torsdag den 23. november 2017

den spiselige kvinde

Den 60-årige Japaner puster i et aflangt bambusrør og kigger smilende på guitaristen. Rummet fyldes af skæve toner og usammenhængende, hjemsøgende lyde, og en insisterende punkrytme slås igang af den langhårede trommeslager. Jeg griner overrasket på min lille plads, most ind mellem de 50 andre i publikum.

Forsangeren tager sig teatralsk til ansigtet, som var det ved at krakelere, og skriger falset i små stød- UH-UH-UH-UH. Halvvejs gennem den episke koncert, vil min forræderiske krop tisse. Forankret halvt i min spændte blære og halvt i 70'er japaner-punken, svæver jeg ind og ud af tanker; jeg har ikke lyst til at forlade min plads.

Det går op for mig, hvor afslappet jeg er i Den Hemmelige Klub, til trods for anspændthed over, hvad der sker, hvis jeg går ud for at tisse. Ingen kan holde min plads imens. Men jeg kan åbenbart godt gøre ting alene - for mig selv - for min lyst. Det forhindrer Løven i at spise af mine indre organer, og jeg tisser uden problemer. (Jeg ved ikke helt, hvorfor historien om tis bliver så vigtig i den her sammenhæng... nå, fuck det). Tis ftw. Koncert ftw. Åh. Jo mere musikken larmer, desto lykkeligere bliver jeg.

***

Dagen derpå beder Psykologen mig at lave en fem-års-plan.
- Jeg var ikke klar over, at jeg gik i kognitiv terapi, haha, siger jeg spagt. Hun griner ikke.
- Altså, nu? Skal jeg lave en plan nu?
Hun nikker.
- Jeg ved ikke, hvad jeg vil.
- Jeg ved godt, hvad du vil.
- Jeg ved, at vi har snakket om det hver gang de sidste par måneder, men jeg bliver ved med at glemme det. Altså. Min hjerne ved det godt - hvad jeg skal, hvad jeg vil - min krop ved det ikke.
- I morgen laver du en fem-års-plan.
- Nej.
- Jo.
- Et års-plan?
- Okay så. Lav en et års-plan.

Hun har desuden for et par sessioner siden givet mig en gave for første gang i vores 5 år lange "samarbejde" (hvad fanden kalder man det? - bekendtskab?). En bog. "Den Spiselige Kvinde"; Margaret Atwoods debutroman fra '69. Først var jeg rørt over sådan en gave. Så begyndte jeg at læse den.
- Den er sjov, ikke? Hun smiler stort til mig.
- Mjo. Jeg griner, sådan HAHA. Og så bagefter græder jeg, sådan ÅHHH.
- Det tænkte jeg nok. Den handler jo om dig. En kvinde der gerne vil spises. Det var derfor du skulle have den.
- Er det en normal terapeutisk praksis, at give en patient sådan en slags bog?
- Det er da godt for dig, at være bevidst om din trang til at blive spist.
- Jeg har ikke lyst til at blive spist.
- Men hvorfor prøver du så på det hele tiden?

***

Løven hidkalder mig (han hedder Løven nu, åh). Jeg kaster alt, hvad jeg har i hænderne og iler til hans hule. På vej derhen smiler jeg for mig selv; åh, tænk at være så heldig, at han craver mig. Sommerfugle i maven. Garwd.
- Vil du ikke tjekke mig for lus? Han viser mig et billede, hvor han står tæt op af en ven med kæmpe dreadlocks. Jeg ifører mig en pandelampe, og med blide fingre kæmmer jeg hans store manke, mens han fortæller om sin succes som iværksætter. Penge. Han fortæller mig alle pengene.
- Hvor er det fantastisk for dig, siger jeg og fletter hans hår i store vikingefletninger.
Der er ingen lus.

- Nu går jeg ned og henter vasketøjet i kælderen, og når jeg kommer tilbage, ligger du inde på sengen, på maven og uden bukser på, okay?
- Ja, siger jeg.
Jeg moser mit hoved ned i puden og trækker mine bukser af. Det føles som om, at jeg ligger der i en evighed, men jeg kan ikke rigtig tænke på noget, andet end at han har mig fuldstændig i sin magt. Det gør mig våd.

Så kan jeg høre, at han kommer ind i lokalet. Mit ansigt er bundet ind i det filtrede, lange hår og jeg kan ikke se ham. Han roder med et glas fra gulvet. Kokosolie, åbenbart. Han glider den udover min numse, presser sine fingre ind i mig. Det er ekstatisk. I en pause trækker jeg min trøje af.
- Har jeg sagt til dig, at du skulle tage din trøje af? Siger han hårdt.
- Nej. Undskyld.
- Du skal kun gøre, hvad jeg siger. Okay?
- Okay, mumler jeg nede fra puden med verdens mindste stemme.
- Hvad var det jeg sagde?
- Jeg skal kun gøre, hvad du siger.
- Godt.

Han tager mig, som han vil. Voldsomt. Vi kysser ikke, og det meste af tiden kan jeg ikke se ham. Han holder stramt fat om mit hår, presser mig ned i madrassen. Til sidst kigger jeg på ham, mens han med håndkraft får sig selv til at komme. Det føles ensomt, at det ikke er mig, som får ham til at komme. Hans sæd sprøjter ud over os begge. Mens han skyller det af sig på toilettet, tværer jeg hjernedødt rundt i klatten på min håndryg.

- Hvornår har du sidst puttet et ønske i ønskebrønden? Spørger han mig efterfølgende, da vi snakker om Jim Carrey-dokumentaren på Netflix, som vi skal til at se. Jim Carrey er overbevist om, at alt hvad han sætter sig for sker. Han udfyldte en check på 10 mio. til fem år senere. Da de fem år var gået, havde han langt mere end 10 mio. Løvens ønsker går også i opfyldelse hele tiden. Alting kører bare, siger han.
- Jeg ønskede at få et sted at bo, siger jeg. Og det fik jeg.
- Men hvad drømmer du der skal ske fremover?
- Lige nu ved jeg det slet ikke...
Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg freaker ud. At jeg freaker ud over min fremtid, over ham, over alt! TOMHEDEN. I stedet er min stemme lillebitte igen. Han kan næsten ikke høre, hvad jeg siger. Jeg skammer mig over, at jeg er sådan en taber, når han øjensynligt er sådan en vinder.
- Det tror jeg godt, du ved, siger han.
- Det er en langsom process for mig.

Løven falder i søvn til dokumentaren. Jim Carrey fortæller mig, at det er bedre at fejle, når man laver noget man elsker, end at fejle når man er gået på kompromis. Man er tvunget til at følge sine drømme, siger han med spejlblanke øjne. Hele natten ligger jeg vågen på den dér svævende, luftige måde og hader mig selv. Kun med mænd er min stemme så lille og min eksistens så formålsløs. Jeg har lyst til at vække ham og sige: "Nu kommer der en lang neurotisk monolog". Jeg planlægger ordret, hvad der skal siges i den neurotiske monolog.

I stedet vågner han i morges og kigger på sin telefon i en halv time før et vigtigt telefon-bizniz-møde. Jeg havde ellers prøvet at sutte på hans fingre, så jeg kunne vise, hvor vild jeg er. Åh.
- Er du ok? Spørger han.
- Ja.. jaeh.. Jeg forsøger at finde ud af, om jeg bare skal gå hjem.
- Du er velkommen til at blive.
Jeg bliver liggende og karter rundt. Det knuger i min mave.

Mens han har det vigtige telefonmøde, tænker jeg forsat på min neurotiske monolog. Jeg har lyst til at forklare ham alt om mig, og jeg har lyst til at græde. Jeg vil gerne snakke med en stor, stærk stemme, som jeg gør i alle andre sammenhænge - overfor alle andre mennesker. Jeg vil gerne vise ham, hvem jeg er. At jeg ikke bare er ligesom hans penge; noget der kommer let og ukompliceret. Han må gerne ta' mig, han må gerne få mig. Men jeg vil også gerne kunne ta' ham. Få ham.

Jeg vil så gerne vise, at jeg ikke er en taber. Min intuition skriger, at han allerede har mistet interessen. Og hvad så? siger jeg til mig selv. Måske er han bare en arrogant, pengegrisk idiot? (Jeg ved, at det ikke er sandt). Man skal beskytte sig selv, ikke. Det siger de kloge. Men indebærer en selvbeskyttelse, at fjerne sig selv fra en relation?

Jeg ville give alt for at kunne være åben. På en måde kommer jeg til at savne H. Hans åbenhed og neurotiske monologer fik mig til at føle mig godt tilpas med mine egne følelser. Jeg fortalte ham alt. Med Løven er jeg fanget i min høflighedslatter, jokes og tegneserier, hvori han optræder som min muse. Jeg græder ned af trappen, efter at have kørt mine fingre igennem hans skæg. Vi ses, sagde jeg til ham. Men jeg er ikke sikker.

***

I aften vil jeg tage til endnu en undergrundskoncert alene. Nu har jeg fundet ud af, at jeg godt kan (og vil). Måske er det bare her jeg havner - i undergrunden. Alene som altid. Det er OK. Jeg kan godt håndtere det. Men sikke en sorg.
(Og sikke et langt indlæg, haha. Det føles vigtigt det her.)

3 kommentarer:

  1. Men hvorfor vil du ham? Det er ikke pænt at spørge og det er egentlig ikke rigtigt et spørgsmål. Du er den vigtigste. Det siger jeg til mig selv. Og føler mig ensom alligevel. Det ville virkelig være fedt hvis nu der fandtes en som bare kunne se lige igennem det hele og forstod og gjorde det rigtige og spurgte om de rigtige ting og forstod og var på tværs og ville diskutere lige når det var rigtigt. Fantasi. Og så var man alene igen. Kh P (det er mig den anonyme som altid læser med).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forsøger altid at huske det spørgsmål. Det er så vigtigt - "er jeg overhovedet interesseret i ham?".. det forplumres ofte af ens dårlige selvværd og behov for at blive "spist". Min psykolog siger altid "men du er jo alene i det her liv", hvilket skræmmer mig. Så udgangspunktet må altid være, at man prioriterer sig selv først, og så er en smuk, spændende mand bare en bonus. Men indrømmet, jeg vil nogle gange helst bare overgive mig til et andet menneske, så ensomheden ikke skal være der længere. Ikke at jeg tror det løser noget, dog.. hmm. Fucking lorte kærlighed haha.

      Slet
  2. Enig enig enig. Jeg er så træt af kærlighed og alligevel længes jeg forfærdeligt meget. Det kunne være så fint hvis kabalen gik op en dag. Kh P
    PS. Jeg har en mistanke om at alle psykologer lærer de ord. Ved ikke om de tror på dem, er lykkeligt gift eller har rigtig mange husdyr. Det er en ret sørgelig tanke selvom jeg forstår ordene alt for godt. Så lær mig da for helvede at hvile i mig selv.
    Godnat

    SvarSlet