mandag den 2. april 2018

scener fra en påskeferie

Det sner. Det fucking sner igen. Frederiksborggade minder mest af alt om en sibirisk landevej, afsides og gold. Jeg vifter tårerne af mine øjne, går ind i den tomme kæmpecafé og bestiller en filterkaffe. Det er øjensynligt et familieforetagende, og de kan ikke finde ud af, hvem der skal betjene mig. Datteren forsøger at prakke mig et stempelkort på, men jeg afviser hende. "I don't want it. I don't think I will come back here." Hun bliver ked af det over min hårde udmelding. Vejene gennem Søborg er som en deprimerende labyrint. Jeg kaster som en anden Hans og Grete-type spor af snotklude efter mig, velvidende at ingen følger efter mig. Nede ved mosen må jeg sidde og ryge en cigaret. Jeg tænker på, at jeg har lyst til at dø. Tanken fylder så meget, at jeg forestiller mig, at jeg skal indlægges eller begynde i noget psykriastisk udredning. Medicin. Den bistre vind hiver i mit underliv. Jeg venter hele tiden på, at jeg holder op med at græde. På den anden side af Søborg sidder familien klar. Jeg vil så gerne vælte ind i mine forældres arme og græde ubehjælpeligt. Pludselig savner jeg dem helt vildt. Men min morfars ben er holdt op med at virke, og fokus er nu på den kørestol der skal moses igennem de smalle døre. Vi holder alle vejret og kigger på min mormor der på få uger er blevet 10 år ældre. Jeg fortæller historier henover karrysildene. De griner af mine vittigheder. Hver gang jeg stopper med at snakke, er jeg ved at begynde at græde igen. Efter to timers selvkontrol går jeg ud på toilettet og tuder i et kvarter, skyller mit ansigt med koldt vand så hævelserne går væk og vender tilbage til det lysegule påskebord. Mine forældre siger, at jeg skal passe på mig selv og holde noget ferie. De siger, at de savner mig. Jeg har lyst til at fortælle dem, hvor rædselsfuldt jeg har det, men jeg er bange for, at hvis jeg gør det, så slipper jeg aldrig væk derfra igen. Jeg er bange for at komme hjem til min tomme lejlighed. Min søster har en ølaftale, og jeg går alene fra busstoppestedet i Bispebjerg hjem. Du skal bare sove, siger jeg til mig selv. I morgen vågner du op, og så er alle de her tanker væk. Da jeg ligger mig i sengen banker mit hjerte alt for hurtigt. En fra ejerforeningen advarer om skumle mennesker i opgangene. Alting knirker og knager. Om natten drømmer jeg, at min psykolog siger, at vi skal stoppe forløbet. "Du skal have en diagnose," siger hun. "Hvilken diagnose?" siger jeg. Hun svarer ikke.

Der er sol. Der er fucking sol igen. Jeg møder veninden et sted på indre nørrebro. Hun har bestilt brunch til mig. Jeg savner hende altid, men nu er hun her. Selvom cafeen er lille og man sidder tæt, snakker vi om dødstankerne. "Måske betyder dét at man har lyst til at dø, at man skal lave noget om i sit liv." Hun fortæller, at hun forestiller sig et kæmpe dramatisk opgør, hvor politiet kommer og hun springer ud af et vindue eller pløkker sit hoved af. Vi griner højt af morbiditeten. De andre gæster kigger foruroliget på os. Solen prikker i mine kinder ved Søerne. Vi ryger cigaretter og tager halstørklæderne af. "Jeg ville ønske, at jeg kunne have sex hele tiden." Kronisk liderlige. Vi skraldgriner af vores groteske kroppe og hyperseksualitet. På cyklen på vej til Vesterbro fantaserer jeg om sex. Klamydiaen forhindrer mig i at reagere på lysten, samtidig med at den forstærker behovet (forbidden fruit). 10 timer og Ringenes Herre-triologien senere har jeg matchet med 15 mænd på Tinder. Når de spørger om jeg vil mødes, sletter jeg dem. Frodo og de andre baryler har fjernet tungsindet. I stedet flyder jeg bare med sekunderne denne dag, og propper mig med After Eight og trøffelravioli. Jeg føler mig tryggest, når jeg er sammen med nogen. Jeg ville ønske, at alle dage var som denne.

Vi råber vores egne navne i de tomme gader. Måske er der noget ved 'Call me by your name' som ændrer en. Jeg tror efterhånden på det. Vi bliver ved med at græde efter filmen er slut. Jeg samler de bedste og smukkeste venner om mig på bodegaen. Gråden fra filmen har afløst aftensmaden og gør fadøllene farlige. En kraftig, kærlighedshungrende beruselse. Fra homoerotisk film til propfyldt homobar. Sådan må det være. Jeg kysser med den smukkeste homo, og lader som om at jeg er Elio eller Oliver. "You know I'm gay, right?" Jeg kigger på hans mønstrede skjorte og feminine dansetrin, tager fat om hans hoved med begge hænder og stikker tungen ind i hans mund. Han kysser afsindigt godt. Det er rart at tænke på, at jeg ikke skal have ham med hjem. "I'm confused now - maybe I am straight?" Jeg griner ind i hans mund, og han klemmer min numse. Bedstevennerne snaver rundt om mig, på podierne, under bordene, i baren. Da han er gået (med en mand), prøver jeg at finde andre mænd at snave med, men det er svært at fremstå attraktiv som hetrokvinde sådan et sted her (usynlig). Til sidst er der så pakket, at man ikke kan bevæge armene. Støder cigaretter ind i ryggen på folk. Det passionerede kys bliver som en feber som former tømmermændsdagen. Jeg skriver til Forfatteren, at jeg ville ønske, at han kom og bollede mig. Han siger, at han vil se billeder af Lysten. Jeg sender ham et. Halvt blottet. Han siger, at han får lyst til at røre ved mig. Hvornår, spørger jeg. Han svarer ikke. Mest af alt fantaserer jeg om, at kysse ham dybt. Kysse en eller anden dybt. Kalde mit eget navn på en italiensk bjergskråning. "WWWWWWWWW....". 

Jeg har egentlig sagt til mig selv, at jeg vil tage på kontoret og arbejde. Men solen er her igen, så jeg gemmer mig nede ved mosen. Har lyst til at losse alle løberne lige i ryggen, så de falder i vandet og holder op med at larme sådan med deres prusten og knasende kondisko hamrende ned i grusstierne. Den første halvdel af mosen gør mig angst, men jeg sætter mig på mange bænke og ånder gennem cigaretter. Mit ansigt brænder af trætte tanker og bagende sol. Jeg tænker på verset fra Michael Strunge: "Jeg vil aldrig slå mig selv ihjel / men i morgen vil jeg vågne efter søvnen". Ordene sidder fast i min hjerne. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, som jeg kan ringe til, og siger til mig selv, at jeg skal lade vær' med at panikke over det. På et tidspunkt forsvinder angsten. Jeg træner min vejrtrækning, løfter brystet, spreder armene. Det er OK, det er OK, du er OK, du er OK. Jeg slukker for musikken i ørerne og lytter i stedet til foråret. På kirkegården er der flest fugle. Jeg sætter mig under et træ og lukker øjnene, mens en bi spiser af smørblomsten tæt på mine fødder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar