søndag den 24. september 2017

alt er fint

du tænker for meget, stop med at tænke på det, bare chill, bare ta' ja-hatten på, bare vær' i nuet, jeg forstår ikke hvad du mener, slap nu af, det skal nok gå, ik' stress; et kor af positive, "chillede" mennesker brøler mig ind i hovedet,

jeg falder i afgrunden, og jeg ved ikke, om det først er under 'Landmand søger kærlighed', at jeg bliver ramt af en ubehagelig tanke om, at jeg er helt forkert, og at min tankegang er fucked, eller om det er noget som jeg forsøgt at sige til mig selv hele ugen, uden at jeg lyttede,

tankerne er kvælende, og jeg er pludselig så bange for, at det hele skal ramle, og jeg tænker på de sidste mange søvnløse nætter og fremtidens ubegribelighed, jeg kvæles (med og uden Herskerens hænder), og jeg kan slet ikke rumme disse tanker, en enkel indskydelse om at falde ned fra altanen giver mig lyst til at tage en lille ske og grave al betændelsen ud af min hjernebark, jeg holder vejret,

- det er bare fordi du er en sensitiv kunstner, prøver jeg at sige til mig selv i et forsøg på i det mindste at omfavne en eller anden form for forestillet identitet, men en kunstner laver jo kunst, og hvorfor er det pludselig så svært for mig at acceptere, at jeg er indrettet på denne måde; er det her en psykose, er det her en psykose (det er ikke en psykose) (men jeg bliver bange)

og jeg har lyst til at slette forrige indlæg hele tiden, fordi det er så pinligt, at jeg bevidst om mig selv på denne måde, at jeg bare sidder dér uden følelser og nærvær med en pik presset ned i halsen, kvælningsmanøvrer, og jeg hader pludselig også mit sprog, jeg hader det hele, men

søde venner til middag og vin og en øl og en øl og en øl og en øl og en øl fjerner klaustrofobien i mit bryst, og min manglende stopklods kører mig med bussen hen til klokken 6 i morges, og hver gang jeg forsøger at formulere, hvad det er for en paranoid tanke-abstraktion jeg har gang i, kløjes ordene i min mund, som store, betændte svampe, og som en cirkulær bevægelse bliver angsten større, jeg skal ikke miste mine ord,

og efter kun fire timers søvn vågner jeg med et sæt, igen med ømme lunger og et alt for bankende hjerte, jeg tuder og tuder og tuder, hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv, hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv, hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv,

hvorfor er jeg ikke bare mig, hvorfor slapper jeg ikke bare fucking af og tager en stor fed chillepille, ligesom alle andre, hey, det er da bare et arbejdsmarked, du skal have et arbejde, du skal have en karriere, og du er også 28, burde du ikke tænke på fremtiden og hvad med børn og kærester, og der er en dyb frustration som giver mig ondt i maven, når jeg spekulerer i, hvorfor ingen andre spørger sig selv, hvad fanden de laver, er jeg den eneste der tvivler på vores eksistensgrundlag, er jeg den eneste der tynges af den kommende dommedag, er jeg den eneste der kan lamme mig selv med tanker, mens jeg samtidig på ambivalent og ego-oppustet vis er overbevist om, at jeg er et ret imponerende og anderledes (på den gode måde) menneske,

i mit baghoved genlyder min stemme fra mødet i a-kassen, og min stemme, da jeg rakte hånden op, den var så dyb, jeg har aldrig hørt min stemme så dyb før, og overfor Herskeren er stemmen også rolig, knirkende sjællænderaccent, en varm blød stemme, jeg er sensuel i en min fremtoning, konstant dansende, slingrende, og alle kan se det, og alle kan se, at jeg ikke passer ind her, at jeg svæver alene rundt i fjerne galakser, og jeg ved ikke hvorfor det går op for mig nu, og det gør mig så ensom,

jeg venter på Herskerens ordrer, måske er det ham der stjæler min søvn; al energi smeltet sammen i et dunkende underliv, jeg er bevidst om ansvarsløsheden og destruktionen i dominansen, mens jeg samtidig håber, at han måske vil smække mig hårdere næste gang, eller hviske i mit øre, at jeg er hans slave, jeg overgiver mig, jeg overgiver mig,

og hvor er det belastende at være dette menneske,
jeg er så træt,
men der er ingen flugt,
jeg kan ikke ændre mig

men jeg kan begynde at passe på mig selv, det må vel være første skridt. (jeg er bange)
og i morgen er det mandag, og måske jeg ved bedre i morgen, hvad jeg skal, og jeg holder lige fri fra den vidunderlige alkohol og de hjemmerullede zigs, jeg prøver, jeg prøver, jeg prøver

2 kommentarer:

  1. Svar
    1. Jeg bliver lettet over at få sådan en kommentar. Nogle gange står ens desperate ord og hænger alene i luften, og jeg når altid at tænke: Er det kun mig der er helt fucked? Så tak fordi du lige råber op. Jeg håber samtidig, at du klarer den. Eller, jeg tænker - selvfølgelig klarer vi den. Men alligevel. Det er sgu benhårdt.

      Slet