mandag den 19. marts 2018

slidtpige89

Jeg har det som om, at jeg er ved at blive syg. Det er ingen overraskelse, når man tænker på, at min primære kost har bestået af øl, cigaretter og hurtigmad. Frysepizzaer, almindelige pizzaer, taquitos, chips, frosne fastelavnsboller og æblejuice. Eller når jeg tænker over de 3 timer jeg sad i solen på altanen i går med tømmermænd, krøllet sammen som en lille lyserød garnnøgle. Det er ikke sommer endnu, slap for helvede af. Eller hvad med de lange, vindblæste cykelture i frostgrader i ufornuftigt tøj henover weekenden. Eller bare... osteklokken og den latente angst, der tvinger mig ned i kroppen.

Mens jeg sidder i solen, skriver jeg lumre beskeder med Herskeren. Han har ugen igennem prikket til seksuelle fantasier, og jeg smiler forlegent, hver gang en ny, grænseoverskridende besked tikker ind. Han fantaserer om, at jeg sidder på altanen i en lille sommerkjole, og at han kigger på mig, uden at røre ved mig. Beskederne når aldrig til, at han rør ved mig. I stedet hænger de beskidte, halvpoetiske ord i luften, ligesom de sidste fragmenter af min egen virkelighedsforståelse. Jeg har en idé om, at jeg vi ikke kommer til at mødes. Det er ok.

Det eskalerer generelt med mit mandeforbrug. Det føles fiktivt. Gamle spøgelser, nye spøgelser. Jeg kan ikke holde styr på dem. Jeg er hele tiden bange for, at kalde dem for forkerte navne. I dag skal jeg på en gåtursdate med en smuk skuespiller. Jeg ved ikke så meget andet om ham, end at han er skuespiller og meget handsome. Jeg bryder mig normalt ikke om gåtursdates, og slet ikke i dagslys. Men jeg er smigret over, at en som ham så gerne vil mødes, så jeg vil pakke min angst, begyndende sygdom og al min arbejdsstress væk for at kunne gennemføre daten. I nat drømmer jeg om, at jeg er en del af et teaterstykke, som han har skrevet. Det meste af tiden ligger jeg på maven med manus i hånden, men jeg kan ikke læse ordene, de er ren volapyk, og han kigger skuffet på mig.

Jeg tænker på de ting, som jeg burde arbejde på. Presset fra jobsene. Min gældende følelse af utilstrækkelighed. I sidste uge var det hele ved at krakelere. Jeg havde det som om, at jeg vågnede op til realiteterne. Diskuterede med min psykolog om, hvorfor jeg har behov for at fylde mit liv med så meget liv - er det for fiktionens skyld? Fordi jeg lever af at fortælle historier? Eller er det fordi, at jeg ikke tør tage mig selv alvorligt og derfor selvdestruerer? Hvordan kan vi finde en måde, hvorpå det hele ikke bliver så slidsomt?

Mændene føles som et diffust tilvalg. Jeg indrømmer, at jeg synes, det er virkelig sjovt at date og lære nye mennesker at kende Men det er også en isoleret følelse. Hver dag sejler, og jeg føler ikke kærlighed. Mine venskaber føles luftige, abstrakte, ligesom mit job gør. Jeg ved, at jeg tænker for meget over de her ting. Jeg vil egentlig bare gerne lade mit liv være mit liv - uden at problematisere det. Der er jo teknisk set ikke noget galt med, at ville leve meget. Men så undrer det mig, at jeg stadig kan have denne sporadiske længsel efter at dø (som beskrevet igår). Måske jeg stadig forsøger at finde en balance. Eller i det mindste bare acceptere den jeg er.

I dag "arbejder" jeg hjemmefra. Jeg arbejder ikke en skid. Har lyst til at gå kold på sofaen, aflyse daten og alle andre aftaler, og bare være syg. Osteklokken, eller glasklokken (som jeg kom til at tænke på i går, at den også kunne hedde, jf. Sylvia Plath), sidder tættere omkring mit hoved. Min uge er proppet med vigtige møder og aktiviteter, men jeg kan ikke ånde. Måske har jeg brug for ferie. Hvornår havde jeg sidst ferie? ... hmm.

Det skal nok gå det hele. Jeg ved det godt. Jeg har det teknisk set fint. Jeg ville bare ønske, jeg ikke var så træt, og at glasklokken ikke var så klaustrofobisk. Jeg skal huske at skrive, når tingene er sådan her. Jeg bliver bare nogle gange så flov over mine ord. Alt for selvbevidst. Det vil jeg prøve at pakke væk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar