mandag den 13. november 2017

i undergrunden

Fredagen glider ubemærket ind i lørdagen, og jeg glor melankolsk ud på Frederikssundsvej gennem møntvaskeriets store vinduer mens centrifugeringen i de store maskiner får gulvet til at ryste svagt.

I indre by dufter der af jul, og jeg zigzagger mellem turisterne med min søster ned gennem strøget til vi lander i biografsalens trygge mørke. Jeg mosler rundt på sædet under den uhyggelige film, og vi kigger tit på hinanden og skriger, holder hænderne over øjnene.

Da vi kommer ud, er solen næsten gået ned. Vi drikker et glas hvidvin på en fortovscafé. Jeg er træt efter kun fem timers søvn, har ikke været i bad og har mit grimme vaskedags-tøj på. Filmens voldsomhed har sat sig i kroppen, og byen føles blød under fødderne.

Min søsters ekskæreste har efterladt nogle beigefarvede fløjlsbukser i hendes skab. De sidder perfekt på mine kødfulde ben. Var mit hår virkelig så fedtet? Jeg ser den anden vej. I spejlet stråler mit ansigt rødmost tilbage.

Et andet sted i byen gælder sushi, kæderygning og mere vin. Før jeg har set mig om, er klokken blevet 3. Smøgerne sidder fast i mine fingre, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke er mere fuld.

Han venter på os ude foran Undergrunden. På hans kontor ryger vi en cigaret ud af vinduet, mens technoen fra underetagen får lokalet til at rasle. Midt i al snakken kigger han på mig og udbryder: Hvor er du dog smuk. Vi kysser i vindueskarmen, holder forsigtigt fat i hinandens hænder. De andre går hjem.

Det føles som om, at jeg aldrig er kommet ud af biografen. Nu er jeg hovedpersonen i filmen, og jeg betragter mig selv udefra; på lærredet. Tiden er væk, og jeg er hverken træt eller fuld; jeg er den her karakter i grimme fløjlsbukser med fedtet hår, og jeg er helt og aldeles hans. Live a little, har vi sagt til hinanden i telefonen. Nu gælder det.

Han holder mig i hånden og fører mig med ind i Undergrunden.

***

Er jeg i Berlin, eller er jeg her, er jeg her i hans hånd, der trækker mig ind i den rødglødende technohule, hvor folk sidder mast op af væggene i slidte lædersofaer, op mod dj-pulten hvor bassen centreres, affolket dansegulv; alle isoleret trampende med ansigterne vendt indad, og jeg sætter min krop fri, hvirvler med armene over hovedet, ind i hans karatetrin, stryger hænderne op og ned af hans store brystkasse, inderlige kys der strejfes af projektørlyset, bag mine lukkede øjne er der ingen aktivitet, jeg er bare her, et magisk væsen i Undergrunden, og på toilettet hiver han mdma op fra sin pung, jeg siger, at jeg nok skal passe på ham.

Vi vælter tilbage ind i bassen, vildere nu, jeg er vildere, opløses, ind i ham, opløses, og nu cigaretter i et lille rum, og han siger, at jeg er ved at mose mig ind i hans knudrede, uigennemtrængelige hjerte, og jeg peger på mit eget hjerte og min hjerne, og siger, at han er dér hele tiden, og vi kysser gennem røgen, jeg er bange for at skuffe dig, siger han, jeg er bange for at skuffe dig, siger jeg, og vi bliver afbrudt af nogle bekendte, op på kontoret igen, pigen med glimmerøjnene sniffer coke fra sit mobilcover, vi er vågne, jeg er så vågen; han peger på mig fra en anden samtale, og de nikker godkendende, mens jeg sidder arrogant og opstemt henslængt i kontorstolen, som om jeg var en gevinst, at man har ramt jackpot med mig, sådan; "tænk at jeg er med hende", føler jeg han siger, jeg griner, og så ned i baren igen, denne øredøvende bas, jeg er kun en puls, én puls med lukkede øjne, er jeg lykkelig her, hvor er jeg, jeg er hans, her, og der kun os i Undergrunden.

I kapløb med solen cykler vi gennem byen, svimler ned i min bløde seng, stadig vågne, euforiske, som om technomusikken aldrig stoppede, og mens solen står op tager han mig med sin stærke krop, smelter ind, opløses igen, dansegulv, min nøgne krop i hans, krævende hænder i mit krævende skød, kan man rumme denne lykke, kan jeg være det her menneske, og da vi vågner sent ud på eftermiddagen tager han ikke væk, han flygter ikke, og søndagen forsvinder i frysepizzaer, dårlige film og uendelig elskov, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så let, hvorfor er det så let? og hans øjne, hvordan kan de kigge på mig på den her måde, hvordan kan han se så forelsket ud, og måske tænker han det samme om mig, mine øjne, hvorfor ser de så forelskede ud?

***

Jeg er svævende denne mandag, fuldstændig væk. Jeg har lyst til at tude. Jeg tuder. Midt i det her kontorlandskab. Jeg har en dyne om hovedet, blæst, som var jeg stadig tidsløs, ikke-virkelig. Han er ikke-virkelig og samtidig utrolig virkelig. Jeg fatter ingenting.

2 kommentarer: