tirsdag den 5. december 2017

juledesillusion, kapitel 5

"Du må altid gerne ringe til mig, eller skriv. Husk det nu." Psykologen kigger lettere bekymret på mig.
"Tak.."
"Ked dig!" Udbryder hun, da jeg brødbetynget går hen mod trappen.
Jeg smiler forlegent til hende.

Ked dig. At kede sig. Jeg skal have en møgkedelig december. Det vil jeg virkelig gerne, selvom jeg er nervøs for, om jeg overhovedet kan finde ud af det. H. afløste specialet, amagerdrengen afløste H., som afløses af Den Gode Ven, som afløses af Herskeren, som afløses af Hvid, og nu Løven, og så den 42 årige designer som den afsluttende, febrilske manøvre. Alle mændene ligger som en stor klump oven i hinanden i mit hoved, en kæmpe distraktion. "Hvad er problemet?" Spørger psykologen. Jeg bliver ved med at åbne og lukke munden, uden der kommer ord ud. Vi griner lidt over ordløsheden. Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg er gået sådan amok. Eller jo. Jeg forsøger at fralægge mig alt ansvar for mit liv. Please red mig fra mig selv, skriger mine handlinger.

Jobkonsulenten minder mig om, at jeg kun har været på dagpenge i 12 uger... 12 uger!!! Seriøst. Det er vitterligt ingen tid.. så ja, hvad er problemet? Hvorfor kan jeg ikke bare være i min hjertesorg, i min fremtidsmeningsløshed, i min tristhed. Acceptere at det er ok, at tingene går lidt skævt, at jeg møder intense, forvirrede mænd, og at dét med et arbejde bare går ret langsomt.

Jeg vågner op i morges og er et andet menneske. Mine ankler klør helt vildt, og der føles ikke som om, at jeg har sovet, men alligevel er jeg frisk. Der er ikke flere lus i mit hår, og jeg iklæder mig gule, grønne og pink farver, slår tørklædet om mit hoved, som var jeg (en sørgelig udgave af) Grace Kelly. Jeg begynder at se fjernsyn igen (se for Guds skyld 'Dark' på netflix!!), og jeg husker, at det er ok at kede sig. Mens jeg skriver dette, sidder jeg på cafeen. Alle bordene er optaget af folk der sidder alene. Ingen ser glade ud i det varme, trygge lokale. Men det også okay, indser jeg. Ikke at være glad, men bare være. Stene. Åh.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar