onsdag den 27. september 2017

til rådighed

I går kiggede jeg mine gamle noter på telefonen igennem, fordi jeg var gået i gang med at skrive en længere erotisk beretning til Herskeren om min avantgarde jazz-oplevelse, som på en eller anden måde i mit hoved kunne forbindes til abstraktionen i denne nystartede seksuelle relation (ja, jeg er en virkelig sexet person at skrive med, omg).

Jeg ville lige skrive den i noterne først, så jeg ikke kom til at sende den afsted før massiv redigering (heriblandt sletning af pointer omkring min menstruation - "min krop har besluttet sig for at bløde" - og analsex "jeg hvisker til dig, at jeg aldrig har fået den i røven før", arghhh). Cut, cut, cut. Møz møz, et liderligt dagpengemonster.

Nå. Men i mine noter lå en besked fra H., som jeg har gemt (fordi jeg har slettet messenger-samtalen i vrede). Et svar på den tre sider lange pdf-fil jeg sendte ham seks uger efter, at det ligesom var klargjort, at han på ingen måde var forelsket i mig. Svaret lyder noget a'la: "Jeg synes bare, du skal vide at jeg har læst brevet, og at jeg på ingen måde blev oprørt over det, men bare har læst det og konstatere at du har det, som du har det". Jeg blev rasende, da jeg læste beskeden igen. Jeg tror, jeg havde glemt hans kynisme.

I dag får jeg at vide, at han kommer hjem fra det store udland på efterårsferie. Min hjerne snurrer rundt i ambivalensen mellem aggressionen over dette fuldstændig følelseskolde lortevæsen og det stadig blødende hjerte. Hvornår fatter jeg, at jeg skal stoppe med elske ham? Det har været lettere de sidste to måneder, hvor han har gemt sig i Langbortistand på en alpetop, langt væk fra min by. Men nu skal jeg pludselig forholde mig til hans eksistens igen. Jeg hader ham. Elsker. Hader. Fuck mig. Fuck ham. Røvhul.


***

Jeg har været en sten med sten på i dag. Gik rundt nede i Nørrebro Bycenter i en hel time, hvilket er vanvittigt lang tid taget centrets størrelse (og udvalg) i betragtning. Med langsomme, slæbende skridt, som en menstruationszombie med endnu udefineret cravings slentrede jeg fra butik til butik og rørte ved alting; tog ting op, læste på dem, mærkede deres kvalitet, diskuterede mig selv om jeg skulle købe dem (heriblandt blå skyld-ud-hårfarve - skal/skal ikke?) til jeg kom i tanke om, at der kun er støv på min bankkonto. Gik udmattet ned til det underlige "torv" ved Glasvej/Frederiksborgvej og satte mig på et trappetrin og røg en cigaret, mens jeg gloede på den triste cafes triste gæster. Det lykkedes mig at være væk i 2 timer, kun ca 500 meter væk fra min lejlighed. Jeg forstår generelt ikke, hvor den her dag er blevet af.

Om 10 timer sidder jeg og ser ambitiøs ud i det lokale jobcenter. Jeg vil sige til min sagsbehandler, at jeg er meget målrettet, at jeg brændende ønsker et job, at jeg opfylder en masse kvalifikationer, at jeg ved hvor jeg skal hen, at jeg er åben for at få hjælp til søgningen, at jeg bare SUPER GERNE vil i virksomhedspraktik, "så hurtigt som muligt, så jeg kan opnå mine ønskede kompentencer inde for min drømmekarriere," skal jeg sige, hvor jeg dog bare glæder mig til at sige det, og jeg er det her karrieremenneske, det kan man lugte på lang afstand, nylagt neglelak, nyvasket hår, måske et lille sprøjt parfume, et outfit der stråler classy with personality, jeg er til rådighed, jeg er arbejdsklar, jeg er så klar, er du vimmer, jeg er så klar, giv mig et job, de kan se det, de kan se det, hvor er det rart med en målrettet humanistisk akademiker, such passion, og hun er slet ikke kritisk overfor systemets indretning og samfundets neoliberalistiske dagsorden, hvor vi maskinelt tvinges ud på et samlebånd af forjagede fluffy kommunikationsstillinger, og hvor vi alle går og banker hinanden på ryggen, hold kæft skal vi ikke drikke g/t's efter arbejde i det her mediebureau hvor vi har store kommercielle kunder, jo for helvede, vi kan mødes efter jeg har været til hot yoga senses, men ikke for sent, jeg skal helst have mine otte timers søvn, og jeg kan ikke fordrage tømmermænd, så bliver jeg jo nødt til at løbe en tur før jeg har god samvittighed, og det orker jeg ikke den her weekend, men lad os mødes til bureaufesten, jeg har købt et nyt outfit hos ganni med nogle sprælske pasteller, min mand og børnene elsker når jeg tager med på landet, men jeg er sådan, oh shit, jeg har også et socialliv der skal plejes, og du ved, vi vil også snart gerne have råd til en større lejlighed på sdr blvd, så husk at opdatere din linkedin, husk at bruge dit netværk, fortæl hvordan du konstant vil optimere dig selv, intensivere og udvide din jobsøgning, uopfordret, opfordret, ud over stepperne, for helvede.
Jeg glæder mig sådan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar