søndag den 28. januar 2018

lukkede døre

Jeg kan ikke lide lukkede døre. Især ikke, når det er mig selv der skal lukke dem. Men det sker endelig. Jeg lukker døren til H. Det føles helt enormt trist. I lang tid var det en dør, som i forvejen var helt lukket, og alt i mig brændte efter, at at han ville åbne den igen. Nu valgte han at åbne den med en idé om et venskab (som åbenbart indebærer at han skrev til mig flere gange om dagen). Efter endt depression, vil jeg ikke længere negligere mine venskaber, beretter han stolt. Jeg er kommet i tanke om dine gode kvaliteter. 

I januar har jeg lidt under den desillusionering, at han havde ombestemt sig. Jeg blev forarget hver gang, han skrev til mig. Han skriver kun til mig, fordi han er forelsket i mig. Jeg troede, at jeg havde fået magten igen. At det måske kunne være mig, der fik lov til at såre ham.

I virkeligheden ville jeg gerne fortælle ham, hvor mange dårlige minder hans kontakt til mig har vakt. Jeg ville gerne fortælle ham, at han får mig til at føle, at jeg ikke er god nok, at jeg ikke er smuk nok, at jeg ikke er spændende nok... ikke noget værd.

Nytårsaften, eller var det dagen efter, jeg husker det ikke, fortalte han mig, at takket være mig og den seksuelle selvtillid jeg havde givet ham, kunne han nu - i modsætning til tidligere - gå hen til festens smukkeste pige - og endda få hende med hjem. Og det vil jeg til evig tid takke dig for... (selv tak...)

Der kan herske en idé om, at man har haft betydning for et andet menneske. At der har været ægte følelser indblandet. At han var forelsket i mig, uden at vide det selv. Kroppen siger det ene, munden siger det andet, hjernen det tredje. Jeg troede, at ved at sige fra - ved at sige, at jeg ikke vil have hans venskab - at han vil være ødelagt. 

Men H. er på ingen måde ødelagt. Jeg bliver så flov over at have været forelsket i ham, og flov over at jeg stadig har hjertesorg. Igen forstår jeg, at jeg kun har givet ham selvtillid - feedet hans usikre ego med min opmærksomhed. Igen forstår jeg, at jeg ikke betød noget for ham. 

Han er ovenpå; vil kun det bedste for mig, så selvfølgelig er det OK, at jeg afbryder kontakten. Og så er det pludselig ikke januar 2018, men januar 2017 igen, og jeg er efterladt alene med alle disse rådne selvværdsfølelser og ydmygende forliste forelskelse. W. og alle hendes sårede følelser, garwdd.

Jeg føler mig tom for kærlighed nu. Lukkede døre er lig med lukket hjerte, og tomheden er enorm. Men samtidig vil jeg hellere have tomheden end at have en idiot som H. spøgende i mit liv. Det er godt at sætte grænser, det er godt at sige fra, men av for helvede, det gør kraftedme ondt. 

Så nu skriver jeg her, fordi jeg er bange for, at jeg kommer til at opsøge andre. Det gør mig så trist, at jeg har denne følelse af aldrig at kunne blive elsket helt. At der aldrig er nogen der kommer til at se mig, sådan rigtigt. 

Om et par dage er H. forsvundet fra min hjerne igen. Jeg sletter sporene. Fjerner døren. Jeg glæder mig. Han skulle slet ikke have været der i første omgang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar