søndag den 13. august 2017

skudhuller

skal jeg stå op, er det her en dag, hvor jeg bare skal blive liggende i min seng? tænder for computeren, dahlgårds tivoli, det er skideskægt, siger alle.. som et uhyggeligt afsnit af twin peaks svæver de glade, 90'er ansigter rundt i blinkende radiobil-lys med softice og kogte hotdogs i mundvigen, og den hyperaktive dommedagssang fra cartoons brager gennem den mudrede plads, og ironisk nok får jeg oprejsning af denne gysersæbeopera..

det næste øjeblik er jeg i forstæderne i et flygtigt forsøg på at komme min egen depression til livs, jeg agerer den søde og glade datter med skæve betragtninger og falske fortællinger om min "ferie", i køkkenet over mørbradgryden siger min far, at jeg skal huske at tage telefonen eller i det mindste ringe tilbage, ellers bliver de bekymrede. jeg er lige ved at græde ned i mit glas vin nummer to, og det virker som om vi alle tre er ved at græde, han smider cocktailpølserne i gryden, og vi stirrer alle tavst på tomatsovsen der splasker ud på kogepladen. vi ved godt, at du er et skrøbeligt sted, siger min mor med bævrende stemme. jeg kvæler gråden og skifter emne. tørrer spækbrættet af med det våde viskestykke.

de sidste tre nætter er jeg blevet skudt i bandeopgør, havnet midt i krydsilden i en flugt fra voldtægter og musicalperformances som ingen havde fortalt mig, at jeg skulle have øvet mig på. min sovende krop kan mærke skuddene der penetrerer alle dele af min krop, små projektiler af smerte og rædsel, og hver gang sortner det for mig, til jeg finder ud af, at jeg overlevede, og jeg er skuffet over, at smerten føltes så voldsom og ægte, og at jeg så ikke engang døde eller i det mindste blødte bare en lille smule. lars løkke prøver at springe foran mig i køen til toilettet, og selvom han er statsminister siger jeg: hey, du skal ikke springe over, og jeg tisser desuden på under 30 sekunder.

og jeg går en tur, ikke om natten, ikke i drømmene, jeg går ture i krydsilden, i den virkelige krig, og jeg ved, at jeg kan dø, og jeg forsøger at ranke ryggen, så jeg i det mindste kan dø pæn og stolt og ægte, og jeg forsøger virkelig ikke at være bange, på lundtoftegade, på rentemestervej, på tuborgvej, på nordre fasanvej. to mennesker på en motorcykel i krydset, min krop fryser til is, til jeg ser, det bare er to hipstere med læderjakker. dodged a bullet right there. og jeg hiver mig op, jeg hiver mig op til livet, jeg raser over negativitet, det var jo ikke sådan her, livet skulle være, var der ikke, som livet skulle være, skulle jeg ikke også være, mere.

på facebook vidner billeder fra eks-svigermor om at nye w. og skægmonstret fandme er med oppe i sommerhuset, og jeg får ondt i maven, de syrlige, grimme projektiler fra imaginære guns, og de står ved vandet og hygger sig og er praktiske og søde og glade og og og... det sætter pludselig hans insisterende besøg hos mig i morgen i et andet perspektiv, og jeg slår ideen om han ulyksaglighed med nye w. itu, så hvorfor vil han komme hvorfor, hvorfor insisterer han, hvad er det han skal se, hvad er det han skal opleve, hvorfor vil han se mig, hvorfor skal han komme her, komme her med sin lykke, hvorfor skal jeg bruge flere dage på at bygge mig selv op, så jeg ikke taber mit ansigt midt i hans gigantiske skæg og knudrede tårer i hans grønne tshirt, på hans bryst. insisterer han på at komme her, fordi han har en fornemmelse af, at jeg er helt ad helveds til de her dage, kan han mærke det, holder han af mig, kunne han høre mit afsavn, hvorfor, hvad vil han,

hvad vil de, hvad vil de der overtager min by, hvornår overtager jeg den selv, hvornår glider jeg ind i de fiktive skudhuller der blokerer mit liv, hvornår kan jeg dufte krudt og blive glad, hvor meget skal der til, hvor mange sløsede formiddage i sengen skal der til, armbøjninger og rygknusende yogastillinger, game of thrones afsnit og tårevæddede mørbradgryder; så anspændt, at jeg misunder de ansatte i dahlgårds tivoli, for deres tryghed i deres virke, for deres 24 timers jobs, jeg spørger mig selv, om jeg også ville være vildt god til at lave hotdogs, og ved du hvad, jeg tror faktisk, jeg ville være pissegod, også til candyfloss og skydeboden, jeg er selv et gevær, ufuldstændigt og i stykker, blafrer med løse hagl, ligesom nu, jeg er så vred, og ude for er sirenerne høje og mangfoldige, et andet sted hujer folk, et tredje sted sidder jeg her, formålsløs, og er bare rasende over at have en omsorgsfuld eks og omsorgsfulde forældre og en række forliste venskaber fordi det eneste jeg rent faktisk insisterer på, er ikke at være til stede.

2 kommentarer:

  1. Phew, du skriver godt, w. Det er ret vildt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Wow tusinde tak! Det gør mig så glad! :)

      Slet