søndag den 30. juli 2017

et fornuftigt liv

Med menstruationen fra helvede blev jeg fragtet tilbage til forstæderne, hvor mine forældre ferieængstelige (de starter på arbejde i morgen) og søvnige (min mor havde givet dem te med koffein i lørdag aften, hvilket min far brokkede sig over i bilen hele vejen derhjem) gjorde mig selskab i stuen.

Udover et par timers venindebesøg i går eftermiddags, havde jeg ikke snakket med nogen siden torsdag aften, så følte mig meget sart og som en grådkvalt, nyfødt baby. Jeg havde brug for at blive pyldret om og for, at de skulle forstå, hvor svært og mærkeligt det hele er for tiden. Mine forældre er gode, søde, solide mennesker, men at kalde dem for gode lyttere ville være synd.

Min nat havde i forvejen været et virvar af pludselig opstået energi, idet jeg var begyndt at lure rundt på diverse jobportaler alt for sent om aftenen, mens mine spansktalende underboer havde latin-mix-fest, der bankede i gulvet med eksotiske rytmer.

Det stod endelig klart for mig, hvordan jeg skulle tackle arbejdslivet, og hvordan jeg kunne blive glad i det her nye liv og forhåbentligt samtidig opnå mine drømme. Adrenalinen over selv at have fundet svar, overtog min syge krop og forvandlede den til en eksplosiv drømmemaskine med livlige ambitioner og forventninger til egen formåen.

Fordi jeg er sådan en lille artig pige som er bange for at fucke op og træde ude for systemet, var det vigtigt for mig at delagtiggøre mine forældre i mine nye "vovede" planer. At jeg ikke skal på dagpenge, men i stedet klare mig med flere småjobs og samtidig frivillige jobs inde for det felt, jeg drømmer om at arbejde i senere hen. Jeg argumenterede så hårdt for min sag, at jeg til sidst endte med at skjule mine tårer og opkogte ansigt bag et glas vand.

"Jeg vil hellere leve lidt fattigt, end at være fanget i et fuldtidsjob der gør mig ulykkelig," sagde jeg.
"Men en god økonomi gør jo en glad," sagde min far.
"Jamen, hvis jeg ender med at arbejde med sociale medier til 32.000 om måneden og hader det så meget, at jeg melder mig syg hele tiden og bliver dybt ulykkelig, så er det jo ikke holdbart," svarede jeg igen og forsøgte at dække over min gråddirrende stemme med et højt toneleje.
"Men penge giver jo en overskud til andre ting i hverdagen - og glæde."
"Og du skal også huske at tænke på, selvom du er ung, skal du altså begynde at tænke på din pensionsopsparing," sagde min mor som det eneste i den lange samtale.
"MEN JEG SKAL BARE IKKE PÅ DAGPENGE OG JEG ER IKKE KLAR TIL DET STORE KARRIEREJOB ENDNU, jeg bliver så ulykkelig af at tænke på det. Det vigtigste er, at jeg skal have det godt."

De forsøger stadig at forstå, hvad det er jeg helt præcist kan med min abstrakte, humanistiske kandidatuddannelse (cand.alt!), og fordi de begge har været (fanget) i deres ikke-akademiske erhverv siden de var hhv. 16 og 17, har de ingen forståelse for, at jeg rent faktisk ikke ønsker at få dette forkromede, hellige fuldtidsjob (med fornuftig pensionsopsparing og frynsegoder). Ikke endnu, i hvert fald.

På den anden side står også den manglende forståelse overfor hvem jeg er, hvilket er næsten det der piner mig mest. Jeg ved, at de har tårnhøje forventninger til mig, fordi jeg er lynende intelligent (som min mor siger), udadvendt, charmerende og ambitiøs. I deres øjne skal jeg bare ud og sparke døre ind. De har ingen tvivl om, at jeg kan dette.

Det store problem er bare, at de ikke har fattet, at jeg de sidste 5 år har gået i psykoterapi, for at lære at være mig selv - som netop ikke er denne karrierekvinde, men derimod en følsom person med et kreativt sind. Hver gang jeg er startet på et godt job et godt sted, er jeg bukket under af angst og forventningspres, og ofte keder disse jobs mig også gevaldigt. Jeg kvæles i 9-17 jobbet, jeg kvæles i de mondæne frokostpauser, jeg kvæles i computerstolen foran det grå skrivebord.

