torsdag den 10. august 2017

semblant

Halvvejs gennem backgammonspillet, hvor jeg desuden er ved at tabe, slår det mig, hvor underligt det er, at jeg sidder her. Tinderdatens øjne er gemt væk bag et par solbriller, og jeg bander og svovler over mit kommende nederlag. Jeg ligger på maven på tæppet efterfølgende, og fortæller løst og fast om specialeproces og lejlighed (eksotiske smalltalk-emner). Det var underligt ikke at se hans øjne. Jeg blev ved med at tage mine solbriller af og på; en lille smule diffust, så han kunne se, hvordan jeg så ud i ansigtet.

Da der er gået to timer, skal han videre til træning. Vi følges gennem parken og krammer farvel. Lad os snakkes ved, siger jeg halvhjertet i lyskrydset. Ja, lad os, siger han, om muligt endnu mere fraværende. Jeg køber søm i Silvan, tager en lur på sofaen og vasker tøj. Hænger et billede op. Aflyser aftenens øl-aftale. Jeg er træt og mut.

Det havde været en impulsiv, rastløs handling fra min liderlige onsdag, hvor jeg gik rundt herhjemme i en stram kjole, og følte mig meget sanselig og erotisk (lol, skal virkelig til at komme mere ud). Ikke at det betød, at forventningerne til daten var af erotisk karakter. Tværtimod kunne jeg nærmest ikke være mere apatisk.

Det er så bizart, at man kan shoppe mænd på den her måde. Skabe spænding og potentielt drama med minimal indsats. Mens jeg lå der, forsøgte jeg at forestille mig, hvordan det ville være at kysse ham. I min fantasiverden ville vi ligge der i den lille hemmelige krog i parken og snave inderligt, så jeg kunne komme tæt på hans krop, og stjæle hans intimitet og hjertebanken. I stedet spillede vi bare backgammon.

Dagene er generelt imaginære, og min identitet hænger som en laset plastikpose i en busk og blafrer kedsommeligt i vinden. Ingen advarselslamper dog. Bare ren og skær identitetstab og tomhed, the usual stuff. Største følelsesudsving var finalen på The Bachelorette (pas på, spoilerklip) tidligere på ugen. Skreg.

Jeg er ikke engang panisk eller rædselsslagen overfor fremtiden. Jeg sover bare en masse, slimer rundt i store savlklatter, og nu disse underlige oversprings-dates. Som om, at når jeg virkelig oplever afsavn, efter Skægmonstret eller H., begge store ansigter der vibrerer bag min hornhinde lidt for ofte i løbet af en dag, så prøver jeg desperat at erstatte det med noget andet. Det er vel meget naturligt, tænker jeg? Alkohol og dates og søvn. Ses liv.

En højstemt sang til mit forræderiske subjekt:

"Semblant": For Lacan a semblant is an object of enjoyment that is both seductive and deceptive. The subject both believes and doesn't believe in semblants but in any case opts for them over the real thing because paradoxically they are a source of satisfaction, better than the real thing that one avoids any encounter with at all cost. Or more accurately, because the semblant fills a lack, we should say that the semblant comes to the place where something should be but isn't, and where its lack produces affects focusing on anxiety.  Kilde: http://www.lacan.com/griggblog.html
(ooog tak til min psykolog for at lære mig op i Lacan... så kan jeg altid være pinlig bevidst om mit tabte subjekt, yay)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar