tirsdag den 24. oktober 2017

rå socialrealisme i ledighedsland

Der er en tung luft i det store rum, hvor alle tavst sidder og klimprer løs på deres medbragte macs. Fortabte akademikere bevidste om afmagten i deres jobsituation. Halvlunken kaffe i plastikkrus. Jeg finder en gammel ven, og vi går en tur rundt om bygningen, flere bygninger egentlig, fordi ingen holder øje med en. Vi snakker om håbløsheden og den konstante følelse af ikke-ægte depression. Vejret er gråt og fugtigt, og tiden går ubeskriveligt langsomt.

Jeg forsøger at skrive en jobansøgning på en stilling, jeg ville elske at få. Men mine ord er mudrede i det gennemtæskede worddokument, og jeg sletter og sletter og skriver om og skriver om, ctrl-z, ctrl-z, mens mine menstruationssmerter trækker mig ned mod gulvet i en smertelig døsighed.

Min nat var præget af en energiophobning af vulgære dimensioner. Social overophedning og for mange nye ting (og muligheder! som jobkonsulenten ville sige) fik min hjerne til at larme. Så meget støj, at selv podcasts, onani og meditation ikke kunne få mig til at hengive mig til søvnen. Jeg ville generelt ønske, at jeg ikke var dette nervemenneske.

Til middagsselskabet er jeg ekstremt selvbevidst og er samtidig kommet ned fra mit adrenalin-high over at være blevet kaldt til min første voksen-jobsamtale. Ideen om samtalen bliver pludselig som et blødt slag i maven, der fjerner al luft fra mine lunger. Næsten.

Jeg føler, at Kunstnerens venner holder øje med mig, betragter mig og dømmer mig henover middagsbordet. Jeg er igen til audition med denne dybe stemme, som jeg bruger, når jeg forsøger at skabe et intellektuelt, sensuelt billede af mig selv.

Da jeg kommer hjem, forestiller jeg mig, at de siger til Kunstneren, at de har mødt hans Drømmekvinde, og at han fluks skal kontakte hende. Altså, hvor det er mig der er Drømmekvinden. Da jeg endelig falder i søvn klokken 2, drømmer jeg udelukkende om, at han skriver til mig og derefter tager mig i røven ude i badet.

Jeg forestiller mig også, hvordan jeg pludselig står i en situation, hvor jeg har et job. Hvis jeg er heldig til samtalen, er jeg fuldtidsarbejdende om en uge. Det er vanvittigt at tænke på. Al min modstand overfor Arbejdsmarkedet opløses til fordel for pligtopfyldheden og ideen om mig selv som Et Arbejdende Menneske. Et af de der arbejdende mennesker. Det føles uvirkeligt, og det stresser mig, at jeg er tiltrækkende for arbejdsmarkedet, hvilket er ironisk, for det er jo dét som alle drømmer om, er det ikke?

Måske stresser det mig mere, at jeg skal bruge 7 timer om dagen i dette frygtelige iltfattige lokale med andre tabere fra mit gymnasie (altså, hvor jeg også selv er en taber), vi er flere, vi finder hinanden, os tabere- nå, men på at lære at skrive jobansøgninger, når jeg nu er blevet kaldt til samtale - og derfor implicit forstået, jo faktisk godt kan skrive ansøgninger.

Ingen holder øje med mig. Det skal jeg huske. Dette er ikke en institution, der skal (og kan) frelse mig. Jeg skal frelse mig selv. 7 timer om dagen. Jeg må ikke panikke, selvom angsten titter op fra Afgrunden og spagt siger "Hej Du. Gider Du Være Her? Nej Vel. Du Skal Da Ha' Lidt Hjertebanken Til At Krydre Dit Liv med".

Under den akademiske varmestue slagtes store grise. Jeg kigger på dem, mens jeg ryger en socialrealistisk, sovjetisk-stemningspræget cigaret på gaden. Måske er jeg selv en slagtegris, tænker jeg, slukker cigaretten på fortovet, og går tilbage til institutionskaffen og de andre døde ansigter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar