onsdag den 12. februar 2014

betændelse

Jeg har to forelæsninger om ugen. I denne uge kom jeg ikke til nogen af dem. Jeg er ikke syg. Jeg er ikke rigtig noget.
Det er en følelse der starter mellem ribbenene og planter sig et sted dybt nede i underlivet. En uendelig stor, mørk klump af vrede og træthed der skaber blålige rander under øjnene og fedtet hår. Jeg er så skoletræt, at jeg er ved at opløses i store kødfulde klumper, lige dér på gulvet foran uddannelsessystemet. Jeg har købt bøgerne, men er ved at brække mig, når de skal åbnes. Sætter mit vækkeur, men bliver overmandet af klumpen før jeg overhovedet forlader dynen. I dag var undskyldningen tømmermænd (ja) og i går havde jeg "svedt meget om natten". Jeg.gider.ikke.mere. Er på sjette semester og derfor også igang med det frygtede bachelorprojekt, og vi sidder dér, min makker og jeg, og sveder over forskningsartikler og problemformuleringer, og jeg.kan.ikke.holde.det.ud. Mine ord i et google-doc svimler rundt på skærmen, mens døsigheden og ligegyldigheden bevæger sig op igennem mine tæer. Jeg er ikke sikker på noget indhold, på nogen faglighed. Jeg hader alt.
Der har været fem forelæsninger indtil videre. Jeg har været til to. Det er dårlige odds. De bliver til bylder, hvis betændelse jeg ikke vil tage stilling til. Ligesom betændelsen i mit hul i øret, fordi jeg insisterede på at gå med ørenringe fra Tiger. Fuck mig.
Jeg har taget mine bøger med hjem til ham. I et bistert forsøg på at læse. Men gæt hvad, jeg.gider.ikke. For i går drak jeg meget snaps (ja) og dansede til Wrecking Ball, og så vil man helst bare være curled up i sit røde strik-outfit og slikke på en karrysild-mad og drikke sodavand fra Aldi. Ha. Ja. Det er dét jeg allerhelst vil.
Nu har jeg weekend. Min bachelormakker er blevet syg. Så skal vi drikke igen? Ha. Fedt. Lad os gøre det. Og lade betændelse være betændelse. Overlever man ikke altid?





Ingen kommentarer:

Send en kommentar