Jeg er overrasket over mig selv. Jeg tror, at jeg lige ville mærke, hvordan det føltes at skære den del væk fra mit liv. I starten er jeg ængstelig omkring det; føler at jeg brutalt har fået fjernet en essentiel del af mig, men her en uge efter, har jeg næsten glemt min online tilstedeværelse.
Hos psykologen har jeg reciteret bloggens seneste par indlæg, nærmest ord for ord. Hun har ikke nogle analyser til mig, for jeg har selv draget alle konklusionerne. Jeg får fornemmelsen af, at hun keder sig ved mine ligegyldige historier, og jeg bliver pludselig sært selvbevidst omkring, hvad fanden mine historier egentlig rager andre. I frygten for at miste mit ene åndehul, lukker jeg så det andet, hvilket umiddelbart ikke giver nogen mening.
Jeg fantaserer om, at jeg vil tage alene op i mine forældres sommerhus hele juli måned; en kåd fantasi om isolation:
Nu må jeg tage ansvar og leve det her liv alene.
Onsdag siger jeg til min kropsterapeut-ven, at jeg er træt af, at mine skuldre hele tiden sidder oppe under ørene. Han rykker rundt på mine nervebaner, trykker forskellige steder på min ryg og roterer mine led. Efterfølgende er det som om, at noget ændrer sig i min krop.. Den føles... ny. Anderledes. Det er en helt sindssyg følelse.
Torsdag er jeg ved at ramle fuldstændig sammen. Min menstruation har varet 9 dage, min nye krop føles sært luftig, jeg er svimmel og utilpas. Jeg forestiller mig, at jeg skal indlægges med hjerteproblemer; jeg forsøger hele tiden at mærke efter min puls, men kan ikke finde den, og jeg er sikker på, at jeg har blodmangel efter al den menstruering.
Jeg kan ikke fortælle nogen om det, det er klaustrofobisk, nu må jeg jo tage ansvar og leve det her liv alene, husker du nok, og booker derfor en akut tid hos min psykolog, fordi jeg vitterligt ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har det som om, at min sjæl er eksploderet.
Før jeg går derop kigger jeg mig selv i spejlet på en cafe i nærheden, jeg forsøger at genkende mig selv, men jeg tør næsten ikke se mig selv i øjnene. Da jeg endelig gør det, kan jeg slet ikke forstå det menneske der kigger tilbage på mig; som om jeg aldrig har set på mig selv før. Tårer fylder øjnene der kigger tilbage i spejlet på mig, og jeg står alt for tæt på, til at kunne at fokusere ordentligt, hvilket blot - og lidt komisk - hyler mig ud af den. Jeg kan ikke se mig selv, hvem er jeg overhovedet, hvorfor græder jeg, det hele ramler nu. (Stil dig nu lidt længere væk fra spejlet, din idiot).
“Jeg tror, at dine forsvarsværker er ved at bryde sammen,” siger psykologen. “Alle ender er ved at mødes nu”. Jeg græder helt ekstremt meget, men ved at hun har ret... For der findes mange versioner af mig, alle med samme udgangspunkt selvfølgelig (jeg er ikke skiz.
Ida som Weemoed.
Ida hos sin psykolog.
Ida der er alene.
Ida i sociale sammenhænge.
Ida på arbejde.
Ida med mænd.
You name it.
Men væggene mellem versionerne er begyndt at kollapse. Der er ingen udvej længere. Min krop spjætter desperat i kampen for at opretholde fordelene ved de forskellige versioner; stikkontakten jeg i 25 år har skruet sammen; en tænd-og-sluk-funktion der har sikret min overlevelse.
Da jeg går derfra, er jeg renset.
***
Fredag sidder jeg i parken foran Bispebjerg Hospital og prøver at skrive en passende farvel-tekst til bloggen. Jeg ved, at man ikke bare kan lukke ned uden et farvel, - især ikke når det kommer impulsivt i kølvandet på mange, lange indlæg hvis indhold primært centrerer sig om døden og store følelsesudsving. Beklager hvis det har vakt bekymring.
Jeg har diskuteret med mig selv, hvad jeg mon skulle gøre. Hvad skulle resultatet af min beslutning være? Jeg kan stadig ikke finde ud af det. Jeg planlagde, at jeg ville linke til min instagram, "springe ud" som mig selv, og lukke mit bloggerliv ned en gang for alle. Hvad synes du? (Jeg er åbenbart ikke så selvstændig). Jeg har brug for at tænke mere over det, tror jeg. Men for nu ville jeg bare lige give livstegn.
Jeg ved ikke helt, hvad der skal ske nu. Men det er også OK.
