søndag den 22. oktober 2017

kontraster

Det ringer på døren, og tre velduftende fyre med runde briller og nystrøgede skjorter vælter højstemt ind i køkkenet, hvor festen har samlet sig som en tunnel af akavede samtaler. Deres hænder er bløde, men jeg glemmer deres navne, allerede før de har sagt dem. En kvinde fra et kreativt bureau spørger høfligt ind til, hvad jeg laver. For femte gang på halvanden time forsøger jeg at fremstå ambitiøs og fortrøstningsfuld. Hun har arbejdet fire år i forskellige bureauer. Vi er lige gamle.

Rygerne er forvist til fortovet, og jeg har grundet det ustadige regnvejr taget det praktiske børnehave-på-tur-i-skoven-outfit på. Jeg kigger på hendes slangeskindssko, klak-klak siger de på vej ned af trappen fra fjerde sal, mens jeg selv sjosker afsted i de kluntede røjsere. Tilbage i lejligheden efter bitter røg og påtagede smil på gaden, er de få mennesker jeg kender til festen optagede af samtaler og dansetrin. Jeg sætter mig på sofaen midt mellem to vennegrupper og begynder at nidstirre bogreolen, som et tåget fikspunkt for mine usammenhængende tanker.

Folk omkring mig, primært kvinder i kommunikations- og PR-branchen med silkeskjorter og sunde ansigter, taler om babyer, boligkøb og business (de tre rædsomme voksen-b'er) uden at gestikulere og grine højt. Iført en genbrugsskjorte med dyremotiver, farvede striksokker, slaskede jeans og med filtret hår stikker jeg ud fra mængden, og mit mugne ansigt indbyder nok heller ikke til nogen festlig samtale om berusende booze, betydningsløst bolleri og begyndende bitterhed (mine tre voksen-b'er). Måske er det egentlig mest mig og ikke dem, som er dødssyg at glo på. Mit undertrykte dårlige humør (man må ikke være melankolsk til fester) skvulper tilbage i mig, og jeg hader pludselig dem alle. Jeg krøller det fugtige regntøj sammen under armen og sniger mig tavst ud af hoveddøren.

Et andet sted i bydelen er der indendørskæderygning, feministiske snakke (med højlydte grin og flamboyant gestik) og solo-danseshows til ABBA i en lille, røgfyldt stue. Melankolien danses væk af mine løse skuldre, og jeg lukker øjnene med håret dinglende ind foran hovedet. Det er som om, at jeg ikke kan blive fuld denne aften. Men måske er det bare sådan, når man har drukket moderat fem dage i streg: Hærdet.

På cyklen hjem alt-alt for sent i nat tænker jeg på Hvid, og hvad han mener med "kun have uforpligtende sex", og at han derfor ikke kan ses med mig. Jeg troede, at hele aftalen om den kommende sex var uforpligtende. Betyder uforpligtende, at man ikke ved, hvem man knalder med? Er uforpligtende sex kun et one-night-stand? Er jeg et menneske der er meget lidt uforpligtende i min kommunikation? Har jeg lyst til uforpligtende sex selv, eller vil jeg i bund og grund gerne forpligtes? Hvorfor skrev han med mig hver dag i ti dage, onanerede til mine ord og billeder, hvis han ikke ville ses? Blev jeg for forpligtende?

Jeg fortæller en veninde over telefonen om afvisningen, og får sat i perspektiv, om det var min kommunikation der fuckede det om. Men... Hvordan kan man fucke ting op med at være ærlig? Afvisningen i sig selv gør dog ikke særlig ondt. Jeg kender jo ikke manden. Jeg har ikke lyst til ham længere. Jeg gider bare ikke, være den der ødelagde det. Sex-appen er formentlig mest for mennesker der har intimitetsproblemer. Det er en forklaring, jeg kan acceptere. Jeg ved jo heller ikke selv, hvad jeg vil.

Telefonsamtalen med veninden foregår i det mærkelige, evige støvregn på vej hen til den lokale Undergrund. Jeg tørrer tårerne og regnen væk fra kinderne og går lettere tøvende igennem den grafittimalede port. Mens vi ryger cigaretter under halvtaget, siddende på den kolde cement, fortæller jeg om den rædsomme fredag aften, og pigen med piercingen i tandkøddet smiler forstående til mig, og manden med septum og blå overalls spørger, om han ikke må se tegneserierne der gemmer sig i mit net. Jeg tuller rundt og snakker med kunstnerne, roser deres små, knudrede værker, møder gamle venner, køber mig fattig i stentryk og følsomme zines, og ryger flere cigaretter i regnen. Der er noget beroligende og enormt trygt over at være i rum med andre, hvis liv også er ufornuftigt. Måske hører jeg mere hjemme her, end jeg vil vedkende mig.

Jeg bliver gennemblødt af regnen på vej hjem, og spiser takeout-burger under dynen på sofaen. Gemmer mig senere på en anden Nørrebro-sofa med film og chips. Aflyser kollektivfest og punkkoncert. Mit hoved er forvirret over dette dualistiske liv, jeg synes at leve for tiden; en evig slåskamp mellem fornuft/følelse, undergrund/konformitet, karriere/kunst, forpligtende/uforpligtende, intimitet/distancering, you name it; en splittelse mellem sjælen og legemet - en balancering mellem subjektet og objektet, som min psykolog nok ville pointere. Sjovt nok føler jeg mig mindre trist her til aften, end jeg har gjort længe. Måske man godt kan være det hele på én gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar