onsdag den 6. december 2017

juledesillusion, kapitel 6

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive den her tekst, for jeg er lidt rundt på gulvet, så meget for "kedelig december", åh, life happens, så selvom jeg begraver mig i 'Dark' på Netflix og forsøger med min ikke-naturvidenskabelige hjerne at begribe relativitetsteori og ormehuller, er det ikke et quickfix på weltschmerz, liebeskummer und einsamkeit, for Løven har kunne fornemme på miles afstand med hans veludviklede sanseapparat, at jeg var klar til at forstå, at det aint you and me baby, så med en række forvirrede beskeder åbner han døren, og det gør igen ondt i hele min torso, som jeg ligger dér på sofaen og forsøger at være en god tv-seer (jeg forstår ikke tidsrejser og fysik), krumbøjet, og totalt blæst væk i mine romantiske forestillinger, og samtalen munder da ud i, at han inviterer mig til et underligt morgenarrangement i Undergrunden, kom nu bare torsdag, siger han, som om, at det er et naturligt selvfølge at jeg omfavner hans distræthed og afvisning af mig, og jeg ligger meget vågen om natten, visualiserer hvordan søren jeg skulle møde op til dette arrangement og være sådan jeg ved godt du lige har dumpet mig, nuvel - stik mig den kokosnød og lad os danse morgenen væk, nå ja, hej alle dine kolleger og venner, det er mig som er hende den forelskede idiot med tegneserierne, ja, jeg ved ikke lige helt, hvad jeg laver her, men han sagde jeg skulle komme, så selvfølgelig kom jeg, for sådan en er jeg bare, HAHA. 

Jeg tvinger mig selv op i morges, det var alligevel en illusion, at jeg på noget tid skulle blive udhvilet af denne nat, hen på kontoret, hvor jeg sidder alene og bouncer på en ergonomisk pilatesbold, jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er nogen andre, hvor bliver de af, og jeg begynder at skrive sentimentale julekort, helt uden retning, bounce bounce, jeg bliver svimmel af bolden under mig, skal jeg tage til morgenarrangementet med løven? er det ikke underligt? min hjerne er fyldt til randen af ham, åh, og på splitsekunder tikker en besked ind fra en, jeg ikke har snakket særlig meget med, men som jeg beundrer meget, midt i den klamme gulerodsappelsinjuice, dybt ned i min rungende tomme mave, og hun giver mig et jobtilbud, som er fuldstændig vanvittigt, altså, ikke på pengefronten haha, nej. Indholdsmæssigt. Fuck. Jeg eksploderer sådan, 0 - 1000, pow, omg, shit, fuck, så man kan godt blive ved med at give sig selv virkelig meget, kaste sig selv ud i verden, vise hvem man er med alle sine skrøbeligheder og akavetheder, og så... få et afkast? Jeg siger ja med det samme og krydser fingre for, at det her rent faktisk kan ske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar