tirsdag den 3. oktober 2017

the good life

Hele turen hjem fra psykolog diskuterede jeg med mig selv, om jeg skulle handle ind. Et pludselig opstået tankemylder, hvis natur jeg ikke kan forholde mig til. Mit hoved har ellers været komplet tanketomt, men det slog mig, mens jeg sad inde hos hende, om jeg sad og løj. Efterfølgende begyndte det at skvulpe rundt med voldsomme tanker, og jeg kunne næsten ikke holde ud, når jeg skulle holde for rødt i lyskrydsene. Nu ligger jeg på sofaen med et bankende hjerte, og jeg kan mærke, at jeg er nervøs for at trække vejret ordentligt og lukke øjnene.

Det kan også sagtens være effekten af den store kop kaffe jeg drak i parken efterfølgende, eller mangel på søvn og mad, eller den voldsomme sex-oplevelse søndag nat, eller musikken fra i går aftes, som gjorde mig både bange og lykkelig. Det skræmmer mig, når jeg er følelsestom, og min psykolog mindede mig om, at selvom jeg for tiden delvist er high on life and all that jazz, så skal jeg stadig forholde mig til virkeligheden. Hvad vil jeg, hvor vil jeg hen, hvad har jeg lyst til, hvem er jeg...

Det har nogle gange ambivalent at gå til psykolog. En konstant reminder om refleksivitet kan nogle gange være angstprovokerende, og nu gik man lige og troede at alt var i god orden, at man var lykkelig og svævende som et sødmefuld jazzsang, at man sidder dér i a-kassen og i jobcentret og sælger ud af engagement og fremtidsambitioner, at man arrangerer virksomhedspraktik, fordi man er bange for at gøre andet, og så skal der ikke mere end et par ord til fra hjernevrideren, og så kan det føles som om det hele kollapser. Det er en brugbar analyse, det er noget jeg lærer enormt meget fra, og jeg har også altid et ønske om at blive et bedre, mere lykkeligt menneske. Men hold nu op, hvor kan det også være belastende nogle gange.

Det er ikke fordi, hun er bekymret for mig. Men jeg græd ikke i dag, hvilket hører det sjældenhederne. Men nu har jeg lyst til at græde, og nu er det for sent, jeg kan ikke. Jeg er ængstelig over at åbne jobnet, jeg er ængstelig over at fokusere på fremtiden og mit liv, det kvæler mig. Jeg sad til koncerten i går og lod tårerne løbe ned over kinderne, helt ubesværet, fordi jeg bare ville være i denne musikalske illusion. Jeg vil bare være i nuet, jeg vil bare have sex, jeg vil bare høre musik og forsvinde. Er det så meget at forlange af sit liv?

Min krop varsler panik. Min hjerne gennemgår folk jeg kan ringe til, hvis det brænder på. Jeg er bange, uden at være ægte bange. Musikken gjorde mig også bange, og jeg kunne ikke lade vær med at føle, at den var lyden af et angstanfald og samtidig også lyden af hjernedøde orgasmer, og måske er der ikke langt mellem orgasmen og angsten, måske er de mere forbundet end som så, og så sidder jeg fanget dér mellem netop angsten, orgasmen og avantgarden, og jeg sværmer for deres intensitet, min egen intensitet, men undgår at være rodfæstet, undgår ansvaret. Hvis bare jeg kunne græde nu.

Jeg hader, at jeg gav min psykolog Karriere-W. i dag. Hende som eksisterede i sidste uge; den entusiastiske, pligtopfyldende ja-hats-udgave af mig selv. Hende som sparker døre ind og griner udadvendt af selv de mindste ting. Jeg tror ikke, at det hele vil kollapse nu. Men mit forræderi hyler mig ud af den og virkeligheden sættes igen på en spids. Jeg ved ikke engang, om det lige nu hjælper mig at skrive om det. Mine hænder ryster. Analyse, analyse, refleksion, refleksion. Hvordan bliver jeg nogensinde et frit menneske? Ved at lade mig opsluge af sex og jazz og druk og smøger og ekstravaganza i min udstråling; kan jeg nogensinde være tryg? Er jeg bygget til at skulle være tryg?

Måske jeg skal prøve at tage en lur og nogle dybe vejrtrækninger. Jeg er nervøs for at stoppe med at skrive. Det her er åndssvagt. Jeg bliver så træt af mig selv. Jeg handlede ikke ind på vej hjem. Du kan bare købe noget mad udefra, sagde jeg til mig selv. Få ting leveret til døren, - til sjælen. Omg.

kiss the good life goodbye...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar