lørdag den 6. januar 2018

et andet liv

Er du en lille missepige? spørger den gamle mand mig og spærrer vejen til toilettet.
Du er så kær. Du er det kæreste jeg har set. Hvad siger en lille missepige? 
Miav, miav, siger jeg monotont. Hvad er du selv?
En missemand. Miav miav, siger han med mørk, skurrende stemme. Det kæreste jeg har set.

Jeg er en smaragdgrøn velourstjerne i den mørke bar; funkler om kamp med de levende lys og gæsternes blanke alkoholøjne. Blitzkrieg over Vestfyens pilsner, bølgende samtaler der flyder i takt med klaverets evergreens.

Veninden for bordenden gnistrer ved siden af en meget smuk mand. Jeg kysser hende på munden, da hun sætter sig på hug ved min side, og jeg holder fast i min søsters hånd. H. bliver ved med at kalde mit navn, stiller mig spørgsmål eller starter fælles historier. Dengang da... Jeg stråler ind i dem alle.

Da baren skal til at lukke føres jeg rundt i en vals. Jeg er i en anden tidsalder, et spøgelse kun noget i kraft af mit glinsende, hvide tandsæt og kurvede legeme der i nærmest slowmotion drejer rundt om sig selv. Baren er også svøbt ind i tung velour, og uden problemer smelter jeg ind i denne verden.

På gaden holder vi alle om hinanden, og jeg ønsker virkelig ikke at give slip.

Endnu en bar, endnu et klaver. Vi sidder omkring et aflangt bord med nye mennesker, og pianisten spiller "Your Song". Det tredive personers store kor skråler med; how wonderfull life is, now you're in the world...  Min stemme drukner i korets brøl. På den anden side af bordet forsøger H. at få øjenkontakt med mig, men jeg har ikke lyst til at synge sangen til ham. I stedet lukker jeg øjnene og putter hovedet ind i min søsters favn.. i hope you don't mind...

Ind og ud af sange, ind og ud til rygerne på terrassen, ind og ud af samtaler med disse kæreste kære mennesker. Nogle cykler væk, andre sættes på en taxa. Til sidst er det kun mig og H. der er tilbage. Han bor i nogle venners lejlighed en spytklat derfra.

Lejligheden dufter ny. Der er gulvvarme og stuk. Vi gennemgår storgrinende alle detaljerne. Indrammede designplakater, et storslået bibliotek. Det halvfærdige modelskib og den hundedyre Sokrates-buste i vindueskarmen. Alt er blåt, gråt og hvidt. Dem der bor der, er yngre end mig.

Jeg lægger mig på det varme, specialdesignede flisegulv i køkkenet, en smaragdgrøn, ildelugtende klat der står i skærrende kontrast til ordentligheden i kataloghjemmet. Han lægger sig ved siden af mig og sætter fransk musik på. Vi griner ind i stive kys og holder om hinanden.

I Hästen-sengen knalder vi, som var den forgangne uge slet ikke sket; som var det stadig nytårsaften, og jeg elsker denne fortabelse af tid, jeg elsker min beruselse, og jeg elsker, at jeg så hjemmevant kan svømme ind i hans benede krop. Churchill kigger på mig mens sæden drypper ned i kummen. Jeg dufter til alle parfumerne og tørrer mig i skridtet med et af de kridhvide, sirligt rullede håndklæder.

- W., må jeg spørge dig om noget, er det første han siger, da vi tømmermændsramte vågner ud på formiddagen. Hvordan har du det egentlig med mig, sådan her efter det der skete efter nytår? Har du stadig følelser for mig?
Jeg smiler til ham med mit smeltede ansigt, og kører hånden op og ned af hans nøgne maveskind.
- Jeg er lettet over, at jeg ikke har følelser for dig længere, siger jeg uden at lyve.
Han er tilfreds med svaret, og vores januargrimme kroppe knalder igen i det grålige, afslørende dagslys.

Mens jeg låser cyklen op i gården, sludrer han med mig oppe fra køkkenvinduet. Det virker så let, det her. (Lyver vi?) Vi vinker farvel, og jeg går hele vejen hjem, køber en burgermenu og begraver mig under dynerne i min egen seng; rammer atter 2018, et brag ind i virkeligheden. For en stund var jeg i en film, i et andet årti, i en fantasi, i et andet liv et andet sted.

Jeg forsøger forgæves at forberede mig til den kommende uge, men hele min krop gør ondt indvendigt. Når jeg skal formulere mig, mister jeg koncentrationen og bliver panisk. Bliver nødt til at slukke min telefon, fordi den også giver mig smerte. Jeg føler, at jeg er helt tom; et ikke-menneske. En smaragdgrøn skønhedsklump, jovist, men det er bare et hylster.

Jeg hader mig selv, for første gang i meget lang tid. Jeg føler ikke, at jeg kan noget som helst, og jeg er så nervøs for min fremtid, at jeg har lyst til at kaste op. Når jeg ser tv-serier eller andet fiktion, så syrer hele min krop til, fordi jeg misunder andres evne til at fortælle historier. Så jeg drømmer mig tilbage til barerne, til omfavnelserne, til stearinlysene og klavererne, til varme blikke, til missemænd, til tidslommen på frederiksberg, til det jeg også kan være og som jeg også er, et sted derinde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar