lørdag den 2. december 2017

juledesillusion, kapitel 1

hele denne uge har jeg ventet på fredagen; et rastløst forsøg på at punktere hverdagene, så de bare ville glide over i weekenden, og på at det ville blive jul, og så kunne jeg rigtig agere værtinde; finde min indre farmor frem. Og jo, dagen går da også med disse sysler, og jeg iklæder mig rødt fra top til tå, denne kjole som får mig til at ligne en husmoder i 50'erne, og jeg bliver guidet ind i en verden af sprøde svær på flæskestegen, og jeg suger det til mig, fordi jeg ved, at det er vigtigt som kvinde at lære, hvordan man laver en flæskesteg, men halvvejs gennem sovsen trækker jeg mig ud på altanen med en cigaret, og jeg lader de andre kvinder i køkkenet overtage, og jeg overvejer min egen desillusionering, midt i jævning, midt i denne kønsbaserede handling, og den højgravide kvinde klarer skærerne, og den anden veninde hakker nøje appelsinerne til grønkålssalaten, mens mændene drikker specialøl i gangen, og der kommer altid dette punkt i mit værtskab, hvor jeg mest af alt har lyst til at lægge mig ind på sengen og være alene, men nu er jeg i det for the long run, det er mit hjem, og hvor er det også yndigt at se dagpengemodtageren bruge så meget energi på værtskabet, som skulle al mening i universet trækkes ned over sådan en handling.

Sweet release, skriver jeg om formiddagen til en veninde og sender et screenshot af Løvens halve afvisning af mig. Jeg er oprigtigt lettet, da jeg skriver til ham, at måske vi bare skal stoppe nu. Men da jeg tager en tiltrængt lur ovenpå gulvvaskning, borddækning, støvsugning og oprydning, kan min krop ikke forhellige sig med afskeden; det føles helt forkert. Så selvom jeg sidder der i min røde mondering; rød på læber, negle, sokker og kjole, selvom jeg griner, selvom jeg formår at lave en episk flæskesteg med episk sprøde svær, så kan jeg stadig ikke slippe ham, og julemelankolien slår mig med en knytnæve lige i fjæset, og jeg indser, at alle sangene handler om, at ønske sig et menneske i julegave, og jeg ønsker mig kun ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar