onsdag den 23. august 2017

ture

Kort før dagens Lacan-tortur på mit mistede subjekt sluttede, sagde min psykolog smilende: "Du kan bare alt for tiden, hva'?" og jeg hævede mine arme i en spændstig Arnold Schwarzenegger-positur og sagde med knyttede næver: "YES I CAN!".

En ellers zombie-dvale-agtig tilstand i sommerhuset, hvor rolige skovture, hjemmebagte boller og slåen-smut i fjorden, havde fået mig til at blive en tilbagelænet type - med is i maven overfor tidligere angst-trickere som den lange biltur hjem fra landet og biografture. En kraftig energi.

Jeg kan ikke sove.


I den næsten tomme sal bemærkede jeg, at det ikke var min egen angst der var til stede, men derimod den forrygende filmtekniske angst præsteret i Nolans Dunkirk som lå mit bryst. Der gik en halv time før jeg indså dette (med katastrofetanker om at skulle forlade salen med gelében og kvælningsfornemmelser), men da det først gik op for mig, at det bare var effekten af den sindssygt velskabte krigsfilm, kunne jeg ånde lettet op.

Hvilken frihed at være et menneske der både kan køre i bil i halvanden time OG gå i biografen på een og samme dag (næsten) uden spor af angst (ligesom andre mennesker kan). Det er nyt for mig, det håber jeg, du forstår.

Engang var der et job som indebar 2-3 biografture om ugen, omringet af kendte mennesker og filmanmeldere i de tidlige morgentimer; et drømmejob for filmelskeren og dagdriveren - et mareridt for en person med angst (den evige indre konflikt). Det lykkedes mig altid at sætte mig på en række for mig selv, hvor jeg forsøgte som en lille reptil eller et ødelagt spejlreflekskamera (kan du høre kliklydene) at indstille mine svimlende angstøjne til det store lærred, mens jeg måtte sidde i skrædderstilling og krampagtigt holde fast om mig selv og mit ansigt med fugtige hænder, knugende om den gratis crossaint og lunkne kaffe, besvimelses- og opkastklar, tæt på udgangen. Konstant kiggende på uret, nedtælling til lettelsen over overstået film (ødelagte filmoplevelser, idiot..)


Utallige køreture uden at trække vejret, de frygtelige motorveje, gråd på bagsædet, nødvendige pauser på rastepladser... Engang kunne jeg endda selv køre bilen indtil jeg en dag holdte i knudekrydset i Lyngby i myldretiden og pludselig havde glemt hvordan man drejede til venstre, panisk trykkende på speederen, første gear, mens en modkørende nærmest strejfer bagenden.. jeg gav op efter det.

Men måske jeg en dag skal lære at køre igen? For jeg har lyst til at cruise afsted, ud på strandvejen du, måske længere, formentlig længere, måske jeg skal køre til biografen selv, og bo der. JA! Jeg vil gerne bo der. I bilen, i biografen, i mig selv. Oh my god. Jeg begynder efterhånden at tro på, at jeg kan alt. I hvert fald en lille smule. Jeg vil gerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar