mandag den 26. marts 2018

bag ansigtet, foran ordene

Mine mandage er disse uger utroligt ængstelige, som om at weekenderne fortættes i ustadige, uforståelige følelser der sætter sig på mine lunger og får mine ben til at føles som gelé. I dag beslutter jeg mig for at gå ind hos Joe and The Juice (wtf), før jeg lander på kontoret. Mens jeg venter på min stinkerdyre energizer kommer ængsteligheden anstigende; en latent svimmelhed og koldsved på overlæben. Jeg prøver at forstå angsten, som for tiden er en fast medpassager. Er der noget jeg har overset? Har jeg igen glemt at passe på mig selv? Blenderen overdøver den skingre popmusik og mine halvfærdige analyser.

I går aftes lavede jeg min første Insta-story. Det var ikke engang et særligt specielt billede; noget med forår (super spændende). Da jeg lagde det op, susede det i hele min krop, og jeg fik med det samme lyst til at slette det igen. Okay, det her lyder som starten på verdens kedeligste historie, men jeg skal nok komme til pointen. Jeg havde dagen igennem tænkt over, hvorfor det er så svært for mig, at vise hvem jeg er. Altså. Folk er jo teknisk set ligeglade hvem jeg er. Men jeg føler nogle gange, at til trods for at jeg er et meget åbent og meget lidt privat menneske, så er jeg samtidig ligeså anonym, som jeg er her.

For tiden har jeg et drømmejob, hvor jeg får løn for at være kunstner (et vidt begreb). Jeg er meget bevidst om, at hele projektet står og falder med, om jeg tør tage mig selv alvorligt og tør stå ved den jeg er. Projektet handler om at sætte lys på psykiske problemer; angst, stress, depression, etc., og tager udgangspunkt i mig, og derfor kræver det, at jeg springer ud som dette menneske. Teknisk set - springer ud som weemoed, og springer ud som kunstner. Men jeg har enormt svært ved det. Til folk omkring mig, gerne dem i perifirien, er jeg stadig en cand.mag på dagpenge der prøver at finde et kommunikationsjob.

Universitetet har været en seks år lang slummer, hvor jeg gennem lækre studiejobs og praktikpladser har forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg er en anden. At jeg en dag ville komme ud på den anden side og tjene kassen som hyperaktiv kommunikatør i mediebranchen på den ene eller anden måde. Angsten forsøgte gennem alle seks år at overbevise mig om noget andet, men jeg vendte stædigt den anden kind til og knoklede mig selv i laser hen til målstregen. Nogle gange tænker jeg på, om Angsten forsøgte at fortælle mig, at jeg skulle droppe ud.

Der er ingen der siger, hvordan man helt korrekt brander sig selv som menneske eller kunstner - om det overhovedet er en nødvendighed. Men hvis jeg virkelig ønsker, at det her projekt skal gå godt, så bliver jeg nødt til at sætte mig selv derud, turde være åben og skrøbelig - overfor alle. Jeg har tidligere diskuteret med Karoline, hvorfor jeg ikke dropper anonymiteten. I efteråret kontaktede jeg hende, både fordi hun er pissenice, men også fordi jeg tror, jeg havde brug for at vise til nogen hvem jeg er i virkeligheden. Måske har jeg i lang tid (famlende og usikkert) nærmet mig en begyndende anonymitetsopløsning, uden jeg selv har tænkt over det.

For tiden kokser jeg over bloggen. Hver dag har jeg lyst til at slette den. Jeg er usikker på, om de billeder jeg maler af mig selv, er sande og gode nok. Jeg er pludselig ekstremt selvbevidst og tænker, at I alle må tro, at jeg er helt skør, alt for meget og psykisk ustabil og selvdestruktiv. Bloggen er kun halve billeder, et halvt liv, kondenseret drama, "everyone knows diaries are just full of crap", husker du vel nok, men det er åndssvagt, for jeg skulle jo bare skrive for min egen skyld. Men min virkelighed begynder efterhånden at smelte sammen med min online tilstedeværelse, og behovet for at springe ud som den jeg er, føles mere og mere presserende. Jeg er ikke klar endnu, men der sker nok noget snart. Det hele handler om, at jeg fucking tør stå ved mig selv. Jeg prøver virkelig. Garwd. Babyskridt.

Det ironiske er, at projektet gerne skulle udmunde i budskabet "du er god nok som du er", så hvorfor kan jeg ikke tro på det selv?


i spend most mornings / trying to get over myself

Ingen kommentarer:

Send en kommentar