onsdag den 11. oktober 2017

jorden under berlin

Det går op for mig efter kun fem timers søvn og opvågning før solen overhovedet er stået op, at der er en historie, som jeg bliver nødt til at fortælle og forholde mig til. Historien om Berlin. Berlin er min afgrund, og her i morges er der noget i den kolde luft, i den knugede stressfølelse i min mave og i tårerne i mine øjne, der på brutal vis flår mig ud af virkeligheden og sender mig tilbage til byen.

Jeg er usikker på, om jeg kan fortælle historien korrekt. Fem års psykologbesøg har forplumret minderne - eller muligvis gjort dem skarpere? Det er altid svært for mig at skelne. Historien ændrer sig ofte; fra en idé om frigjorthed i bohemetilværelsen til en bevidsthed om min absolutte destruktion, som var de to ting på en måde afhængige af hinanden.

En gammel ven fra gymnasiet sagde forleden til mig: "Berlin var vendepunktet. I Berlin blev du Nye W." Gennem folkeskolen og gymnasiet var jeg den flinkeste, mest ordentlige og artige pige du kunne forestille dig. Med skolens laveste fraværsprocent blev jeg en ulykkelig student med et middelmådigt snit. Teenage-årene var blevet spoleret af pligtopfyldenhed med bivirkninger som stress og selvhad. Jeg var hemmeligt forelsket i mange, men turde ikke kysse nogen. Kysk og hellig. Ikke-rygende og ikke-kneppende. I min blå bog står der, at et særtræk var, at jeg altid vidste hvad klokken var og hvornår pauserne sluttede. Jeg var meget ulykkelig, men viste det ikke til nogen. I slutningen af 3.g mistede jeg min mødom (faktisk til en fyr jeg havde mødt gennem min daværende blog), og jeg kunne ånde lettet op.

EN POETISK TEENAGE-DRØM

Da jeg var 20 år gammel, flyttede jeg med nogle veninder til Berlin. Egentlig var det kun meningen, at jeg skulle være der et par måneder, men vi fandt den smukkeste herskabslejlighed til næsten ingen penge i det gamle Østberlin, og fordi vi var så begejstrede og ligeledes forfærdeligt dårlige til tysk (og samtidigt sindssygt umodne) skrev vi under på lejekontrakten for et år.

De første mange måneder var fuldstændigt fantastiske. Jeg arbejdede 10-20 timer om ugen på et sjæleløst callcenter til 8 euro i timen, og resten af tiden drak vi alkohol, tog i byen og røg tobak og tjald. Jeg var beruset af Berlin; jeg var sat fri fra mit kontrollerende Jeg. I Berlin kan du være lige hvem du vil. Byen er grænseløs, døgnløs, sorgløs i sin kæmpe sorg, kunstnerisk, og smuk. Jeg stoppede med at have kontakt med mine forældre. Jeg ville bare være i nuet. Berlin skulle opsluge mig.

Den ene hjertesorg overlappede den anden; jeg forelskede mig i en cirkulær smertefuld bevægelse, og skræmte alle væk med min voldsomme intensitet. Jeg blev ved med at sige, at jeg aldrig havde haft det så godt som nu, til trods for al denne herzschmerz. For jeg var for første gang i live. Jeg tullede ofte rundt i byen alene, på opdagelse. Hele dage brugt i parker, skramlede cafeer, fjerne gader med bizarre butikker, i hemmelige biografer og små spillesteder.

Jeg levede den poetiske drøm ud, som enhver prætentiøs, misforstået "højkulturel" teenager må have haft. At sidde på en café med notesblokken i skødet, drømme om elskoven fra forrige uge, krusningerne i Spree's bølger, fattig men altid penge nok til kaffe, smøger og øl, de brogede kunstnertyper omkring dig, manglen på døgnrytme, en overflod af smøger og billig vodka, syngende på hustage i natten, byen åbenbarer sig, intensiteten i forelskelserne, kraften af Berlins duft i næseborerne... 

Uddrag fra dagbog, oktober 2009: ".. min fantasi må sætte grænserne, danne ordene, jeg er stadig så ung. Og Berlin.. er Berlin! Jeg har alskens muligheder! Tusinde mænd må gerne trænge ind og igennem mig, jeg vil smage dem alle og rejse verden tynd. Jeg vil kunne noget!"

NEDSMELTNING (THE DOWNFALL) 

Man må forstå, at et menneske der før har været så kontrolleret, ikke kan håndtere at tabe al kontrol og overgive sig til nuet på denne måde. Forelskelsernes smerte begyndte langsomt at sive ind i min hud, og jeg blev kold, kynisk og unaturligt ulykkelig. Den konstante druk og socialitet kvalte mig. Jeg spyede ild af mine roommates og murede mig inde i min lille genkendelige selvdestruktionsboble. At have et formål med tilstedeværelsen, er åbenbart livsvigtigt for mig. Ret hurtigt føltes jeg som et spøgelse, der når som helst kunne blæse væk i vinden.

Efter jul, hvor jeg desuden havde bollet tre forskellige mænd på en uge, ansigtsløse elskere, mit hjerte gemt bort, vendte jeg tilbage til lejligheden i Berlin til en nytårsfest der varede 10 dage; lejligheden var forvandlet til en festivalplads med sovende, stive mennesker overalt, champagne på alle vægge. Jeg var fuldkommen udkørt.

Jeg flyttede ned på mit eget værelse i min egen fløj af lejligheden, langt væk fra de andre. På værelset stod vaskemaskinen, og jeg kan stadig den dag i dag forbinde en larmende centrifugering med den største smerte. Vinteren i Berlin er af sibiriske dimensioner. Uden dagslys (især når man hver dag først vågner om eftermiddagen), isglatte veje og fortove, og en kulde der tvinger en indendøre. Vinteren varede i månedsvis, og jeg isolerede mig på mit lille tårnværelse.

Uddrag fra dagbog, januar 2010: "Hvornår blev jeg så sensitiv, at jeg ikke længere kan håndtere levende musik? Og levende lys? Og levende mennesker? Det hele falder fra hinanden og stykkes sammen igen, - jeg mærker de ukendtes åndedrag mod min hals, og forsøger at presse mig selv til at føle alt i verden. En teske sukker i min cappuccino,- en bleg pande og alkoholfede lår. Tiden stopper når man er her. Jeg er et menneske, men alligevel langt fra (...). Hvem var jeg før alt dette?"

KAN JEG IKKE BARE FÅ LOV TIL AT DØ?

I løbet af foråret sagde jeg det frygtelige callcenter-job op, fordi jeg efterhånden var blevet forvandlet til en apatisk arbejdsmaskine. Alligevel modigt at sige et job op, når man er ludfattig. Jeg begyndte at hælde pot ned i min tobakspakke, så jeg kunne blive ved med at være skæv, når jeg ikke var fuld. Jeg stoppede med at tage i byen med de andre, og lå på tårnværelsets smalle madras i centrifugeringens larm og græd til den lyse morgen, mens jeg røg smøger under dynen. Når jeg tænker tilbage på det, føltes det som om, at det var sådan hver nat, men det var det nok ikke. Der var også gode forårsdage.

Samtidig var jeg bevidst om, at mit andet sabbatår næsten var gået, og at jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Jeg tegnede og skrev løs; drømte om et kunstnerliv. Jeg kunne slet ikke rumme ideen om en fremtid, når jeg nu var i denne by som kun har Nutid. Jeg flakkede i stedet rundt om mig selv, pisse ensom i al denne skønhed og afmagt,

Jeg kyssede med en 46-årig fransk, gift bager på en bro i parken i dagslys, jeg mødte en fyr i et lyskryds på vej hjem fra byen og tog med ham op på hans avantgarde hotelværelse og snakkede om kirsebærtræer og Becketts "Mens vi venter på Godot", jeg græd på tømmerflådediskoteket og sked i bukserne efter en 10 timers brandert. Jeg lod et par forskellige mænd bolle mig uden kondom, selvom jeg ikke rigtig var tiltrukket af dem. Min bedste ven fra folkeskolen knaldede mig, mens jeg var halvt bevidstløs efter adskillige absinthdrinks. Jeg forsøgte at ændre min identitet hele tiden. Kalde mig selv for "Nye W.", som undgår mænd, sex og kærlighed, en rasende femme fatale, men projektet fik mig kun til at hade mig selv endnu mere.

Uddrag fra dagbog, juni 2010: "Jeg fantaserer om at snave med hele verden. Jeg bruger tusinde af kroner på cafeer, i forretninger, i håbløse parker. For jeg er helt alene lige nu, er jeg ikke? Måske skal jeg booke en billet tidligere hjem end jeg har planlagt, - før jeg pludselig har voldtaget en mand eller hoppet ud fra et vindue, fordi jeg virkelig håbede på, at jeg kunne flyve. Der er så meget skønhed derude, at jeg ikke kan rumme det - i stedet ruller jeg bare om på siden og spiller død. Isolationen nærer mig (...) Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at dø i fred?"

EFTERSPILLET

Efter et år i Berlin flyttede jeg endelig hjem. Dog til et liv med afslag fra studie, uden bolig og uden penge. Men det var en lettelse at forlade byen. Jeg gik ind til et år med et impulsivt GSK-kursus og med sporadiske lortejobs, og forsøgte igen at finde ud af, hvad mit liv skulle bruges på. Jeg flyttede til Nørrebro efter et par horrible måneder i mine forældres hjem (et berlinermonster kan ikke leve i forstadsidyl må du forstå). Min adfærd var stadig destruktiv. Bollede ligegyldigt med mange mænd, isolerede mig ofte, røg smøger i sengen, forelskede mig i gud og hver mand, blev afvist, drak mig pissestiv, ønskede stadig at dø. Men jeg accepterede det bare som værende en del af mig. At jeg bare var et melankolsk, depressivt menneske. 

Jeg vendte tilbage til byen med måneders mellemrum for at besøge de venner, jeg trods alt havde fået der. Besøgene var luftige og næsten uden sorg. Det var som om, at jeg havde glemt mit dødsønske. Men besøgene forstummede, og jeg gik i gang med min videregående uddannelse.

Fire år inde i min uddannelse lander jeg en drømmepraktikplads, hvor vi skal ned til byen et par dage. Jeg har imellemtiden dealet med angst og efterspillet af Berlin i tre års tid. Jeg kan ikke huske hvordan byen føles, jeg kan ikke huske noget. Allerede på andendagen får jeg et voldsomt angstanfald, og bliver nødt til at booke et fly hjem tidligere en planlagt. Jeg ligger på en madras i min venindes stue, og venter grædende og rystende på at tiden går, så jeg kan komme hjem. Jeg har ikke været tilbage siden.

En dag vil jeg gerne til Berlin. Jeg håber, at jeg en dag er stærk nok til byens duft, de genkendelige gader og den overstimulerende følelse af Liv og Nu. Jeg ved, at byen er fantastisk, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver klar igen.

Byen er stadig i mig. Berlin er integreret i min sjæl. Selvom jeg ikke har lyst til at dø længere, så er der stadig paralleller mellem dengang og den tid jeg er i lige nu. Formålsløsheden og mørket puster mig i nakken. Jeg bruger hver dag på at diskutere med mig selv. Det lammende spørgsmål: "Hvad vil du med dit liv?" er lige så sandt nu, som det var dengang.

Hvid havde afvist mig i går aftes, og jeg følte mig pludselig afvist af hele verden. Jeg ved, at jeg skal finde ud af en masse ting nu, men jeg er så god til at blive grebet af Nuets meningsløshed. Jeg er en ekspert i Nuet. Så meget, at tanken om fremtiden giver mig lyst til at kaste op i ren og skær panik. Men noget har også ændret sig. For jeg bliver ikke liggende i sengen. I stedet sender jeg en jobansøgning, jeg sender mails til en masse om potentielle spændende virksomhedspraktikker, jeg bager en kage, jeg husker mig selv, jeg husker at være stærk.

Berlin løsner langsomt sit greb om mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar