onsdag den 14. marts 2018

ud i sandet

Jeg forsøger de her dage at finde mine ord. Jeg forstår ikke helt, hvorfor det er sværere nu end det plejer at være. Jeg starter mange indlæg, men følger dem ikke til dørs. Selv nu har jeg lyst til at stoppe med at skrive og lukke computeren. Stopper op efter hver sætning og sletter skriver sletter skriver.

I dag skulle jeg have været til en jobsamtale på et job, jeg ikke havde søgt. De havde opsøgt mig. Et fedt sted; godt netværk; smart move for fremtidig karriere. En time før, mens blomsterhandleren pakkede planterne ind i cellofan, skrev jeg til dem, at jeg var blevet ramt af influenza og måtte aflyse. Men jeg har ikke influenza, til trods for feberbølger og grådlabilitet. Næh du, it's all in my head. Man tager ikke til selvpromoverende kaffeaftaler fancy steder, når man føler, at man er et frygteligt menneske. Det var umuligt for mig at skulle sidde dér og sælge mig selv.

Til a-kasse-mødet tidligere på ugen stikker min angst mig en lussing. En kærlig genkomst af min bedste, trofaste ven. VÅGN OP, brøler den og får mig til at ryste som et espeløv foran de andre arbejdsløse. Selvsagt er jeg rystet efter sådan et gensyn. Hvornår så jeg dig sidst, sådan rigtigt? Et par år siden, tror jeg. Tunnelsyn, koldsved, rystehænder, susen for ørene, hele molevitten. Men det er ikke ironisk, at jeg kalder angsten for min ven. Angsten vil mig kun godt. Det ved jeg. Den beder mig om, at komme tilbage i min krop. Så.. Hvad sker der?

Mit selvværd hænger i laser (som sædvanlig). Jeg er ekstremt fokuseret på, at jeg er tyk og klam (jeg ville give alt for tynde ben), at jeg er en elendig underviser, en dårlig forfatter, og at jeg ikke har en original tanke. Jeg føler ingenting, og samtidig alligevel alt for meget.

Jeg er skræmt over min dramatisering af virkeligheden, mit grådige tilvalg af dramatiske begivenheder, kyniske dates, fiktionaliseringen der forhindrer mig i at skabe bånd til folk, og jeg ville ønske, at jeg var en anden, jeg ville ønske, at jeg ikke altid havde mit hoved oppe i skyerne, at jeg ikke så livet gennem disse linser, at jeg bare var rolig, at jeg bare forstod at passe på mig selv, at jeg kunne finde min ord igen...

Det er selvfølgelig OK at miste sig selv. Man mister sig selv hele tiden. Men.. Jeg er bare træt nu. Meget træt. Mit ansigt føles som en overmoden fersken, der har ligget for lang tid i solen. Hævede kinder, mørke plamager, hængende kød. Jeg er træt af mine fortællinger, mine forestillinger, jeg er træt af mit sprog.

Og alligevel er intet galt, forstår du. Intet er ved at ramle eller kollapse.
Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg ikke slider mig selv ned.

De her ord.
Jeg er ikke tilfreds.

***

Når jeg har det sådan her, har jeg lyst til at slette bloggen. Jeg føler, jeg har skrevet mig selv op i en krog. Men jeg forsøger at være tålmodig og lige give det tid. Det bølger altid det her lort.

De to tinder-dates fra sidste uge har slettet mig på tinder, fordi jeg har været en kold kælling, og jeg tror måske egentlig, at jeg selv sletter tinder igen, sådan ægte den her gang. Måske man ikke behøver slette alt.

Hos Bedstevennen i går aftes skvulper jeg over med mine følelser; snakker-snakker-snakker i een lang, ulidelig monolog, og han deler som sædvanlig intet, og det er måske OK, at jeg er dette følelsesmenneske, der er måske ikke så meget at gøre egentlig, men jeg har lyst til at holde min kæft, forstår du? Jeg har lyst til ikke at sige noget længere til nogen.

2 kommentarer:

  1. Jeg nyder at følge din blog og læse dine nuancerede beskrivelser af din hverdag. Nogle gange tænker jeg, det kunne være mine egne tanker, andre gange tænker jeg, det må være svært at være dig, men jeg tænker aldrig, at det var spild af min tid at læse et indlæg.
    Tak fordi du deler - og forsæt for guds skyld med det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marie. Tusinde tak for din kommentar. Jeg blev rigtig rørt af den. Jeg forsætter lidt endnu, tror jeg. Kan åbenbart ikke finde ud af at lade vær. :) kh w

      Slet