Alle andre har så travlt med at skulle ud på dagpenge, og så skal man bare finde det her stinkerfede fuldtidsjob, hvor man kan kræve 35 klik om måneden og få lov til at gå i en stram blazer og sko med hæl og sidde med til møder. Nå ja, og så skal man også lige have en familie oven i hatten og den dér pissenice lejlighed eller hus i fucking Brønshøj.

Jeg glemmer ofte, at man godt kan leve livet anderledes. Jeg er så bundet og påvirket af, hvad alle andre gør, at jeg glemmer, hvad det var, som skulle gøre mig lykkelig. Bevares, jeg udelukker ikke, at et fuldtidsjob kan gøre mig glad. Men jeg føler, at jeg skal arbejde mig langsomt henimod det, mere end jeg skal plumpe direkte ned i det efter 28 år som studerende. Jeg har drømme der skal udforskes, kreative projekter der skal forløses og et liv der skal forstås og leves først. Pensionsordningen skal nok komme. Hell, måske bliver jeg endda så glad for at arbejde, at jeg arbejder til den dag, jeg dør.

Måske er ens forældre heller ikke de rigtige mennesker, at snakke med de her ting om. Jeg prøver altid at fortælle dem disse store planer og drømme jeg har for mit liv, men det falder altid til jorden med et kæmpe cratsxjjjjjjjjj, fordi... de er mine forældre. Og jeg er desuden pisse priviligeret. Buhu, jeg gider ikke tjene 35.000 om måneden for SoMe-arbejde, buuuh. Så slap dog af. Men det er sgu vigtigt, er det ikke? At gøre op med sig selv, hvem man er og hvad det var man ville?

Og måske du, kære og vise læser, sidder og griner af mig lige nu og tænker, bare vent til du er derude, så forstår jeg det godt, jeg er enig. Men nu skal jeg lige prøve det her først. Så kan jeg vende tilbage til fornuften senere. Der må da være en udvej i dette NEOLIBERALISTISKE VANVID, oh no she diiidn't... (hej kua)...

jeg bliver nødt til at tro på det.

#givmigtomåneder

Ps. Jeg har (gen)set fire sæsoner af Parks And Recreation de sidste tre dage, hvilket har givet mig en masse gejst overfor fremtidens arbejdsliv, imponerende nok. Jeg vil bare gerne arbejde et sted, hvor der er søde mennesker, hvor man holder af hinanden og værdsættes for den man er, og hvis man er heldig, også ender med at brænde for det man laver. Bum.

Pps. Når jeg læser indlægget igen bliver jeg helt flov over, at jeg lyder så pisseirriterende. Jeg er bare så ængstelig omkring det hele. Er bange for, at tabe mig selv. Og det slår mig samtidig, at det ikke er mine forældre der skal overtales, men derimod mig selv. Yaiks.

6 kommentarer:

  1. Hvor er det lækkert, at der er en anden 28 årig nordvest-beboer, der har det PRÆCIS som mig. Tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh!!! Det er jeg så glad for at høre! Måske vi burde lave en lokal støttegruppe?

      Slet
    2. Ja, jeg er helt sikker på, at vi ville få masser af medlemmer!

      Slet
  2. Åh. Det, du skriver her, har det så taget mig 5 år, 4 fancy projektstillinger og 1,5 stressnedture at erkende. Jeg skal så IKKE have et fancy akademiker-konsulent-job. Fy for helvede. Ikke at jeg ved, hvordan man SÅ skal finde ud af at få et arbejdsliv op at køre. Men jeg ved i hvert fald at jeg bliver syg og angst af det ideal andre stræber efter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvad har du gjort i stedet så? :) Jeg vil gerne springe de næste fem år over nemlig haha. Tak fordi du deler din erfaring - det går mig til at føle mig mindre alene med min karriere-neurose. Hvorfor er det så svært for os? Og hvorfor havde man ikke set det komme med akademiker-uddannelsen? Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg havde forventet, der skulle ske her efterfølgende...

      Slet
  3. Jamen, jeg er bare strandet på dagpenge pt. Jeg gad godt kunne arbejde freelance, men det er jo ikke let heller. Så ehm. Jeg har ikke fundet svaret endnu. Men who knows - måske trives du bedre i arbejdsrollen end du tror. Sådan er det jo nogle gange.. man bliver overrasket over hvad men egentlig trives med.

    SvarSlet