende pseudokunstner. Min hjerne larmer: Hvad skal du så gøre? Er der overhovedet noget i denne verden, som kan gøre dig glad? Du kan lige så godt lægge dig ned og DØ!

Jeg går hele vejen hjem fra kontoret i denne drabelige tåge akkompagneret af iltre strygersatser fra en tid der ikke længere er, kigger drømmende på Frederiksbergbygningerne, filosoferer: Tænk hvis det hele bare er en film?? Det begynder at regne, ÅH DU STORE SMERTE, univers - hvorfor tester du mig??

Cykel. Hjem. Sofa. En lur. Helbredende lur.

Nuvel, jeg er rædselsslagen for alting, og det er helt okay.

I aften vil jeg brænde sammen ved siden af H. og andre gode venner på den afdankede lidelsesbodega, hvor jeg forsvinder fra denne tid, fra mig selv, lige dér hvor jeg husker, at jeg faktisk er ret nice og dygtig. Det der egentlig skræmmer mig mest er, at jeg åbenbart er lige så stærk som et stykke vat. Er det her kunstnerens evige krise? Formentlig.
Det er rædselsfuldt, ægte rædselsfuldt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar