søndag den 2. februar 2014

derudaf

Hvis man forsvinder ind i dagene; en konstant tåge af alkohol, jamen så kører tingene lidt bedre, egentlig. Og uhyggeligt nok. I will not be bullied. Så drog ud på bodega torsdag, smadrede folk i billard (min nye bodega-passion), drak umenneskelige mængder øl. Så mig selv vælte rundt på et kollegie, flygtende fra en lesbisk pige med attack-snav liggende i hendes mund; kiggende på mig, som om at jeg også var kamplesbisk; så hendes tunge får lov, jeg ved ikke hvorfor, hun var så lummer, men kysset huede mig ikke, det var et helt forfærdeligt kys. kan du ikke bruge dine læber, spurgte jeg. Hjem og sove. Klamme tømmermænd. Derudaf. Nå men så falder nye øl og en halv flaske vin in tha trunk, min ramponerede krop, og jeg mødes med gammel folkeskoleven, som pludselig er all about the money, dum-dum-dum-dududud-dum, men det er bare fedt, og jeg er en lille grinebidder med en redbull/vodka smæskende i min gennemtæskede lever; og der er stadig noget ved tændstiksben, det indrømmer jeg gerne, og det er på dansegulvet, at mit stive sind fortaber sig lidt ved illusionen. Og efterfølgende er det en mægtig idé at invitere alle hjem hos mig. Klip til halv syv med min ven der er lavet af honning, jeg hikker mig selv i søvn ved hans side. Det var en brav aften. Vågner op med honningen, sent, men kun efter seks timers søvn, jeg er blevet for gammel til det her stads, der ryges smøger og klippes negle mens jeg ryster i stolen, mine klassiske angsttømmermænd. Gamle roommie tropper op med rødvin, og der lægges puslespil og spises juicy pizzaer, og tingene bliver altid bedre med pizza; med mad. Jeg har et svagt håb om, at hun vil blive og sove, men hun klarer rødvinen selv og farer til byens puls. Så er det uundgåelige sket; jeg er alene igen. I mine dirrende angsttømmermænd. Jeg håber, at jeg bare falder i søvn uden at skænke det en tanke. I morgen kommer skægmonstret hjem. Jeg håber sådan, at alt bliver OK igen. Jeg savner ham virkelig meget. Men har også fundet ud af, at jeg faktisk har et mega svedigt liv og helt uimodståelige skønne venner. Det er vigtigt at finde ud af. Altså, jeg vidste det jo faktisk godt. Men nogle gange bliver man så wrapped up i sit semi-dysfunktionelle forhold, at alt det vigtige glemmes. Det er dumt. Det er godt, at han har været væk. Jeg er glad. Og angst. Det må man gerne. Være begge ting. Være det hele.
SOLBRILLER PÅ MIN ØJN

Ingen kommentarer:

Send en kommentar