fredag den 15. september 2017

en kæmpe ja-hat

Jeg prøver at finde ud af, hvorfor jeg føler mig stresset. Jeg har den seneste uge taget en kæmpe ja-hat på som er så stor, at den falder ned over mit ansigt og skygger for god dømmekraft. Måske er det også en følelse af efterårskoldsved alle morgener, der trækker mig ned i en eller anden presset energieksplosion. September-forbandelsen.

Angstfrie dage betyder, at jeg kan gøre alt, og tror jeg skal alt. Derfor står jeg overfor en weekend som er stykket sammen netop af disse ideér om liv og udadvendthed. Det indebærer et babybesøg, selvom jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv med babyer, reconnecting med gamle gymnasieveninder, fejre et frieri med folk jeg ikke rigtig kender, og to typer familiefødselsdage, som jeg gerne undgår, fordi mine hænder normalt ryster sådan. Og når man skriver det ned sådan her, så virker det måske ret tilforladeligt, men jeg er af en eller anden årsag super ængstelig.

Oven i (ja-)hatten sidder jeg i går aftes til et litterært arrangement med kultureliten, og ser mig selv ude fra, mit identitet der svæver over mig selv og kigger på mig selv - pludselig være dette kulturelle menneske, der forstår samtaler om abstraktionen i intimiteten og seksualiteten, "Mmh, præcis, den abstraktion har jeg selv oplevet, mehhh", og jeg griner af hende pigen, som ikke har fattet at forfatteren læser op af sine egne værker (Hun spørger: Hvem har skrevet den bog? og alle bliver helt pinligt berørte over denne fadæse), og jeg tænker, at nu hvor det går så godt for mig at være i dette rum, jeg altid har troet jeg ikke kunne ånde i, jamen, så skal jeg da bare blive ved med at komme til oplæsninger, samtaler og kulturelle events, som på denne måde giver mig gratis øl ind i natten, og hvor jeg kan pådutte mig en særlig intellektuel identitet.

En anden vægt på (ja-)hatten er en tæt venindes hjertesorg, som jeg lader mig selv sive ind i, fordi jeg elsker at tvære mine problemer ud på andre, og fordi vi tilbringer hver dag i denne uge i hendes hjertesorg, så er jeg tilbage i sorgen over Skægmonstret, og jeg tager mig selv i at savne H. helt vildt; jeg ser ham så lysende for mit indre blik, hans måde at tale på, hans kropssprog, febrilskheden i sexen og madlavningen, og hver gang han er online på Facebook, så har jeg lyst til at skrive til ham og bare være sådan.. "hej" ("hvordan har du det med abstraktionen i intimiteten og seksualiteten"),

og sådan skal man jo ikke gå rundt og have det, og ens nye dildo skal sgu heller ikke gøre en ensom (følelsen af den ufuldstændige penetration, hvor det pludselig virker helt åndssvagt at have noget stukket op i sig, når der ikke hører en krop med - en dildo kysser sgu ikke en i nakken), så derfor i min gratis-øl-beruselse i går eskalerer jeg på Facebook og sender kasteskyts ud i den digitale sfære, snapchats til den gode ven, og jeg sender et "klistermærke" til en britisk ven som bor i Paris, og som jeg imaginært har haft en rolig vished om at det er hans børn jeg skal føde en dag, "hola", siger klistermærket, og jeg vågner i nat ved, at Den Voksne Mand svarer på min besked, han foreslår øl i stedet for kaffe, og lyder super frisk på det hele, og her til morgen skriver Amagerdrengen og har ikke forstået min afvisning for 2 uger siden, og pludselig er jeg vildt dårlig til at lukke døren helt, fordi jeg er nervøs for de andre skæggede, tykke mænd, om jeg kan leve op til det, om de kan leve op til det, men mens mit æg koger 7 minutter i morges, så skriver jeg til ham, at det er slut, og jeg ved ikke, om jeg skal græde så, eller bare være ligeglad,

og jeg sørger for at få sendt mine jobansøgninger, og jeg siger i et sarkastisk toneleje til en venindes forældre, at jeg ikke har tid til et arbejde, fordi jeg er igang med at finde mig selv og min kunstneriske stemme, og det griner vi meget af, fordi det lyder så tosset, at man kan få lov til at gøre det,

og i mellemrummene mellem disse oplevelser og ud-af-kroppen-aftaler, når jeg ligger alene på sofaen, så kan jeg ikke tage nogen lur, fordi jeg tænker på alle disse ting jeg vil og kan og skal, en konflikt mellem det pligtopfyldende Jeg og det kreative Jeg og det introverte Jeg og det ambitiøse Jeg, men så lytter jeg til gyserpodcasts, og håber på at blive skræmt fra vid og sans, og at jeg selv skal skrive en gyserhistorie, en gyserhistorie om en pige med en ja-hat der spiste hende og flåede hendes hud af, for man skal passe på, når man bevæger sig for dybt ind i skoven, og man skal passe på at stole på fremmede,

og jeg drømmer mig ned i Den Voksne Mands båd, jeg forestiller mig elskov mens båden gynger i efterårsbølgerne, og jeg drukner ikke, jeg kan ikke drukne,

nå, der var vist en baby der skulle besøges, var der ikke? jeg er en sygt god ven for tiden, og gode venner er passionerede omkring gode venners babyer,

åh.

(jeg kan godt se det nu)

2 kommentarer:

  1. Flot hat du har fundet - den klæder dig og håber den holder vand hele weekenden <3
    Klap babyen fra mig!

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæmpehatten er kanon. Den har heldigvis formået at presse mig ud i kun gode situationer, pheeww. Men stadig voldsomt at være så ja-sigende lige pludselig. :)

      Slet