fredag den 1. september 2017

rutsjebanen (en metaforisk og ikke-metaforisk beretning)

Mens den larmende rutsjebanevogn nærmer sig endestationen, du ved, dér i mørket, hvor man er fanget i en anden dimension med uhensigtmæssige skrig og latter, og samtidig i en uvished overfor om turen mon nogensinde slutter, skal jeg være her for evigt, er det her himlen, når jeg at tænke: Det her er en mærkelig dag.

Min mor og jeg er begge iført beige trenchcoats, soul sisters, og har netop spist frokost og drukket et glas vin. Alting virker som en god idé. Jeg glemmer for en stund min ellers forbeholdne klaustrofobi og ængstelighed overfor verden, og hiver med kildren i maven metalstangen ned over mit skød (ikke metaforisk).

Jeg kan ikke genkende mit eget skrig. Det lyder tilnærmelsesvist dyrisk, som en abe der endelig er blevet lukket ud af sit bur, ekstatisk og overstadig (metafor). Forinden havde jeg begejstret råbt: CANDYFLOSS!!!, af en stakkels lille pige med en candyfloss, mens jeg gik rundt som en idiot rundt og knipsede billeder af den grå himmel og de stoiske, magiske forlystelser under den.  

Det skal nemlig forstås, at jeg, til trods for, at jeg ofte på bloggen lyder sentimental, melankolsk og deprimeret, faktisk er et ret lattermildt og letbegejstret menneske. Især på en dag som i dag, hvor jeg opdager, at jeg har fået 12 for mit speciale. Selvom jeg har gået og sagt til mig selv, at karakteren betyder jo ikke noget, så betød den alligevel noget.

Under mine seks år på universitetet har jeg intet tidspunkt følt mig tilstrækkelig, især ikke på den voldsomt intellektuelle kandidat. Jeg er på ingen måde den fødte akademiker. I specialet overgav jeg mig til mit eget sprog, min egen struktur og mit eget hjerte, tog en masse chancer og personliggjorde projektet, refererede til mig selv, ligesom her, som var specialet en del af en mig. Med hjertesorg og flytning gennemførte jeg det. Shit. 

Jeg accepterer efter seks år, at jeg er god nok. Det handler ikke om karakteren som sådan, men mere om at den figurerer som et stort skulderklap og symbol på, at jeg rent faktisk kunne noget. At passionsprojekter betaler sig - selv på forstokkede hyperakademiske studier. Jeg fik endelig lov til at være mig, og det er fandme vigtigt.

Jeg har dagen igennem fortsat med at skrige på rutsjebanen (metaforisk), tudet af lettelse, skraldgrinet, drukket flere øl og drinks på en bodega, mærket svimmelheden over dette skøre liv, disse mange valg, min kroniske identitetskrise og den insisterende dårlige selvtillid; ængstelig over, at jeg pludselig tager mig selv alvorligt (det bliver jeg virkelig angst af), og samtidig indse, at jeg faktisk er pissestolt af mig selv. 

Jeg er stadig ikke træt. Jeg føler aldrig, jeg skal sove igen (metaforisk).

(Sorry, jeg kunne ikke lade vær')

Ingen kommentarer:

Send en kommentar