tirsdag den 27. marts 2018

betændelsestilstand

jeg vågner i morges med bankende hjerte, jeg er blevet jagtet hele natten, jeg kan ikke huske, hvem der jagter mig, men jeg føler, at jeg har styr på det, at jeg ved bedre, selvom jeg er rædselsslagen, og jeg står op til denne dag i samme følelse, en uvirkelig forlængelse af dagen i går,

og før jeg tager afsted til kontoret, bliver jeg nødt til at stå ude i gangen og trække vejret dybt, fordi jeg kan mærke, at jeg er sindssygt aggressiv og febrilsk i alle mine handlinger, alting går i stykker mellem mine hænder, jeg går i stykker mellem mine hænder, og jeg tænker hele tiden, hvorfor destruerer du dig selv, hvorfor kan du ikke stoppe?

en besked tikker ind fra lægen i går eftermiddags, og jeg løber ned på apoteket for at hente antibiotikaen til den klamydiainfektion der åbenbart florerer i mit underliv, og jeg er egentlig cool nok omkring det, sådan "haha, hold kæft jeg er en idiot", og det føles godt at grine af sin egen latterlighed, især når det indebærer den pinagtige du-skal-lige-gå-til-lægen-besked til de seneste tre måneders mandlige bekendtskaber, vel og mærke 5 mænd der ikke gider mig, ingen svarer, og jeg gider ikke engang at bruge energi på at finde ud af, hvem der har smittet mig, det er min egen fucking skyld,

for jeg passer ikke på mig selv, jeg passer ikke på mig selv, og så sidder man her som 28-årig og minder mest af alt om en 15-årig der lige er kommet på efterskole; det mangler bare, at jeg får fnat eller fodvorter, men med lus og klamydia føler jeg mig som det klammeste menneske nogensinde, og jeg tænker, at jeg klarer det dårligt at være voksen, jeg er en dårlig voksen, jeg er ikke voksen,

for hvis man er voksen, ved man så ikke, at man skal bruge kondom, ved man så ikke, at man skal passe på sit hjerte, og det er næsten pinefuldt, at klamydiaen bliver en forlængelse af afvisningerne, og jeg trevler internettet tyndt for "underlivsbetændelse", "klamydia steril", "hvordan smitter klamydia" (og til sidst "hvor lang tid kan en åben bag-in-box holde sig" ... 4 uger, win!), og jeg græder hele aftenen i går over, at jeg nu er steril, og at jeg ikke kan få børn,

men det jeg græder mest over det er, at jeg ikke engang kan finde nogen, der gider få børn med mig, det er så hjerteskærende, og med lus og klamydia er jeg pludselig fanget i min lejlighed, ingen må og kan holde om mig, for jeg er smittefarlig og klam, og det eneste jeg vil, er at nogen holder om mig, og jeg tænker, at jeg lige så godt kunne lægge mig ned og dø, og på kontoret går det godt med den kreative proces, for den bedste benzin for en kunstner er elendighed, men jeg kan ikke holde det ud, og jeg bliver nødt til at gå hjem,

for det hele er ved at skvulpe over, og jeg lytter på repeat til titelsangen fra Shape of the Water, bare for at forstærke følelsen af at være under vand, en eventyrlig regression, og jeg tegner hundredvis af mennesker der alle kigger skamfuldt på mig; de siger i flok: bliv nu voksen, og jeg havde hele tiden ideen om, at jeg havde en superkrop der kunne alt; at den kunne klare infektioner og sygdomme helt af sig selv, men jeg har også ondt i mit tandkød, der er sikkert huller i alle tænderne, min hals gør ondt, og smøgerne smager harske i mit hoved, destruktion, destruktion, destruktion, jeg er åbenbart dødelig, fuck.


4 kommentarer:

  1. Den sidste del af indlægget er så rammende for, hvordan jeg har det for tiden. Jeg tænker meget på min egen dødelighed og hvordan det føles som om, at jeg snart falder fra hinanden, og hvordan at det er min egen skyld, at jeg sådan går og falder fra hinanden. Mentalt og fysisk. Jeg er så rastløs og utilpas og fragmenteret.
    Måske er det den evige vinter, der får sådan nogle reaktioner frem. Måske er det, fordi jeg lige har læst The Bell Jar for første gang.
    Ja... Jeg tror egentlig bare, jeg vil sige, at du ikke er alene. Og tak for at minde mig om, at jeg heller ikke er alene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære ML.
      Jeg kan heller ikke huske, hvornår jeg sidst har længtes så voldsomt efter foråret. Minusgraderne føles klaustrofobiske. Jeg forstår præcis hvordan du har det, og tak fordi du deler dine følelser; blev helt flov over, at min selvdestruktion bare hang dér i luften og dinglede, som var jeg den eneste i verden der havde det sådan.
      Man skal virkelig passe på med The Bell Jar. Jeg læste den for et år siden, og den er så kraftfuld og deprimerende, at jeg næsten også gled ind i hendes depression og sindssyge; især fordi jeg også selv havde det elendigt på daværende tidspunkt. Spørgsmålet er hvornår man læser sådan en bog - når man har det godt og kan distancere sig, eller som her, hvor man kan relatere så meget til indholdet, at det løber en koldt ned af ryggen. Jeg havde hele tiden bevidstheden om, mens jeg læste den, at jeg skulle huske, at hun ikke er mig.
      Nogle gange får jeg lyst til at mødes med dig, så vi kan sejle i vores elendighed sammen, haha. :) Og samtidig minde hinanden om, at vi er gode nok som vi er, og at livet bare er noget underligt diffust lort.
      Kæmpe kram

      Slet
    2. Du skal aldrig være flov over de modige ord, du skriver her på bloggen. De giver så meget genklang hos mig. Også når jeg ikke kommenterer.
      Jeg har ofte tænkt på at skrive dig en mail eller noget, men jeg forstår også dit ønske om at være anonym. Det er bare rart at føle sig genkendt i en anden persons skrift og blive mindet om, at livet er noget diffust lort nogle gange :)

      Ja, hvornår skal man læse The Bell Jar? Jeg ved ikke om, der findes et ordentligt svar på det spørgsmål. Jeg læste den i starten af marts, hvor jeg bilder mig selv ind, at jeg var i godt humør, men den satte sig alligevel i mig og nu ved jeg ikke, om jeg nogensinde tør læse den igen. Måske en dag, en sommerdag hvor alt er godt.
      Det værste er, at bogen kom bag på mig. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var, jeg gik ind til, for jeg foretrækker ikke at vide for meget om en bog, inden jeg læser den. Ha ha. Huge mistake.

      Slet
    3. ML, jeg er ked af, at jeg glemte at svare. Dine kommentarer betyder virkelig meget for mig.
      Jeg er meget lemfældig med min anonymitet, så send mig endelig en mail :)

      Måske man altid kan genkende sig i glasklokken? Forskellen er bare, at vi ikke ender med at stikke hovedet Ind i en gasovn som Sylvia gjorde. Jeg har en ukuelig tro på, at vi får det bedre. Glasklokke eller ej.

      Slet