tirsdag den 12. december 2017

juledesillusion, kapitel 12

Det her bliver skrevet på vej ind i 12. december, kapitel 12, men jeg bliver nødt til at formulere mig, for ellers kan jeg ikke sove. Jeg forsøgte at blive træt og sortere tankerne i vindueskarmen kæderygning, men min krop bliver ved med at ryste let og mine tanker fylder lokalet som røgen fra de slukkede stearinlys.

***

Han ankommer i lejligheden med en utrolig grim (men praktisk) regnhat på. Mens vandet koger i kedlen holder han respektfuld afstand til mig, og jeg forsøger at bevare øjenkontakten, som om at mine øjne ville kunne sige det hele for mig. Hele dagen op til har mit hjerte været ved at eksplodere i brystet på mig, men jo tættere hans ankomst kom, desto mere afslappet blev jeg. Som om at det var et nødvendigt onde for min stress at se ham.

Vi sidder i hver ende af sofaen. Efter vores hænder flygtigt har kæmpet om tebrevets mærkat med korte, bedrøvelige kærtegn, spørger han, om vi ikke skal snakke om følelser. Han har ingen ord, så jeg begynder. Jeg er fattet og får sagt alle de ting der har boblet i mit hoved som syre de sidste to uger. Han fortæller mig efterfølgende, at han altid dater sådan her: Bliver vild med en person, indtil han kort efter mister interessen. Jeg siger grinende, at han har intimitetsproblemer.

- Må jeg lægge mig her? Han fjerner de store sofapuder og kravler ind i min favn.
- Jeg kan altså ikke være venner med dig, siger jeg til ham, efter han har foreslået det.
- Jeg kan være din manager, siger han nede fra brystet.
- Nej.

I de lange tavsheder stirrer jeg køligt ud i luften, mens musikken fra anlægget flyder ud i rummet. Jeg tror ham, men tror ham ikke. Misvisende, at han ikke bare går hjem.
- Måske jeg bare skal gå nu, er det ok jeg går nu? Han stryger mit hår væk fra ansigtet, holder fast om nakken på mig. For hvert strøg rykker jeg tættere på ham. Han kysser mig på panden, på næsen, kører fingrene rundt på mine læber. Jeg kysser ham, eller måske er det ham der kysser mig.

Hans kys bliver hurtigt voldsomt begærlige, og han stikker hånden ned i mine strømpebukser. En del af mig har lyst til at være stærk, og sige, at det ikke går. Men jeg er allerede forsvundet.Han forvandler sig på splitsekunder fra et menneske til en løve.
- Vi skal ind på sengen, før jeg går, siger han med sin hårde stemme.

Sexen er som en slåskamp. Mens jeg sidder ovenpå ham, tager jeg kvælertag på ham og giver ham små lussinger i ansigtet, han holder stramt om mit hår, trækker mit hoved ned mod ham, stikker fingrene ind i mit kraveben. Vores lange hår er filtret ind i hinanden, og jeg prøver hele tiden at skubbe det væk, så han bliver nødt til at kigge på mig.

Han kan ikke komme, så han går hårdere og hårdere til den. Brøler som et dyr. Til sidst tager han mig i røven og kommer, hvilket er en første gang for mig. Det gør ondt. Hele min krop ryster, jeg ved ikke om det er af orgasmer eller af denne aftens voldsomme udfald. Jeg vender mig om mod ham og aer ham på kinden. Han rejser sig op med det samme og går ud på toilettet for at vaske sig, mens jeg bliver liggende nøgen på maven.

Han kommer tilbage ind i rummet, og uden at kigge på mig, tager nøjsomt sit tøj på, folder den ene sok ud, så den anden, på med skiunderbukserne. Jeg betragter tavst hans langsomme bevægelser. Han tager sin jakke og sko på, kommer tilbage ind til den nøgne krop og kysser den koldt på munden. "Farvel" er hans eneste ord. Han ifører sig sin grimme (men praktiske) regnhat og går uden at fortrække en mine. Det hårde ansigt igen. Døren smækker.

Jeg bliver liggende et stykke tid efterfølgende i samme blottede position, indtil jeg formår at samle mig selv op og gå ud under bruseren. Jeg fletter det våde hår i en stringent fletning, ifører mig joggingtøj og sætter mig i vindueskarmen med cigaretterne. Under gadelamperne vælter sneen ned, og kulden siver gennem det åbne vindue. Mine hænder ryster, og jeg har det som om, at der lige er blevet taget et stykke ud af min krop.

Kort tid efter tikker en besked ind fra ham: "Jeg betragter aftenens samvær som et smukt og dejligt farvel."
Øh.
Så det slutter nu, åbenbart.
Men hvorfor skulle jeg nå helt hertil, for at indse det?

***

Før jeg falder i søvn i går, panikker jeg over min egen absurditet: Jeg tror stadig ikke på, at det er slut. Men det skal nok komme. Min krop har små blå mærker gemt under tøjet. Natten har været præget af ydmygende drømme i hans selskab, hvor han knalder mig foran andre. Andre kvinder i hans harem beretter om, at han heller ikke formåede at lukke døren med dem, så derfor blev de bare hængende. Men jeg giver slip nu.

"Hvorfor er du så bange for at lukke andre ind?" Skriver jeg desperat. Det har ikke noget med ham at gøre. Min psykolog fortæller mig om kærlighed, forestillinger og kompleksiteten i relationerne. Jeg græder hjælpeløst i kurvestolen overfor hende, fordi jeg mest af alt ved, at det er mig selv, der har gjort det så brutalt. Dét er det mest ydmygende, trods alt. Vi aftaler, at jeg kommer igen allerede torsdag

Den her December er ét langt shitshow. Verdens mest patetiske julekalender.

5 kommentarer:

  1. Kære W
    Det gør ondt i mit hjerte at læse dagens indlæg, men jeg håber du ved, at han er en kæmpe stor nar. Han gør mig faktisk rasende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære A. Det har mest af alt også gjort i mit hjerte i dag. Til gengæld er det svært at opretholde nogen som helst varme følelser for sådan en mand, så jeg er lettet over skulle give slip. Det hele forekommer mig lidt uhyggeligt, egentlig. Tak for din kommentar, den gjorde mig meget rørt. ❤️

      Slet
  2. Du fortjener simpelthen så meget mere end den idiot, W. Pas godt på dig selv (eller prøv i hvert fald)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak ML. Jeg skal virkelig prøve af huske begge ting, selvom mit tankemylder konstant forsøger at overbevise mig om det modsatte. Tak fordi du minder mig om det. ❤️❤️

      Slet