tirsdag den 14. januar 2014

sne

Angsten er en uhyggelig medpassager på mine alenedage. Den skælver i hænderne der fører mad og smøger op til munden, og lammer mine små sociale events med stakåndethed. Hånden klaskes op i hovedet i et overbefolket Netto, og det synes uoverkommeligt at vente på den næste i køen har betalt med sin krøllede halvtredser. Den knuger i mellemgulvet, i centrummet af mit menstruerende underliv, så alt føles underligt og kvalmt. Jeg er slet ikke OK, og alligevel er jeg ikke fucked. Det er sindssygt. Det bringer mange ting med sig, at være flyttet alene igen. Det kræver uendelig lang tilvænningstid. Dagene er alt for lange, når jeg er alene. Tavsheden fra folk omkring mig fylder mig for meget. Forsøger mig med W-hygger-sig-for-med-selv-aktiviteter, men det føles knapt så hyggeligt når tuschen ryster på papiret, neglelakket krakelerer på kanten af fingeren og tegningerne falder ned af væggene kort efter de er blevet hængt op. Jeg vil gerne trække vejret rigtigt, ordenligt og dejligt. Ikke være så knudret indeni hver gang jeg er alene. Det skal nok komme, siger jeg, du skal ikke være bange, siger jeg. Men natten er lang skønt den snart er 1. Jeg skulle virkelig ikke have sovet til klokken 12 i dag. Det er alt for tidligt at gå i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar