torsdag den 3. august 2017

det regner

Aftaler falder igennem som regnen ned i risten, og jeg ligger i stilhed i min seng, mens den skærmer for mit liv som en uigennemtrængelig mur af vand. Egentlig er det ikke regnens skyld. Det regner i mit hjerte, kunne man være tilbøjelig til at synge med en lille skrøbelig stemme. Fanget i en fælde af lys / bag et forhæng af regn.

Forleden havde regnen også gjort mine bukser våde, da vi ankom til cafeen. Psykolog-sessionen havde stukket hul på en massiv byld af gråd og ængstelighed, men heldigvis havde en ekstravagant shoppetur og lang lur fjernet hævelsen omkring mine øjne. Stand-up virkede som en perfekt kur for den ætsende melankoli der havde sat sig i mine organer, og jeg kan godt lide at lave ting, som jeg ikke plejer at gøre. Jeg grinede så meget (til min egen overraskelse), at jeg fik ondt i brystet, ribbenene, lungerne og ansigtet. Og så meget grinede jeg ikke engang. Svimmelheden over dette påduttede endorfin-indskud føltes berusende. Mine øjne var duggede, og jeg kunne ikke helt fokusere på dem på scenen, men jeg havde ikke lyst til at løbe væk.


Det var som om, at jeg dagen derpå fik lattertømmermænd. Eller bare psykologtømmermænd. Mine øjne føltes stadig forkerte, og mit hoved så tungt, så tungt. Mødtes på en café med en veninde, og havde den klassiske eksistentielle samtale; et emne der tynger al min kommunikation for tiden. Bare to gode veninder der mødes og snakker om livet i en avanceret, intellektuel meta-diskussion - alles drøm. Det var som om, at en stor sprøjte var blevet stukket ind i min mave, og havde suget al liv ud af mig; at jeg blot er en meta-eksistens for tiden, fanget i et lammende limbo af rigide formater og fortidsmønstre der spænder ben for mig. Ude af stand til at leve.

Og jeg er vanvittigt god til at holde mig selv fast i disse følelser. Klokken er langt over middag nu, og jeg kan ikke stå op. I en drastisk vending tændte jeg for noget musik (en 170 numre lang playliste jeg brugte 3 timer på at lave igår, shit), hvilket fik mig til at starte med at skrive det her indlæg. Det er da en start. De sidste 5 timer har jeg bare ligget og stirret ind i væggen, mens folk har aflyst ferier og andre aftaler med mig på telefonen. August virker uendelig lang, og specialet er på ingen måde forløst.

Jeg kan høre mine psykolog-pessimistiske venner vrænge af mig; er du sikker på, om psykologen overhovedet gavner, når du bliver så ked af det, hver gang du har været der? Nu gik det jo lige så godt. Jeg ved det ikke. Det var en lettelse for mig, endelig at græde, okay, indrømmet - hulke, og det er på en måde også en lettelse for mig, at være på det her depressive spot lige nu. Jeg har brug for at tænke, lave kunst og høre musik. Jeg har brug for, at være mig selv, og være pisse ked af det. Jeg vil gerne bare forsvinde lidt og græde og græde og græde, og ikke være konstruktiv omkring noget som helst.

Regnen bliver en mur. Isolationen er en gammel ven, som blokerer alle andre (virkelige venner). Det føles ikke sådan super sundt og super godt. Guderne skal vide, at jeg da hellere ville være glad. Men jeg synes også, det er OK, at jeg bare er alene lige nu. Forhåbentligt skal det hele nok gå. Jeg ved det ikke. Jeg er egentlig også lidt ligeglad. En dag skal det nok holde op med at regne.

(Advarsel - super deprimerende sange)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar