onsdag den 15. november 2017

selvbeskyttelse

Jeg er overbevist om, at det ikke kan lade sig gøre. Nu har vi endda gjort hinanden syge, og hans ord er kølige, og min fun-lovin-fuzziness forsvinder som solen på en vinterdag. Beskytte sig selv. Mod forelskelsen. Han vil formentlig hellere bestige bjerge end at elske. Nuvel, sådan må det være. Man skal heller ikke gå og regne med kærligheden, selvom man brøler til verden: JEG HAR ALDRIG HAFT DET SÅDAN HER FØR. Nå nå, ikke så pessimistisk du. Men det er svært når mit sind skvulper over af romantiske fantasier, som ingen plads har i denne verden.

Og måske er det netop fordi jeg er typen, er danser i regnvejr til soundtracket til La La Land (pisseirriterende type, skal det forstås) i fælledparken, og selvom jeg er kold og våd ind i knoglerne, så er jeg allerede forsvundet op på de lyserøde skyer. Sådan en person er svær at håndtere. Især af en mand, der formentlig ikke er interesseret i at blive elsket. Så jeg slår bremserne i, jaha, jajaja. Er romantikken død? Åh.

Jeg sidder på kontoret, og jeg vil bare hjemhjemhjem. Jeg føler mig hverken frisk eller træt, bare et grumt sted imellem, sådan, meningsløst på en ikke-dramatisk måde. Og jeg er næsten færdig med jobsøgningskurset, slip mig fri. Slip mig fri fra systemet, og kærligheden, ja. Selvom jeg er klar til sidstnævnte, det finder jeg ud af, åh, det er forfærdeligt. Jeg fortæller endda mine forældre om ham. Åh. Skruer lige op for blusset. Hvornår lærer jeg at være tålmodig?

Og jeg ved ikke, hvad der skal ske med bloggen her. Jeg snakker med min psykolog om det. Altid spændende for en lacanianer at sætte sig ind i denne spejlingsproces. Teksten som epos-minder, mudret ind i flydende minder, beretninger. Selvom jeg altid har hold i virkeligheden, slår det mig, at jeg bruger for meget energi på at fortælle disse historier - og til hvilken nytte? Og hele tiden tjekker jeg bloggen; er der nogen der læser det, hvor mange læser med, hvem kommenterer, hvadhvadhvad, men var det ikke bare meningen, at det skulle være en usammenhængende dagbog - og ikke kapitler i en ligegyldig selvbiografi. Jeg synes, at jeg ophæver og genskaber mig selv hele tiden. Måske jeg vil holde en pause, til jeg finder ud af, hvad der skal ske. Måske ikke. Måske jeg skal være mig selv. We'll see.

5 kommentarer:

  1. Jeg bliver sindssygt ærgerligt, hvis du holder en pause. Nu er du jo blevet min ven, og jeg følger dig i tykt og tyndt (jaja, gennem din blog, men alligevel)!

    SvarSlet
  2. Jeg holder vejret så længe, og krydser fingre og andre kropsdele, og håber på at bloggen ikke forsvinder. Kun for min egen skyld. Ren egoisme.

    SvarSlet
  3. Argh, du stiller mig i en svær position som trofast følger. Du skal gøre det, som gør dig glad og hvis bloggen fylder for meget i dit liv (på en negativ måde) så forstår jeg godt, at du har brug for en pause.
    Men... Men jeg ELSKER din blog, W. Jeg bliver gang på gang imponeret over hvor modig du er når du skriver om dit liv og hvor meget jeg genkender mig selv i det, du skriver. Når jeg læser din blog, føler jeg ikke kun at jeg læser din personlige dagbog men også en langt mere generel dagbog som opsummere hvordan det er at være alle os forvirrede, følende, jeg-forsøger-at-få-styr-på-mit-shit kvinder. Og kæft hvor jeg hepper på dig og føler med dig og nogle gange græder med dig (men oftest smiler jeg, bare rolig).
    Så vær sød at komme tilbage igen, hvis du beslutter dig for at holde en pause <3

    SvarSlet
  4. I er fandme søde. Jeg tror egentlig, at jeg altid vil have det ambivalent med det her "blogging-noget". Diskuterer konstant med mig selv, hvorfor jeg har brug for at gøre mine tanker og følelser offentlige. Jeg finder aldrig svar på spørgsmålene. Da jeg fik læser-boostet fra Hvidkaffe, vidste jeg godt, at jeg ville komme til at have det på den her måde før eller siden. Men hvis resultatet bliver, at jeg lukker ned her for at starte op igen et andet sted, så kan jeg lige så godt prøve at få det til at fungere her, på Weemoed. Kæmpe med det. Jeg har det ofte vildt over, at så mange læser med. Det påvirker mig meget, og jeg bliver ekstremt selvbevidst om min "w"-karakter; at jeg ikke er Ida, men derimod denne sansende, følende W i et evigt kaos. Men jeg er også Ida - lige så meget som jeg er "w". Jeg skal bare lige forsøge at komme tilbage til mig selv. Jeg forsætter med at skrive for nu, kan jeg mærke. Jeres søde ord både hjælper mig og fucker mig. På den gode måde. Tak fordi I giver jer tid til at skrive til mig. Det betyder alverden - på en dejlig uhåndgribelig, abstrakt blogger-meta-facon, haha.

    SvarSlet
  5. Du er bare så god, og dine tekster indeholder så meget mening og tyngde. Opbakning herfra til hvad end du nu finder ud af. Måske kan du finde inspiration i andre forfattere/kunstnere der har opereret under et alias?

    SvarSlet