fredag den 6. oktober 2017

skråt op

Det er betryggende at vide, at jeg kan håndtere et angstanfald helt selv. Det er lang tid siden, at jeg har haft det som i tirsdags, men i stedet for at panikke og løbe skrigende bort, gik jeg ind i angsten med kvindsmod og troen på mine oplærte refleksive evner. Angst har aldrig dræbt nogen, skal jeg altid huske.

Satte mig op ved bordet efter et stykke tids meditativ, hjælpeløs hulken på gulvet og begyndte at tegne. Det var det eneste jeg kunne finde ud af. Krattede med den stakkels kuglepen tusinde streger i en vanvidstegning hvor en kvindes hoved eksploderer. Jeg græd ned i blækken og kom mere og mere til mig selv. Jeg begræd, at jeg skulle være mig selv. Sikke et helvede! At skulle være sand overfor sig selv, ikke bare gøre ting fordi Systemet siger, jeg skal gøre det; acceptere mine kunstneriske tilbøjeligheder, forhellige mig med en fremtid der måske ikke lugter af penge og en decideret karriere.

Hvad er en karriere overhovedet? Er det bare et andet ord for "liv"?

Min hjerne genstarter som en gammel Mac, og kreativteten og liderligheden flyder igen. Lavt batteri, men stadig tændt. Der er ro på lige nu. Sikke en fryd at have angstfulde eksistentielle kriser hver fjortende dag. Et sandt indre eventyr! (skyd mig). Som min psykolog kortfattet svarede på min mail: Hvor dejligt! 

***

Søndagsdaten viser sig, at være en ny type Hersker. Måske ikke lige så abstrakt og "fremmed" som den forrige, men stadig med udpenslende ideer om hvad han vil gøre ved mig. Lad os kalde ham Hvid (uden at tænke på grey, ikkoz?).

Hvid og jeg nærmer os langsomt hinandens lyst efter fire dage med smalltalk. Eller. Mest af alt lange romaner fra min side om mine meget lidt inspirerende dage (jeg er lidt intens at date, må du forstå.. intet filter). Sådan: "Jamen jeg har haft en pragtfuld dag.. har sendt en jobansøgning, spist fire stykker knækbrød med spegepølse, taget en lur som reaktion derpå, og senere vil jeg klippe en film sammen som en gyser til min veninde i Jylland, hvor jeg går rundt på kirkegården og filmer træerne...." No one cares.. she done already done had herses. 

Nå. Men jeg har prøvet at være lidt mere eksplicit i mine beskeder for at forhindre, at jeg går full-W. på ham, da det ikke en persona der sådan.. tændes på i bred forstand. Taktikken virker, og så går det stærkt! Fra at snakke om spegepølsemadder og eksotiske besøg på kirkegården, fortæller han pludselig, at han gerne vil knalde mig bagfra, mens jeg har en buttplug i. Hvis jeg havde haft vand i munden, ville jeg have sprøjtet det ud på en chokeret, dramatisk måde. Dominans, massage, alt muligt. Godt jeg er på dagpenge. Sikke et projekt.

Så ja.. det virker til at være et spændende, seksuelt eventyr, jeg har kastet mig ud i. Nu må vi se. Jeg længes efter ham. Forhåbentligt kan det forhindre mig i at fucke fuldstændig op i morgen, hvor jeg skal til fest med Arkitekten fra april, og samtidig ved at H. er tilbage i kbh for en weekend og er ude og drikke øl med min bedste veninde og deres fælles venner et sted i nærheden. Men jeg indrømmer gerne, at jeg er en løs kanon for tiden, så tvivler lidt på min dømmekraft. Som et diabetesramt barn i en slikbutik griber jeg grådigt ud efter intensiteten.

***

Måske er det min egen skyld, at jeg får lidt angst engang imellem. Jeg vil også gerne indrømme nu, at jeg egentlig mest drømmer om et uforpligtende deltidsjob. Jeg har alt for travlt med at leve, til at forholde mig til den store karriere. Al den sex og alle de orgasmer (og buttplugs) der skal udforskes; følelser og forelskelser og tegninger og film og musik og mandekroppe og branderter og ...
Jeg bliver syg, hver gang jeg hører om folk der arbejder fuldtid. Det føles ikke så konstruktivt at reagere sådan. Men jeg håber, jeg finder ud af det. Selvfølgelig gør jeg det. Gør jeg ikke? Ja? Jo?
Jeg er samtidig hamrende bevidst om mine privilegier. Det skaber en klam ambivalens omkring det hele.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar