lørdag den 19. august 2017

røgfyldt

... jeg har glemt noget på toilettet, siger den unge indvandrerfyr i et hæsblæsende tempo, mens bartenderen på den stille nordvestbodega forsøger at blokere hans vej derud. - der er ingenting derude, siger bartenderen, og luften bliver så anspændt og sydende, at alle lyde er som i en glasklokke, runger og vrænger, og den unge gut vender tilbage kort tid efter med endnu en sortklædt dude, begge som om de går på toppen af tæerne, højere og skævere og mere utilregnelige end tidligere, miserable coke-hoveder, og de vil ud på toilettet.. de siger, de har lov til at gå ud på toilettet, og jeg ser pludselig de her forestillede voldelige opgør udspille sig, og den hæsblæsende angst for skudepisoder får min hånd om øllen til at sitre, og ude for tager regnen også til, og vi flygter alligevel derud, og hvor er det forfærdeligt irriterende at man skal blive bange..

så vi går til et andet sted, til en anden af disse røgfyldte bodegaer der smager sødt af hof og 40.000 cigaretter, og her forsøger vi at finde ud af fremtiden og drømmene; at varsle hinanden fyldestgørende aspekter på Ingentingheden, og jeg kan mærke, at energi begynder at boble i mine årer, at jeg måske, på forsigtig vis, gerne vil prøve at være noget igen, til trods for den tavshed jeg lukker mig ind i, et ætsende radiotavshed fra mine glemte drømme, selvom jeg er bange for, hvad der skal blive af os kreative, sensitive væsner i et kynisk ikke-sensitivt samfund, hvor alle jobudsigter er abstrakte og uhåndgribelige; store slimede bobler der stiger op fra sumpen, alt for tunge til at kunne svæve op i himlen, og et sted dybt inde håber jeg mest på, at åbne en lille forretning og kæmpe for min overlevelse (har set Ozark på netflix og idealiserer deres forhutlede overlevelses-liv)...

... overlevelse... er det mig der stirrer på væggen eller væggen der stirrer på mig, min krop er efterhånden sofaformet i sin blødhed, og den vulgære liderlighed fra rastløsheden volder mit underliv problemer, og jeg tager mig selv i at onanere til kærlighedshistorien om H., hvordan vi kyssede første gang, de ting han sagde til mig, de ting han var, og det er underligt at fantasere om noget der er så lidt erotisk, fordi det samtidig også gør mig ked af det; at jeg stadig elsker ham, ideen om ham i hvert fald, og det er OK at savne på denne rosenrøde måde, det er OK.. ikke?

jeg er i tvivl om, hvad jeg egentlig ville sige, mine ord føles også røgfyldte, lidt luftige og tomme, og jeg vandrer med tømmermænd fra endnu et sent bodegabesøg ned i nørrebrocentret og står og glor på hylder i søstrene grene for tredje gang i denne uge, som om det var et meget vigtigt valg jeg skulle træffe - skide hylder, er der plads til dem, er det for meget, skal jeg købe dem, jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, omg, og den her dag, den her dag, min gud, hvor blev dagen af, dagene, jeg ignorerer tiden som en superhelt, mens jeg græder i veninden der rejsers favn, og vores leverpostejsfarvede lange hår filtrer sig ind i tårer og kærlighed, fordi vi prøver at sige farvel, fordi hun fucking flytter væk,

og måske jeg bare skal skrive den her YA-bog om vampyrer og fremtidsdystopier og what not, for jeg kan fornemme at det bliver rigtig svært for mig, det her med fremtiden, mig i fremtiden, og sofaen bliver derfor min bedste ven, mens jeg forestiller mig, at folk i lejligheden overfor betragter mig og tænker, at jeg er super ensom, men sandheden er nok, at der er ingen der holder øje med mig..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar