mandag den 28. august 2017

magasin

opvasken fra i fredags står stadig i køkkenvasken, og hvis jeg undgår den, undgår jeg mig selv og det rødvinsstive øjeblik, og måske hvis jeg virkelig undgår køkkenet, så vil de heftige flashes af nøgen hud og ivrige støn også forsvinde fra min hjerne,

vi bliver enige om at glemme det,

så hvis jeg bare tager i magasin og bliver ramt af eksistentiel meningsløshed midt i samsøe & samsøes fine garderober, og svimler ind i en solgul striktrøje jeg på ingen måde har råd til, så kan det være jeg undslipper helt; en seksuel tomhed og en vakuumtilstand omkring min nachos-tilfedtede krop,

og jeg når lige at lægge mig på sofaen iført det beigefarvede jogging-helvede, da en skæv veninde hidkalder mig til en overskuelig destination, et joint-paradis af forvaskede gin-drinks og der med lukkede vinduer insisterer på et virke som bodega; og jeg farer derhen, før jeg har fået skrevet for meget om magasin og min tilsvarende dårlige selvtillid (jeg er for tyyyyk, jeg har ingen peeenge, ingen freeeemtid), og hvis man kan forsvinde ind i tanqueray-gin, ind i flad tonicvand, ind i gode, uambitiøse mennesker, ja, så ved jeg sgu ikke hvad der ellers skulle frelse mig denne søndag,

det virker som om, at alle har styr på deres skidt i dette slut-20'er-liv, og jeg er den eneste der går med ødelagte, beskidte sneakers og en al for luftig pengepung, og cigaretterne føles cremede og som smør i min mund, som om at det er vigtigt at trække vejret gennem dem denne aften, og hvis jeg bare kunne huske hvordan det var at have angst, hvis jeg bare kunne huske at være syg, så ville det være nemmere at have en identitet,

for mens jeg læser mine dagbøger fra mit 18-årige liv, slår det mig med en gru, at jeg har samme problemer nu som for ti år siden, og at det poetiske mørke og stilstand der hersker i min krop, er en del af mig, en del jeg for evigt vil være bundet til og styret af, men hvad skal der blive af en som mig?

i går græd jeg (lidt forpint) på min gåtur op af ucharmerende nørre alle, fordi jeg tænkte, om jeg var tvunget til at være kunstner, for hvor ellers kan jeg plante mit følsomme sind og skrøbelige hjerte, hvor fanden passer jeg ind, i hvert fald ikke i magasin, i hvert fald ikke i en dyr striktrøje, i hvert fald ikke i en str. 34, i hvert fald ikke i for små bh'er, men mest af alt i en gindrink og cremede cigaretter, og måske er cremet ikke det rette ord, for det lyder faktisk klamt, men måske andre rygere forstår hvad jeg mener, - silky smooth,

og amagerdrengen skriver og spørger, om vi ikke skal se et afsnit af rick and morty - hvorfor spørger han ikke, om vi snart skal se hans pik - hvad tror han, det her er, hvem tror han jeg er, hvem tror jeg, at jeg er, og det føles som om, at det hele er blevet langt mere besværligt efter jeg mistede min mødom som 18-årig, og at sex bliver min følelsesvaluta fremfor skjulte blikke og stive gymnasiekys i krogene,

da jeg var en god ven i fredags, gav jeg min krop som trøst på en vens hjertesorg, hvorfor ikke bare give min omsorg, hvorfor al denne krop, al denne krop i magasins prøverum, i magasin, fucking magasin, most ind i en 70 F-skål, så små mavedeller pludselig står tydligere, hvorfor er jeg ikke mere formfuldendt, hvorfor er jeg ikke som de andre, hvorfor aspirerer jeg ikke mod højere bjergtoppe, smallere bukseben, vildere penge, en stor læder-bimmer,

hvorfor er jeg ikke nået længere.

***

(hører, sjovt nok, den her hele tiden, op af nørrebrogade med en kimono som vinger,
da du mistede dit lys / faldt du sammen / i mine bedringskys)

3 kommentarer:

  1. Jeg bliver altid grebet af sådan en uro, når jeg læser dine tekster. Alt føles skrøbeligt og som om fejltrin er uundgåelige og katastrofale. Tak for følelserne og jeg håber at du passer på dig selv (så kom jeg alligevel til at blive til en mor)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg får egentlig også samme følelse af dine indlæg for tiden. :-) Jeg passer på mig selv (jeg værdsætter din mor-omsorg), men jeg tror også, at der en del af mig, som godt kan lide at føle meget og gøre hele tilværelsen lidt skrøbelig og ubehagelig (mine venner driller mig med at jeg er intens og til tider lettere dramatisk, høje bølgegange, du ved). Forhåbentlig stopper denne tendens en dag, for jeg har en ambition om at være lykkelig på et tidspunkt. Men kender du det, det føles ikke som om, at jeg er den slags menneske der nogensinde bliver tilfreds og "stabil". Hvem ved.. Det kan være det lige pludselig sker, åh.

      Jeg blev underligt nok virkelig glad for din kommentar, fordi jeg nogle gange frygter at mine indlæg er for interne (med mig selv) og knudrede, så jeg er lettet over, at der i det mindste trænger nogle følelser igennem - og at de endda kan føles af andre. Jeg ved ikke.. det er bare et stort og vigtigt kompliment for mig at få - til trods for bekymringerne, hehe.

      Slet
    2. Jeg tror vi minder ret meget om hinanden, i hvert fald på indersiden. Jeg skal ikke løfte pegefingre, men bare sige at den der søgen mod det crazy, den er farlig for mig.
      Dine indlæg er ikke for interne, mere introverte og lyriske og de er god læsning! Du får ligesom mig nok ikke så mange kommentarer, fordi du ikke taler så meget ud til dine læsere eller inviterer dem med ind. Men det betyder ikke at de ikke er der, det er jeg helt sikker på.

      Slet