torsdag den 21. september 2017

spøgelser

Midt i stilheden, i solskinnet, på kirkegården, kunne jeg pludselig høre nynnen. Den hjemsøgende melodi havde ingen ejermand. Jeg joker til min veninde, at den kommer fra spøgelsesbørn der gemmer sig i buskene. Tre minutter efter dukker en lille pige op - ud af buskene; så vagt ud af øjenkrogen, at jeg tror, jeg skal få et chok af lynchske dimensioner. Et kort sekund bliver jeg ramt af alle sjælene der vandrer rundt her; mine lange gåture i den veltrimmede park, står pludselig i sær kontrast til de flere hundrede års begravelser der har fundet sted her.
 (okay jeg stopper med at lytte til den gyserpodcast..)

***

Jeg bliver rigtig træt af, at Den Voksne Mand er sådan en fail. Nu er den på hans skuldre, han har fået mit telefonnummer og hele molevitten, men ingen lyd kommer der. Fuck det. Han var alligevel imaginær i et vist omfang. Så jeg opretter mig på Jodel, Tinder og sexappen. Denne energi skal ikke gå til spilde, tænker jeg.

Det gør den heller ikke. Jeg kaster likes ud til hele verden og venter utålmodigt på, at nogle bider på krogen.

På sexappen vælger man selv sit navn. Man er ikke forbundet med Spotify, Instagram eller Facebook. Man er kun noget i kraft af sin lyst.

Manden "N." (det er det eneste jeg ved om ham) spørger mig, hvorfor jeg er på appen (det er folk gode til at spørge om her). Jeg sidder i mine beigefarvede joggingbukser og ser det britiske x-factor med mascara most rundt under øjnene. Jeg siger, at jeg leder efter uforpligtende relationer. Han leder efter det samme (surprise).

På en eller anden måde glider snakken hurtigt ind på sex i kraft af noget erotisk litteratur (sexy, i know), og pludselig er der gået 3 timer med disse abstrakte, drømmende sex-beskeder; begge bevidste om netop det drømmende, og jeg skriver alt, hvad jeg har lyst til, alt hvad jeg sanser, føler og ønsker, og det er åndssvagt frigørende, og jeg spørger ham, om han mon er en sex-bot, for det føles aldrig helt virkeligt i disse digitale samtaler; at alt hvad han siger, rammer så konkret ned i mit begær; så dominerende, nydende, udforskende, blid; det virker uvirkeligt, og vi kommer begge to under hver vores dyne, efter han fiktivt har taget mig bagfra på spisebordet, og jeg spørger ham, hvad er det dog du gør ved mig? og han siger, at han ved præcist, hvad han gør ved mig,

og han vil puste til flammen, siger han., han sitrer efter at mærke mig, og jeg får kuldegysninger; samtalen har været så tæt på den jeg er, så tæt på fantasierne, på spøgelserne i min lejlighed som flakker rundt og puster mig på halsen, og kysser mig på maven, og selvom han er et spøgelse fra en app, en pixelleret skabning stykket sammen kun af "N.", ét billede (en smuk mand med briller) og hans lige så abstrakte ord og fantasier; tilnærmelsesvis en litterær erotisk oplevelse, ja, så føles det egentlig uhyggeligt virkeligt.

Måske ses vi, måske ses vi ikke, måske ses vi i drømmen, i fantasien. Vi spår hinanden den samme fremtid.

En virkelighed vil aldrig kunne gengive sådan en erotisk svævende abstraktion. Vil den? Kan den?
Måske jeg slet ikke har oplevet nok.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar