onsdag den 20. december 2017

juledesillusion, kapitel 19

Jeg forsøger at huske på hvad min eks-partner sagde om at skateboarding var magisk. Han fortalte at det for det meste handlede om at fejle. Om hvordan de professionelle skateboardere ville ligge videoer op ad dem selv hvor de knuste testikler og forblødte knæ. De udstillede kampen før at alting gik op i en større enhed, for at legitimere den bløde landings tilblivelse. Lige nu sidder jeg selv med maste løg og skrammede lemmer og har efter de seneste slag mistet tiltroen til mig selv.

Det er blandt andet fordi jeg er blevet forelsket. Jeg er forelsket i en Nordmand og i mit arbejde som tegneserietegner. Begge startede som en fascination, men nu er jeg blevet indviklet i sådan grad at enhver tro buddhist ville slå mig over hænderne og sige at man da ikke kan binde sin identitet med sine bedrifter.
Men jeg føler mig opslugt.

Jeg er nu besat af tanken om at skabe ting som sætter gang i mundvandet på indie-comic-scenen, jeg vil have de skal tro at jeg er meget mere end som så, jeg vil gerne have at han ikke bare skal synes jeg er erotiskbuttet og dragende, men også klog og egenhændig. Jeg vil have verden skal se at jeg spiller på min egen fløjte. Men selve disse tanker annullere intentionen.

Jeg skrev med Nordmanden i går og fortalte ham mine dybeste perversioner. Han svarede prompte tilbage og min mistanke om at vi er to forstyrrede individer som har låst øjne, blev bekræftet.
Mennesker lever i et spektrum, men jeg har det med at kaste mig ud yderst i polerne, enten med de aseksuelle eller de perverterede. De har begge deres respektive forcer.
De aseksuelle kan tillade mig et andet fokus. Der lægges vægt på nærvær og fordybelse. De perverterede forstyrre mig og sætter ild til alt de rører ved.

Nordmanden har sat ild til min lunger og jeg har rendt rundt som en seksuelt forstyrret drage og kysset på alle dem som ville lade mig. Han fortalte mig at han gerne vil leve som i et 60'ser kollektiv hvor man kan drages ind og bolle lige dem man har lyst til. Det ville løse alle mine problemer tænkte jeg.
Så jeg slog op med min kæreste M. og har sidenhen ikke sovet mere end 3 timer hver nat fordi jeg har været opfyldt af projekter, vin og sex.

Jeg vågnede op hos W. her til morgen med febersymptomer og ondt i halsen. Vi spiste ostemadder og pakkede så vi var klar til at tage på tur. Jeg skulle købe rene underbukser efter ugens strabadser og hun skulle til psykolog. Vi lovede vores tørre halse at vi ikke skulle ryge mere, men samtalen ledte hen på livet så vi endte med at pulse på blågårdsgade og drikke filterkaffe.
Det var godt.

Vi gik hele vejen i kulden og menneskemængden, og selvom jeg kunne mærke det prikkede i mine arme var det godt at lade dem i ro og være en del af bymassen. Når W. snakker, så snakker hun hurtigt og melodisk. Jeg mumler tilbage at det kan jeg godt forstå, i håbet om at hun fortsætter.
Vi sætter os på en bænk inde i byen og ruller endnu en smøg.

Vi tager ind og ser The Square, som udstiller kunstverdenen og kulturelitens hykleri. Mens mest af al snakker den magtesløshed vi allesammen væver rundt i.
Vi kom sultne og chokerede ud af grand teatret og røg endnu flere smøger mens vi forsøgte at sætte ord på den skam vi følte som mennesker. Den tomme følelse filmen havde efterladt ledte til et kongemåltid af stegt spydkebab og pomfritter i køsk's larmende og oplyste lokaler, og vi begyndte at fortælle om alle de gange vi havde manipuleret og ydmyget for at hæve os selv.

Det er en almen misforståelse mellem unge mennesker at manden er en ulv som uden følelse vil sluge en hel. Det er en almen misforståelse mellen unge mennesker at dem som repræsentere det som man selv flygter fra skal ned med nakken. Vi griner højlydt af vores beskidte bedrifter og absurditeten der ligger i at se en film der sætter spørgsmål ved alt det som vi undskylder nu.

Vi føler os til sidst begge overmætte og beslutter os for at tage hjem. W. spørger om jeg ikke skal have et glas rødvin sammen med min tegning. Jo tak. Jeg forsøger at illustrere den følelse af utilstrækkelighed jeg har følt på det seneste.

Eksen M. skriver han gerne vil ses igen. Jeg ved at hver besked/manglende besked - berøring/manglende berøring skærer ham som en kniv.
W. siger jeg skal lade ham være.
Han siger hans sidste ønske er at vi ses igen inden jeg tager tilbage til Jylland.
Jeg kan mærke jeg bliver ked af det.
Men Nordmanden har lige bestilt airbnb til Berlin og jeg trøster mig ved tanken om os to, siddende på en eller anden resturant hvor vi spiser spaghetti og han fortæller en eller anden historie fra dengang han var lille.

W. beder mig om at skrive denne tekst om i dag til hendes blog, og jeg kan mærke jeg bliver bange for at M. skal læse den. Det er det første tegn på at jeg er på vej væk fra ham for alvor. Jeg vil ikke have ham til at vide hvad jeg tænker længere.

Mine tanker er banale uanset.

Gode hilsener,
A.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar