onsdag den 10. januar 2018

spaltet

Jeg er altså et vrag, siger jeg til forældrene foran elevatoren. Jeg tænker, at det er smart lige at kaste det ud i luften. De er selv lettere diffuse - som altid, og min fars hånd ryster svagt, da han trykker på knappen. I ved, både med højder, elevatorer og så det dér undervisning. De smiler nervøst. I elevatorens tusinde spejle kommentereres der på min urene hud. (hvad er det du har dér...)

På toppen af København er der umiddelbart ingen problemer; jeg sidder most op af vinduet og spreder ben overfor byen i min lysegrønne kimono. Dét med højdeskræk var åbenbart en illusion. Jeg tømmer vinglasset og fabulerer løs om nytårsaften, mens kimonoen ubemærket glider ned og blotter mit venstre bryst overfor den fyldte restaurant.

Mine forældre fortæller om den nye sofagruppe, som de begejstret har investeret i. De køber nye sofaer hvert 15. år, så det er en ret stor ting. Min mor viser billederne af den på sin smartphone, og jeg siger: EJ HVOR ER DE FLOTTE uden rigtig at kigge på dem.

Man kan dreje på restaurantstolene, og i glidende, næsten subtile bevægelser, drejer jeg med vinglasset i hånden ud af samtalen og ind i udsigten. Man kan åbenbart tillade sig at være virkelig uhøflig, når man sidder på toppen af byen.

***

Jeg er åbenbart hverken højdeskræk eller et vrag, så jeg vælter ind i den nye tilværelse som underviser med et overraskende roligt hjerte.

Syv dages adrenaline-high har gemt sig væk under et lag af nyfunden søvnighed, og efter første pause freaker jeg tavst ud over, at jeg har mere lyst til at sove, end at være der.

Hver gang jeg kigger på mig selv i spejlet på toilettet, er jeg et nyt menneske, “gud hvor ser jeg dog sund ud” og smiler, eller-  “hæslig” og flår i den tyndslidte hårelastik der sidder filtret ind i det fedtede hår.

Hvad gør jeg, når mine ord slipper op. Seksten øjne kigger spørgende mig, øh, siger jeg, skimmer talepapiret, der er et blurry punkt i loftet, min mund rasler, er der ikke varmt herinde, spørger jeg tre gange, ingen svarer, lad os tage en kort pause til, er jeg en plade i hak, spørger jeg.

Jeg bliver alligevel ved med at sige ting, de griner af mine (mange, mange) jokes. Jeg vidste ikke, jeg vidste så meget.

Det er ligesom en første date. Jeg havde en god oplevelse, men hvad hvis jeg igen har fejlvurderet situationen. Hvad hvis de syntes, det var helt forfærdeligt? Hvad hvis de ikke kommer igen næste gang? Jeg er bange for, at de ser, at jeg har fortalt alt, hvad jeg vidste på tre kvarter.

***

Hvis han skriver til mig i aften eller i morgen tidlig for at høre, hvordan det er gået, så betyder det han er forelsket i mig.
Klokken 9 næste morgen -
H.: Hvordan gik det?

***

Afsindig menstruation trækker mig ned i madrassen og ind i kroppen. Har ikke nogen ord, men er glad. Tænk, at jeg også kan være det her menneske. På toppen af byen, på toppen af rummet! SEKSTEN ØJNE DER SMILER.
Jeg gemmer dagen væk i denne drøm, ned i en shizkebab, krumbøjet på Frederiksundsvej, blandselvslik der spises på ca 10 minutter, jeg kunne gå i seng allerede igen nu. Min mor ringer i ca 3 minutter for at høre hvordan det gik, jeg siger, at det gik virkelig godt, nå hvor dejligt siger hun, det var bare det jeg ville høre, (du ville bare høre, at det ikke gik galt), og nu, jeg vil bløde ind i natten, ind i min egen menneskeradiator, læse tegneserier, drømme videre, sove og forhåbentlig finde ordene igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar