torsdag den 30. november 2017

historier om brønden

I morges drømmer jeg, at jeg er på en weekendtur med H. Efter en koncert, ved fodgængerovergangen, tænker jeg: "Hvor er han bare dejlig; jeg tror, jeg elsker ham". Vi går hen til bilen. Mens jeg fumler ved døren, kører en gul taxa forbi. Inde i den sidder H. og vinker til mig. Taxaen forsvinder, og jeg står alene ved den låste bil. Jeg kan ikke begribe, at han er væk igen. Jeg tager hen til en stor virksomhed, hvor jeg møder en gammel kollega, som tilbyder mig et job. Hun præsenterer mig for alle jakkesætmændene. De savler over mig, er liderlige efter mig. Det er overvældende. Jeg drikker mig fuld sammen med dem, og forsøger stadig at forstå, hvorfor jeg ikke måtte elske H.

***

Efter drømmen er jeg stresset og tjekker konstant min mail. Venter på lægens svar på min klamydia-test. Jeg er sikker på, at jeg har klamydia. Man kan da ikke bare have ubeskyttet sex med fem mænd uden konsekvenser. Eller kan man? Jeg har samtidig følelsen af, at mit underliv er sindssygt stærkt. Sådan: En no-bullshit vagina. Som om, at hvis jeg havde klamydia, så havde mit underliv selv have fjernet det. Jeg skriver en kladde til Løven om min klamydia, og diskuterer samtidig med mig selv, om jeg rent faktisk ... gerne vil have klamydia? Hvorfor? Så jeg kan skrive til ham igen? Ligesom i går med lusene. Eller fordi jeg ved, at det så er udelukket at ses det næste stykke tid?

De sidste to dages rastløshedseksplosion med evindelige gåture og fortættet, formålsløs energi snurrende i mellemgulvet, har ironisk nok suget al liv ud af mig. Jeg tillader mig selv at blive liggende i sengen og dykke ind i tankerne, ind i de halve drømme. Jeg forsvinder ned på bunden af brønden, hvor jeg ikke har været i lang tid. Men det føles uundgåeligt. Jeg kender de her følelser alt for godt. Gennem de sidste fem-seks år er jeg ofte dykket ned i brønden, mest for at forsvinde.

Dagbogstekst fra sommeren 2012: 
"Lørdag gik jeg med stædige skridt ud til Svanemøllen strand (hedder det dét?) iført med mine sundhedssandaler, som gav mig frygtelige mange vabler; jeg var nærmest som jesus; pinsel og smerte og blod til fordel for the greater good. Haha. Pånær jeg ikke havde bomuldstøj på men derimod lidt for tætsiddende polyester. Men fuck nu det, jesus er alligevel lidt yt. Ved vandet derude, dér ved havnen, dér på badebroen, hvor jeg kunne være helt alene, virkede tingene egentlig slet ikke så slemme igen. Forinden min viltre gåtur havde jeg ligget i min seng til klokken 14 med sovebriller og ørepropper og forestillet mig, at jeg sad på bunden af en brønd (ligesom Murakami!), fokuseret på mine tanker, min vejrtrækning. Forsøgte at arbejde mig ud af det uendelige mørke der de sidste 24 timer havde fæstnet sig om mit hjerte. Men vandet hjælper altid. Stædige skridt på asfalt. Gå vreden ud! Og især ikke vide hvilken vej man går; ikke have nogen plan, men bare tilfældigvis ramme det sted, man egentlig allerhelst havde lyst til at være."

Dagbogstekst fra januar 2014:
"Jeg kan ikke gå i gang med at læse til næste mundtlige eksamen på mandag. Jeg drikker for meget rødvin, ender natten i meningsløse hulk, og bliver nødt til at høre musik for at kunne falde i søvn og ignorere mit voldsomt bankende hjerte. Det er ulideligt. Jeg tog mine sovebriller på i morges da jeg vågnede, så jeg kunne ligge i et par timer i komplet mørke og forestille mig, at jeg sad på bunden af en brønd. Når jeg er på bunden af brønden opstår der en lethed i kroppen, så jeg svæver over madrassen, midt ind i kernen af rummet og forsvinder fra mit liv. Men man kan jo ikke ligge sådan hele dagen. Så nu sidder jeg med spændte kæber i rent tøj og med vådt hår, prøver at rette mit sind mod læsning. Men jeg er i stykker. Og jeg ved ikke hvorfor. Har lyst til at slukke min telefon, så ingen kan få fat i mig, tage ud på amager strand og forsvinde ud i vandet."

***

Jeg har brugt dagen på at optrevle fortiden. Det har givet mig ro. Jeg husker, hvordan jeg er. Hvordan jeg altid har været, og jeg lettes over, at jeg ikke længere har så meget angst; at jeg er stærkere og gladere nu - til trods for de rastløse, febrilske gåture. Men måske jeg bare er et meget energisk menneske, der insisterer på at leve? Jeg har i hvert fald ikke længere lyst til at kaste mig i havet.

En mail fra lægen tikker også endelig ind og fortæller mig, at jeg altså på mirakuløs vis (mine ord) ikke har fået klamydia. Ironisk nok bliver jeg skuffet. Jeg kunne et eller andet sted godt tænke mig, at min selvdestruktion var komplet. Nuvel. Den negative test afføder et begær og sitren i underlivet, efter halvanden måneds klammy-paranoia. Jeg tænker på, hvornår jeg skal have sex næste gang (og med hvem).

Jeg forstår ikke, hvorfor mine dage er så voldsomme. Jeg tror, at jeg har en forkvaklet idé om, at jeg hver dag skal bedrive noget stort og finde de store svar. Klart at det bliver lidt presset. I dag prøver jeg at give slip, hvilket gør mig meget træt (på den gode måde). Jeg kan blive ved med at begræde og bekæmpe, at jeg er den, jeg er. Men det løser jo ikke noget. Jeg er skide følsom og intens, udsvingende, rastløs og rasende. Men jeg er også alt det andet. Måske jeg bare er lidt kompleks. Det er ok. Jeg prøver at leve med det. Allerhelst vil man jo bare gerne elskes for den man er. Åh.

***

KH Navlepilleren fra Nordvest.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar