tirsdag den 17. oktober 2017

flagermus

Jeg sidder og drikker øl og ryger smøger indenfor, mens jeg swiper utålmodigt på Tinder, svarer 8 mænd med irriterende formulerede comebacks på åndssvage kommentarer på mine billeder, og jeg ville ønske, jeg var træt, jeg ville virkelig ønske, jeg var træt, og jeg ville ønske, at jeg ikke var forvist fra min altan. Da jeg for et par år tilbage boede i Indre By centrerede mange af mine gåture sig om Søerne, og jeg kan huske disse skæbnesvangre aftener i efteråret, hvor jeg ikke havde fattet at flagermus bor i træerne, at jeg mega angst nærmest løb hjem, fordi jeg kunne høre deres små pibelyde og se dem flakse rundt alt for tæt om mit hoved. Pibelyden fra flagermusene hører nu efteråret til, og jeg bliver bange hver gang, jeg hører lyden. Som nu ude på altanen.

Avantgardejazzen reddede mig ikke i dag; i stedet syder og bobler min hjerne med en vanvittig melankoli som jeg ikke kan slippe. Råddenskab, siger jeg til mig selv. Mens vi venter på dumplings kommer jeg til at sige alt for højt: "Hvor svært kan det være at finde nogen der gerne vil bolle mig i røven?". Vi griner. Mænd glider ind og ud (bogstaveligt og symbolsk), og jeg forstår ikke, om der er et eller andet grundlæggende galt med den måde, som jeg har sex på, ser ud på eller agerer på. Det irriterer mig grænseløst, at hver gang jeg lugter den mindste snert af afvisning, så pådutter jeg mig selv et kropsligt forfald og en generel mangelfuldhed i min person. Jeg vil ikke engang have en kæreste - jeg vil bare have en fast partner at kneppe med, hvorfor fanden skal det være så svært?

Min tidsfornemmelse er hullet ad helveds til, og mens tiden forsvinder går den samtidig ekstremt langsom, dage er som år, og min lunte er ufattelig kort, når det kommer til følelsen af generel afvisning fra arbejdsmarkedet og mænd og livet og ogogogoog. Så selvom jeg den sidste uge har startet hver morgen ved at tude i afmagt, sad jeg så sent som i dag og undrede mig over, hvad der alligevel får mig til at stå op - hvorfor står jeg op? Hvis det hele alligevel er lort? who am i... 
Og jeg skriver i lynets hast en jobansøgning spækket med fejl; jobtitlen og firmaets navn, mens jeg krakilsk insisterer KALD MIG TIL SAMTALE OG SE MINE TRÆSKO, mens jeg ængsteligt prøver stadig at være et fuldkomment menneske, og jeg sidder dér til avantgardejazzen og kan kun tænke på de mænd der afviser mig, og jeg hader mig selv for at have sat mig i den position, og jeg glider længere og længere ned i sofaen, hviler mit hoved i hænderne, forsøger at føle, forsvinde ind i musikken, og jeg går hele vejen hjem fra Vesterbro til Nordvest og prøver at tage et billede til Hvid, bare for at vise ham, at jeg altså er ude og på farten, og gid han ville se billedet og sige, "kom herhjem, så tager jeg dig i røven," men han ser ikke engang beskeden, og hvor er det også bare ligegyldigt, og hvad gør jeg med melankolien, hvad gør jeg med mig selv i dette liv, hvad gør jeg med de usynlige flagermus: med alt det som skræmmer mig ufatteligt meget. (Jeg hader allerede det her indlæg rigtig meget).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar