onsdag den 1. november 2017

crime rider

Jeg er anarkistisk i ånden, men ikke i praksis. Derfor fylder det med mig kvalme og mavepine at være en crime fucking rider, der finder loopholes i Systemet og rækker en stor, fed fuckfinger til reglerne. "Ses bitches, i'm outta here" (sagde hun og græd som pisket).  

Det er decideret ubærligt at være i det åbne fængsel, så jeg har taget sagen i egen hånd. Hver morgen møder jeg op, tjekker ind i systemet, og går igen. I morges satte jeg mig ud på toilettet og swipede på Tinder i et par minutter, gik op og ned af gangen; lod som om, at jeg skulle være der, mens jeg prøvede at presse mig selv til at være ligeglad og ikke give en fuck.

Når jeg forlader bygningen, er jeg sikker på, at alle konsulenterne holder øje med mig oppe fra vinduerne, så jeg krøller kroppen sammen, duknakket og klædt i sort, et ængsteligt fjæs, og siver ud af Systemet som en lydløs fis der sidder fast i bukserne.

Kvalmen indtræder på vej hen til det andet kontor, hvor jeg gemmer mig, og det føles som om, at mit underliv skal eksplodere. Inflammatorisk rebelskhed, garhhrwd. Men her er levende planter, sutsko, og plakater uden inspirational quotes om arbejdsmoral. Her er mennesker uden døde øjne og raseri.


Senere skal jeg tilbage, gå op og ned af gangene, simulere jobaktivitet og engagement, gemme mig lidt på toilettet bagerst i bygningen, og så stemple ud. Tirsdag var min første prøvedag i den nye anarkistiske livsførelse, og jeg kan ikke helt lure, om det føles godt eller værre. Eller om det bare er den samme type lort, bare i nye omgivelser.

Bedraget, du ved, det nager mig. Jeg ville aldrig kunne begiå en storstilet forbrydelse, et mord, eller fuske med penge. Engang begyndte jeg at stjæle sodavand fra kebabstedet, når jeg købte pitabrød, fordi jeg fandt ud af, at det var utrolig let. Bestilte min shawarma, og gik hen til køleskabet og puttede en dåse-Fanta i lommen uden at blinke.

Efter 3-4 gange fik jeg dårlig samvittighed, og havde lyst til at gå ned og bekende min forbrydelse. Måske sker det samme her; jeg får lige smag for livet i Underverdenen, dér hvor samfundets udstødte og forbrydere chiller, dem der ikke giver en fuck, og så begynder samvittigheden at nage mig så meget, at jeg bryder sammen:

"I confess" råber jeg til jobkonsulenten, hiver ham desperat i skjortekraven og falder ned på knæ i en patetisk krampe. Han ringer til sikkerhedsvagten, som fører mig væk i en sort bil. Bilen kører ud på en mark, og jeg bliver kastet ud i den våde muld. Mine knæ rives til blod på de små sten, da vagten sparker mig i nyrerne. "I det her system SKAL MAN FØLGE REGLERNE," brøler han ind i mine ører, mens han river mig i håret, så mit hoved bukkes bagud. Han lader mig ligge på marken i regnvejret, stiger ind i bilen og kører væk. Jeg vender mig om på ryggen, og lader regnen skylle jorden og blodet væk fra mit ansigt. Jeg forstår det nu, hvisker jeg til mig selv, jeg vil aldrig bryde reglerne igen, det lover jeg. 

Det øjeblik klokken rammer 15 forsvinder alle mine fysiske symptomer dog. Jeg ved, at jeg ikke er syg. Men jeg er syg. SYG I SJÆLEN. Fordi jeg er en crime fucking rider. Jeg ville hellere være et ordentligt menneske, må du forstå. Det piner mig, at være tvunget ud i dette nedbrydende (selv)Bedrag. Men Systemet tvinger mig til det, jeg har intet valg, INTET valg. Jeg må, jeg skal!, bryde reglerne.

"Kære arbejdsplads, jeg er 28 år gammel og sindssygt intens og dramatisk, ikke særlig robust og fleksibel, og jeg har mange psykosomatiske lidelser, såsom inflammatoriske betændelser i hele mit nervesystem, ofte med en lyst til at vold-ørle og skrige og besvime på samme tid!, men til gengæld kunne jeg aldrig drømme om at stjæle kontorartikler. Call me."




7 kommentarer:

  1. Nogle gange må man følge sin indre anarkist. Jeg arbejder i kommunen, og der er der også så mange idiotregler. Og ind i mellem må ens indre Bøllebob udleves -
    og så nægter jeg, og snyder, gør jeg. Ellers bliver man uundgåeligt mere sindssyg, end man allerede er.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige præcis dét! Nogle gange er det bare uundgåeligt. Ville derfor også ønske jeg kunne slappe mere af omkring det, haha.

      Slet
  2. Jeg kan fandeme godt forstå dig! Da jeg var på arbejdsmarkedet, var jeg tvangsindlagt til et jobsøgningskursus, hvor vi som det første, skulle male/tegne, vores eget våbenskjold, argh, det var en pine.
    MEN, pas på, hvis det bliver opdaget, risikerer du at dagpengene ryger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Æh, jeg ville elske at tegne mit eget våbenskjold, haha. Hvor er det skørt. Som en del af en måde at konceptualisere sine kompetencer? Hvad tegnede du på dit våbenskjold?
      Åh, du må ikke skræmme livet af mig på den måde. Jeg er bevidst om faren, og det er dét som slider mig ned. Har lyst til at slette det her indlæg, fordi jeg er bange for at jobcentret googler sig frem til mig og finder videooptagelser af mig fra stedet, hvor jeg kommer og går til bygningen, og så mister jeg dagpengene, jeg mister mit hjem, jeg mister aaaaalt. Shit. Alt for ængstelig til at håndtere dp-systemet.

      Slet
  3. Jah, jeg tror det var noget kompetenceudviklende noget, det stod mig ikke helt klart ... Hvad tegnede jeg? Det ligger helt tilbage i slut 90’ernd, kan kun huske to ting: en masse bøger (jeg er uddannet bibliotebadekar), og Bowie som Aladdin Sane, fordi BOWIE, har været fan siden jeg var 13, og det er altså 37 år siden!

    SvarSlet
  4. Og så måtte jeg ikke skrive mere, men altså, kan SÅ godt forstå din DP-systemængstelse, det er et grufuldt system at være fanget i, og er vist blevet meget værre, siden jeg var i det. Kan huske at jeg kastede op, hver gang jeg fik brev fra jobcentret, jeg håber at du klarer dig igennem og finder en beskæftigelse, der passer lige til dig, skrive, det kan du i hvert fald.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er fan af dit våbenskjold! Kan være jeg også skal lave et våbenskjold, bare for at huske mine kompetencer og arbejdsparathed og viljestyrke og motivation!
      Og yes, jeg er glad for, at du siger du kastede op hver gang der kom et brev fra jobcentret; jeg har det på præcis på samme måde. Prøver at rationalisere det og være sådan en cool cat, men jeg er overhovedet ikke en cool cat.
      Og tak! Gid jeg bare kunne få penge for at skrive om mine problemer, haha. Det er drømmen!

      Slet