onsdag den 6. september 2017

100 km/t

Jeg kan ikke sove.

En af de kommende dage afgøres min dagpenge-skæbne. 
Rationaliseringen af situationen virker nogenlunde. Privilegiets magt. Min krop er dog ikke helt med. Den knuger, hiver, flår, vræler, kvæles. Jeg ser 'I Forreste Række' og bliver stresset af det. Presset, du ved. Det er for langt ude.


Så nu gør jeg noget, jeg ellers havde svoret, jeg ikke ville. Men jeg er simpelthen for træt og ikke-træt til at gøre andet. Laver en liste. Med planer. Hvor jeg ikke "ramler ind i virkeligheden med 100 km/t", som min psykolog beskrev det i dag. Jeg er så udmattet af mit selvskabte kaos. 

(Jeg tror, at det der bekymrer mig mest, er om angsten vil vende tilbage. Dét kan jeg simpelthen ikke overskue. Som når jeg i dag tonser til fra Nordvest til Amager med netop disse 100 km/t, til der går ild i mine skosåler og til at jeg vælter ind på universitetet, svimmel og afmægtig, glemmer at spise, tilbage til byen, dirrende ben, en kaffe og nogle smøger, øjne der forsøger at fiksere, for meget mælk i kaffen, jeg har lyst til at kaste op ud over alle journalisterne ved højesteret, jeg er nervøs, når jeg stikker dankortet i automaten, fordi jeg er tvunget til at stå og vente på at transaktionen udføres, jeg kan næsten ikke sidde på bænken i 18 minutter før jeg skal videre, jeg sidder fast, bange for at rejse mig op, bange for at sidde ned, trække vejret...). 

(Heldigvis er min psykolog en stjerne, og jeg er en stjerne. Lidt forkullet i kanterne. Skal stoppe det her panik-pis) 

Nå. Liste. Kortsigtet fremtidsliste. 
  • Stoppe med at have sex med random mænd og random venner. Købe en vibrator i stedet. The Rabbit. (Underpunkt: Huske at ekstra dyner kan bruges som både lille- og storeske. Huske at en vibrator kan bruges i skeen? Nej? Jo? Måske?) 
  • Leve af mad med grødkonsistens. Daal og havregrød. (#gassydays) (Underpunkt: Lære flere retter med grødkonsistens)
  • Købe et årskort til Cinemateket. (Underpunkt: Gå i biografen på en økonomisk ansvarlig facon, men samtidig opnå kulturel kapital)
  • Lære at flette hår (Underpunkt: Få virkelig langt hår)
  • Se Broad City igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen (Underpunkt: Til jeg fatter at det er OK at slumme den ud og have det fedt og lave sjove ting og at være i slut-20'erne uden retningssans)
  • Lære at animere i hånden (Underpunkt: Eller stopmotion?)
  • Stoppe med at se ting af David Lynch indtil jeg har mere styr på livet og har det mindre drømme-agtigt
  • Gå til gratis klassiske koncerter og græde
  • Skrive til H. og hører hvordan det går i det store udland? (Underpunkt: Nej)
  • Dræbe fluen ude på toilettet
  • Bør jeg egentlig ikke skrive til ham og høre hvordan det går? (Underpunkt: Nej)
  • Virkelig købe den vibrator
Jeg ved det ikke helt. Det virker OK overskueligt.

Jeg tror godt, jeg kan sove nu.

Jeg er nervøs for i morgen.
For det er endnu en dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar