mandag den 25. december 2017

juledesillusion, kapitel 24

Som et pakæsel med årets julegaver fastmonteret på ryggen sløver jeg mig op af Søborg Hovedgade, ud mod mine forældre i forstæderne, og jeg går kun, fordi jeg gerne vil have, at al min ængstelighed  fra lørdagen skal forsvinde, og December har især lært mig, at jeg godt kan gå mine følelser væk, ændre dem, og efter 7 km i silende regn begynder jeg endelig at føle mig glad og stærk igen, jeg kan godt, jeg kan godt, og selvom jeg svimler lidt i lædersofaen, og det konstant føles som om, at jeg er på den store rutsjebane, så er jeg tryg ved min familie, og snart har jeg glemt hvor frygtelig lørdagen var og hvor stort afsavnet til disse efterhånden ansigtsløse mænd var, for jeg forstår, at de 16 mennesker i rummet er bundet sammen af blod, og jeg har dette blod i mine årer, og at jeg slet ikke behøver nogen andre udefra til at frelse mig.

Jeg tror godt på, at jeg kan frelse mig selv.

Tak fordi I har læst med her i December. Jeg er dybt benovet.

Glædelig jul. <3 <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar