torsdag den 17. maj 2018

smelter op og ned

"Du skal være glad for, at du har en mor," siger blomsterhandleren på gebrokkent dansk. Jeg smiler akavet. Han er igang med at pakke den store buket roser ind i lilla og rødt silkepapir. Det er en hæslig farvekombination, men jeg siger ikke noget og piller ufokuseret ved de usandsynligt grimme mors-dag-kort i stativet ved kassen. Han fortsætter: "Min mor døde for 17 år siden. Man skal huske at fortælle, at man elsker dem, før det er for sent."

Jeg har i forvejen ikke lyst til at købe blomsterne, for jeg har ikke lyst til at se min mor og far på restauranten om aftenen. De sidste mange måneder har kontakten været sparsom, og jeg har med nød og næppe holdt dem hen med dårlige undskyldninger om "meget arbejde" og "jeg er træt i hovedet". For tiden er det svært for mig, at kontrollere følelserne og holde facaden oppe. Ikke fordi jeg har det dårligt, men fordi jeg er et sted, hvor jeg ikke kan lade være med at være mig selv. Hvilket jo burde være en god ting, burde det ikke?

Blomsterhandleren fortæller flere historier om tragiske dødsfald og uløste konfliker, og jeg koncentrerer mig om ikke at begynde at græde. Hvor er jeg dog et frygteligt menneske, at jeg kan stå dér og ikke have lyst til at se mine SØDE, OMSORGSFULDE og ikke mindst LEVENDE forældre, bare fordi jeg ikke tør være mig selv overfor dem. Det er jo ikke engang fordi jeg skal springe ud som medlem af en sekt eller informere dem om, at jeg skylder 100.000 til HA. Jeg skal bare... være mig selv. HVILKEN RÆDSEL.

***

... hvilken rædsel.

Jeg prøver på, ikke at være for hård mod mig selv. Man skal ikke kimse ad forældrerelationer og indgroede vaner. Jeg boede trods alt med dem de første 19 år af mit liv. Meget af min angst udspringer fra min barndom og teenage-år, hvor jeg på en eller anden måde fik den idé, at jeg ikke var god nok, som den jeg var, og derfor prøvede at være en anden. Altså, ikke Fight Club-skizo "en anden", men mere bare sådan... Poleret. Dygtig. Flittig. Ordentlig. Artig. Pæn. Sød. Ydmyg. Høflig. Undertrykke al det andet; vildskaben, rodet, aggressionen, hysteriet, sensitiviteten.

I 2018 har jeg det bedre, end jeg måske nogensinde har haft det. Men jeg har det ikke godt. (Hvad er "godt" overhovedet? Hva hva hva?)

Alle dage i denne uge, er jeg blevet nødt til at tage tidligt hjem fra arbejde, fordi jeg har været for angst og ked af det til at kunne være der. Jeg har skyldt skylden på De Evige Tømmermænd, Den Slidsomme Menstruation/PMS, og på det Ulidelige Varme Vejr Som Min Skandinaviske Krop Slet Ikke Kan Holde Til. Det er noget bullshit. Okay - jeg fungerer elendigt, nærmest kun halvt, når graderne overstiger 20, men varmen afføder jo ikke gråd... Kan den det? Jeg græder meget, og mit hjerte svulmer konstant op i brystet på mig, som var det en alien, der var ved at bryde ud.

"Hvorfor tror du ikke, at du er god nok?"
Psykologen spørger mig tre gange.
Jeg græder bare. Det er et umuligt spørgsmål.
"Hvorfor tror du ikke, at du er god nok som du er?"
Jeg kigger ned i gulvet.
"... Hvorfor kan jeg ikke bare have det godt?"
"Du bliver nødt til at være tålmodig."

Angsten gør mig nervøs og skaber mere angst (sjovt nok). Jeg kan mærke, at jeg måske er ved at tabe det hele på gulvet. Når jeg møder op på kontoret og ikke laver noget, fordi jeg er for stresset til at kunne koncentrere mig, overbeviser jeg mig selv om, at det hele går i stykker om lidt, og hvor skal jeg så få et job henne? Jeg kan jo ikke arbejde nogen steder, når jeg ikke engang kan være til stede i mit eget liv? Hvad fanden skal jeg gøre med mig selv? Skal jeg bare lægge mig ned og dø? Eller få en diagnose som så om 20 år kan give mig adgang til en førtidspension? (Hvad skal jeg dog sige til mine forældre?)

***

På restauranten om aftenen, efter at jeg har hylet hele vejen derind, møder jeg den rolige udgave af mine forældre. De er ikke diffuse eller afkoblede, men foruroligende nærværende. Jeg glemmer, at jeg har grædt, og bruger en stor del af aftenen på at prædike overfor min næsten-sygemeldte-på-grund-af-stress far, hvordan man skal lytte efter sin krop, "DU HAR KUN ET LIV OG EN KROP, DET ER IKKE DÉT VÆRD, FAR!", jeg er rasende på en omsorgsfuld måde, og det går op for mig, mens jeg sidder dér med løftede pegefinger og rødvinsfråde om munden, at jeg prædiker overfor mig selv. (pas nu på dig selv, din fede idiot, du fortjener mere end det lort, du fortjener at være dit sande selv, have det godt, være glad. Du ER god nok, og du skal være fri.....)

Jeg vil så gerne være fri, og jeg vil gerne en dag virkelig tro på, at jeg er god nok. Det tager åbenbart uendelig lang tid. Derfor græder jeg, tror jeg; over sorgen... At man kan føle sig så u-hel.

(Ps. Min psykolog siger, at jeg skal huske at skrive, når jeg har det rædselsfuldt, i stedet for at holde vejret og vente på at stormen lægger sig. Jeg prøver at skrive. Det sejler. Weekenden er stor og isoleret. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har lyst til at mure mig inde og ikke håndtere noget. Jeg har lyst til at fortsætte med at feste og knalde, til jeg på et tidspunkt måske er heldig helt at glemme mig selv. Alting skal nok gå, det ved jeg, samtidig med at jeg ikke ved det. Åh.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar