fredag den 22. december 2017

juledesillusion, kapitel 22

Dronningen i mit liv spurgte om jeg ville skrive et indlæg i dag, og jeg svarede JA! og tænkte at jeg ville skrive alle mulige interessante ting, dybe ting, samfundsrelevante ting. Men trods tankemylder føles min hjerne som et blankt fængsel og jeg må hive og slide for at finde bare en enkelt sammenhængende sætning frem.

Jeg kan skrive om det helt åndssvage i at sidde i jobcentret og i a-kassen og især til jobsamtalen. ”Du har været til samtale, det er bare så godt, så gør du jo det rigtige” siger de i a-kassen, ”er du kompromissøgende, er du bedst i fællesskab eller kan du bedst lide at arbejde selvstændigt og kan du følge dine projekter til dørs” spørger de til jobsamtalen, ”vi er en dynamisk arbejdsplads med en uformel omgangstone, du skal elske at have mange bolde i luften og du skal være struktureret og kunne tænke strategisk og alt muligt andet pis”, det sidste siger de aldrig, men det kunne de ligeså godt.

 ”Du skal træde ind i trædemøllen, den dødssyge trædemølle, du skal bidrage til samfundet, men kun økonomisk, ikke tænke for stort, men for guds skyld heller ikke for småt, du godeste nej, du skal kunne tænke kreativt, men kun tænke kreativt inden for de rammer vi har stillet op. Søg aldrig uden for rammerne og hvis du gør det – vid at det bliver virkelig, virkelig hårdt, at du nok kommer til at bukke under for presset, det er meget nemmere at gøre som os andre, gør du hellere det, pas på med at drømme, men pas også på med ikke at drømme. Du skal have en drøm, men kun vores drøm, din egen drøm er for radikal eller den er for naiv, du må hellere bare sætte dig ned og skrive den jobansøgning og booke det kaffemøde. Så kan vi alle håbe stille på at du bliver til noget, at du lander det job”.

Sådan siger samfundet hele tiden, eller, sådan føles det i hvert fald nogle gange. Men jeg finder min indre power woman, min indre systemkritiker, min indre kyniker frem og det føles godt at sige fuck alting til… ja, alting.

Jeg kan også skrive om den unge, høje mand som er kommet ind i mit liv gennem min personlige Kirsten Giftekniv, og jeg kan skrive om, at jeg håber det hele lykkes denne gang med denne mand, for jeg kan virkelig godt lide ham selvom jeg er åndssvagt bange for at han forlader mig ligesom alle de andre mænd har forladt mig.

Jeg kan også skrive om, hvordan det er at være forelsket i en person, der har absurd travlt hele tiden, mens jeg overhovedet ikke selv er travl. At sidde i venteposition gør mig seksuelt frustreret, fordi den mand jeg gerne vil bolle med, ikke har tid til at bolle med mig.

I stedet spiser jeg endeløse mængder rugbrød med spegepølse, remoulade og ristede løg og drikker ligeså endeløse mængder hvidvin. Jeg sendte en snap til Kirsten Giftekniv for at dokumentere min seksuelle frustration, han sagde LOL! og lidt senere: ”nu er jeg seksuelt tilfredsstillet, jeg håber snart du ser en penis igen”, og jeg svarede ”åh, hvor vidunderligt for dig, så slipper du for spegepølse og hvidvin”.

Jeg håber jeg snart slipper for spegepølse og hvidvin.

- N.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar