torsdag den 14. december 2017

juledesillusion, kapitel 14

Hej, siger Sus,
Hej, siger Niller,
og lokalet begynder at dreje rundt om dem, mens de forelsker sig
jeg ved godt, at det er en film,
jeg lader forelskelsen være forelskelsen,
jeg ved præcis hvordan det føles, det hej dér.
men nu er det afdæmpet, ikke flere analyser og neuroser,
kun romantiske film, tågede minder,
uendelige mængder brunkager,
(jeg føler bare, at vores hængsler ville passe virkelig godt sammen,
suk)

jeg har lidt feber i dag,
træt, i hvert fald,
opkogt, det eneste jeg har formået er at være på møntvaskeri,
roligt, rent
og måske har min nye ven (mig og Løven er venner nu, don't ask, jeg er en fucktard) (luk aldrig døren) givet mig lus igen, det klør,
måske har jeg også klamydia, det klør,

på vej hjem fra psykolog bliver jeg pludselig enormt sulten,
endelig,
og jeg tager på Medina, hvor jeg aldrig har været før,
velkommen til medina, 
jeg er måske kun en pita for dig, 
men nu er pitamenuen kun for mig,
kun for mig,
(og jeg håber, du er ensom),
og hvor der aldrig er nogen mennesker,
jeg bestiller en kæmpe pita-menu, kødkødkød,
det mest sørgelige klavermusik spiller, mens han putter maden ned i en gylden pose,
jeg smiler over stedets skjulte ekstravaganza, og over
at jeg har fred
i dag, i hvert fald.

onsdag den 13. december 2017

juledesillusion, kapitel 13

Da jeg kommer ud fra den lille sal i biografen, er solen gået ned og det er begyndt at regne og blæse voldsomt. Jeg sætter mig på en stol under en parasol og ryger en cigaret, mens jeg betragter skilte der vælter omkuld og folk der kæmper med deres paraplyer. Det er svært for mig at vende tilbage til virkeligheden efter filmen, og det er som om, at jeg ser verden gennem et filmkamera. Der er noget ildevarslende over det brutale uvejr, og da parasolen jeg sidder under begynder at give efter, hopper hele mit nervesystem op i halsen på mig.

Vi var kun fire mennesker i biografen (fordelen ved at være en dagdriver), og ved nærmere eftertanke, var det måske ikke den smarteste film at se for et hypersensitivt menneske. Nuvel, jeg vælger det jo selv til, åbenbart. I 'Thelma' kæmper en ung pige med angst og traumer der kommer til udtryk gennem epileptiske, overnaturlige anfald; en fornem balancering mellem kvælende hysteri, undertrykt begær og overrumplende forelskelse.

Mine sanser er skærpede (tyndslidte nerver), og da Thelma på et tidspunkt er fanget under vandet i en svømmehal, kan jeg mærke klaustrofobien så tydeligt, at jeg er lige ved kollapse. Imens filmen tordner frem med stroboskoplys, dramatiske strygere og en ond natur i oprør, kører mine tanker i tre miliarder spor, og jeg forsøger, at placere dem i en overordnet kategori der hedder: "Fuck, jeg er så random." Ikke så dybt, nej, men det er sandt. Jeg er så random.

Jeg vil gerne komme med en længere analyse, men der er efterhånden noget pinagtigt over min neurotiske adfærd, og fordi denne julekalender på dagligt plan blotlægger disse følelser og tanker, så står det hele så tydeligt, at jeg efterhånden er lige ved at kaste op over mig selv. Jeg er fuldstændig sindssygt træt af, at være så følsom her. Mine følelser lammer og forstyrrer alting i mit liv. Hvordan skal jeg nogensinde få noget konstruktivt ud af det?

På cafeen tidligere på dagen har jeg siddet og skrevet om mig selv i en time i min håndskrevne dagbog (oh yes) og græder lidt over mine egne analyser og åbenbaringer, og så derinde i biografmørket er jeg også fra snøvsen, overfølsom, voldsomt-sansende og grådlabil på alle de forkerte tidspunkter, fordi jeg er så ængstelig, at jeg pådutter filmen min egen storyline og eksistentielle krise; som var jeg på sin vis selv Thelma, åh. DET ER BARE EN FILM, din idiot. (forresten vanvittigt god, se den!)

Og verden føles så stor og mørk og ildevarslende, når jeg beslutter for at gå hele vejen hjem fra indre by i regnvejret, og i starten vil jeg ikke sætte musik på, fordi mine tanker larmer så meget, men det er så uhyggeligt kun at høre mine hårde træsåler klinke mod fortovet og mit forpustede åndedræt, og jeg ville ønske, at jeg kunne græde noget mere, men i stedet for binder jeg alting op i en poetisk, fiktiv forestilling, og jeg overvejer, om Løven også bare var en del af min vanvittige indbildningskraft, og at jeg ved at blive bollet i røven rent faktisk vågnede op, sådan, en emotionel knytnæve lige i fjæset, som fik alle forestillingerne til at briste. Lidt ligesom blotteren i parken, der pludselig bliver bevidst om sin adfærd, mens hans står med dilleren frit svævende foran en kvindelig løber, "oh shit, hvad har jeg gang i," tænker han.

Det værste ved, at det med Løven er overstået, er at jeg skal vende tilbage til mig selv. Det er ulideligt. Det var meget lettere at være indbildsk forelsket i en forestilling om kærlighed, end at skulle kunne forestille sig, hvordan det her liv skal udforme sig og hvor jeg skal hen. Goddammit. Men i det mindste vågner jeg. Det er godt. Det er det altså. Næste gang jeg skal i biffen, skal jeg måske bare vælge en komedie.

Det her er den mest afspillede sang på min Spotify i 2017. Shit. Such vemod!

tirsdag den 12. december 2017

juledesillusion, kapitel 12

Det her bliver skrevet på vej ind i 12. december, kapitel 12, men jeg bliver nødt til at formulere mig, for ellers kan jeg ikke sove. Jeg forsøgte at blive træt og sortere tankerne i vindueskarmen kæderygning, men min krop bliver ved med at ryste let og mine tanker fylder lokalet som røgen fra de slukkede stearinlys.

***

Han ankommer i lejligheden med en utrolig grim (men praktisk) regnhat på. Mens vandet koger i kedlen holder han respektfuld afstand til mig, og jeg forsøger at bevare øjenkontakten, som om at mine øjne ville kunne sige det hele for mig. Hele dagen op til har mit hjerte været ved at eksplodere i brystet på mig, men jo tættere hans ankomst kom, desto mere afslappet blev jeg. Som om at det var et nødvendigt onde for min stress at se ham.

Vi sidder i hver ende af sofaen. Efter vores hænder flygtigt har kæmpet om tebrevets mærkat med korte, bedrøvelige kærtegn, spørger han, om vi ikke skal snakke om følelser. Han har ingen ord, så jeg begynder. Jeg er fattet og får sagt alle de ting der har boblet i mit hoved som syre de sidste to uger. Han fortæller mig efterfølgende, at han altid dater sådan her: Bliver vild med en person, indtil han kort efter mister interessen. Jeg siger grinende, at han har intimitetsproblemer.

- Må jeg lægge mig her? Han fjerner de store sofapuder og kravler ind i min favn.
- Jeg kan altså ikke være venner med dig, siger jeg til ham, efter han har foreslået det.
- Jeg kan være din manager, siger han nede fra brystet.
- Nej.

I de lange tavsheder stirrer jeg køligt ud i luften, mens musikken fra anlægget flyder ud i rummet. Jeg tror ham, men tror ham ikke. Misvisende, at han ikke bare går hjem.
- Måske jeg bare skal gå nu, er det ok jeg går nu? Han stryger mit hår væk fra ansigtet, holder fast om nakken på mig. For hvert strøg rykker jeg tættere på ham. Han kysser mig på panden, på næsen, kører fingrene rundt på mine læber. Jeg kysser ham, eller måske er det ham der kysser mig.

Hans kys bliver hurtigt voldsomt begærlige, og han stikker hånden ned i mine strømpebukser. En del af mig har lyst til at være stærk, og sige, at det ikke går. Men jeg er allerede forsvundet.Han forvandler sig på splitsekunder fra et menneske til en løve.
- Vi skal ind på sengen, før jeg går, siger han med sin hårde stemme.

Sexen er som en slåskamp. Mens jeg sidder ovenpå ham, tager jeg kvælertag på ham og giver ham små lussinger i ansigtet, han holder stramt om mit hår, trækker mit hoved ned mod ham, stikker fingrene ind i mit kraveben. Vores lange hår er filtret ind i hinanden, og jeg prøver hele tiden at skubbe det væk, så han bliver nødt til at kigge på mig.

Han kan ikke komme, så han går hårdere og hårdere til den. Brøler som et dyr. Til sidst tager han mig i røven og kommer, hvilket er en første gang for mig. Det gør ondt. Hele min krop ryster, jeg ved ikke om det er af orgasmer eller af denne aftens voldsomme udfald. Jeg vender mig om mod ham og aer ham på kinden. Han rejser sig op med det samme og går ud på toilettet for at vaske sig, mens jeg bliver liggende nøgen på maven.

Han kommer tilbage ind i rummet, og uden at kigge på mig, tager nøjsomt sit tøj på, folder den ene sok ud, så den anden, på med skiunderbukserne. Jeg betragter tavst hans langsomme bevægelser. Han tager sin jakke og sko på, kommer tilbage ind til den nøgne krop og kysser den koldt på munden. "Farvel" er hans eneste ord. Han ifører sig sin grimme (men praktiske) regnhat og går uden at fortrække en mine. Det hårde ansigt igen. Døren smækker.

Jeg bliver liggende et stykke tid efterfølgende i samme blottede position, indtil jeg formår at samle mig selv op og gå ud under bruseren. Jeg fletter det våde hår i en stringent fletning, ifører mig joggingtøj og sætter mig i vindueskarmen med cigaretterne. Under gadelamperne vælter sneen ned, og kulden siver gennem det åbne vindue. Mine hænder ryster, og jeg har det som om, at der lige er blevet taget et stykke ud af min krop.

Kort tid efter tikker en besked ind fra ham: "Jeg betragter aftenens samvær som et smukt og dejligt farvel."
Øh.
Så det slutter nu, åbenbart.
Men hvorfor skulle jeg nå helt hertil, for at indse det?

***

Før jeg falder i søvn i går, panikker jeg over min egen absurditet: Jeg tror stadig ikke på, at det er slut. Men det skal nok komme. Min krop har små blå mærker gemt under tøjet. Natten har været præget af ydmygende drømme i hans selskab, hvor han knalder mig foran andre. Andre kvinder i hans harem beretter om, at han heller ikke formåede at lukke døren med dem, så derfor blev de bare hængende. Men jeg giver slip nu.

"Hvorfor er du så bange for at lukke andre ind?" Skriver jeg desperat. Det har ikke noget med ham at gøre. Min psykolog fortæller mig om kærlighed, forestillinger og kompleksiteten i relationerne. Jeg græder hjælpeløst i kurvestolen overfor hende, fordi jeg mest af alt ved, at det er mig selv, der har gjort det så brutalt. Dét er det mest ydmygende, trods alt. Vi aftaler, at jeg kommer igen allerede torsdag.

Den her December er ét langt shitshow. Verdens mest patetiske julekalender.

søndag den 10. december 2017

juledesillusion, kapitel 10

Jeg har ondt i mit hjerte, og jeg er hele tiden bange for, at det vil holde op med at slå.

I et mix af gintonicsvodkaredbullølvinchampagne smadrer jeg ind i dansegulvet med 100 km/t, og i den vidunderlige frigjorte fuldskab indser jeg, at jeg er omringet af utrolig mange mænd, og jeg er så grådig, fuck, og en portugiser snaver mig i gulvet i rygerrummet, løfter mig op, kaster mig rundt, jeg spilder vodkaredbull på alle omkring mig, hviner i vilden sky, han siger, jeg er den smukkeste kvinde i lokalet, jeg siger, han lyver, jeg får en oppustelig guitar og jammer på den, i'm slappin da bass, råber jeg, og alle mændene - de elsker det, jeg er et hit,

og på dansegulvet hiver de allesammen i mig, måske er det dem der er grådige, jeg føler mig magtesløs, og jeg har redbull udover det hele, mit hår stinker sødligt, og en ældre fyr, som jeg i min beruselse synes ligner lidt Adam Holm (det gør han overhovedet ikke), skaldet dog, han snaver mig også i gulvet, og jeg danser tæt op af ham, lukkede øjne, redbullhår udover det hele,

og mine venner siger, at nu skal vi hjem, og i en selfie taber jeg min telefon på betongulvet, så skærmen flækker i tusinde stykker, det er aldrig sket for mig før, og mit store halstørklæde suges ind i dansegulvets sorte hul, og nu er jeg kold om halsen mens jeg cykler (fucking idiot), og ved åboulevarden ser jeg en fyr der danser over fodgængerovergangen, og jeg stopper ham selvfølgelig for at spørge hvorfor han danser, og det viser sig, at jeg kender ham, en fjern bekendt fra en anden tid, og vi følges hjemad, jeg fortæller alt om mig selv, han giver mig cigaretter imens, vi går ind på bodegaen, flere gamle bekendte, så random, jeg fortæller forsat alt om mig selv til alle, cringe,

og pludselig er klokken fem, jeg går hjem, ryger insisterende en cigaret på altanen, jeg er så stiv, jeg er så glad, jeg er så ulykkelig, jeg er så fucked, jeg griner af mig selv, hvad fanden laver jeg, men hold nu op, sikke en aften; disse forestillinger om kunstudstillinger, deep house, tyrkiske klædudfester, kødbyens beton, jeg er alle disse steder, i alle disse forestillinger, jeg er fri og jeg er vild, jeg elsker når det eskalerer på den her måde, selvom mit hjerte har det fucked.

Måske Løven kommer snart. Jeg er helt tømmermændsuduelig og ved slet ikke, hvordan jeg skal få sagt noget af det, jeg gerne ville. Lige nu synes jeg mest af alt, han er en nar. Men jeg længes samtidig efter at se ham. Hold kæft, sådan nogle forelskelser her er altså den værste pest. Fuck ham. Fuck mig.

lørdag den 9. december 2017

juledesillusion, kapitel 9

Is drunk.
Nu. Techno.
Tak gin.
Lad vær med at sende fuldebeskeder.
Imorgen skal du fortælle alt hvad du føler. Fuck the World.

fredag den 8. december 2017

juledesillusion, kapitel 8

Jeg negligerer min krop, jeg er meget bevidst om dette, men jeg gider ikke spise når jeg er sulten, ikke fordi jeg ønsker at tabe mig, jeg er fint tilfreds med min krop, jeg har bare ikke lyst til at tage stilling til noget, og som konsekvens er jeg konstant sulten, og i dag er en kulmination af denne sult, så det er først da jeg kværner en kæmpe burgermenu her til aften, at jeg forstår, at jeg ikke er superangst, har underlivsbetændelse, diabetes, kræft i tarmene og at jeg egentlig nok har det fint nok, til trods for at dagen er blevet brugt i en nærmest feberhvilelse, hvor jeg endda tager ipren, fordi maven bliver ved med at gøre ondt, og jeg er oprigtigt urolig uden at fatte, at det bare handler om, at jeg skal spise ordentligt, åh, hvorfor er jeg så ond mod mig selv,

men jeg kan alligevel komme afsted til samtalen om jobbet, og da jeg går derfra er min krop tung som frederiksberg rådhus, en blanding af kronisk sult og rædsel over om jeg er i stand til noget som helst, jeg bliver så bange for de løfter mit smilende, imødekommende ansigt indgår, det er svært at holde balancen som jeg står der i biksen, og tror jeg bare, at jeg kan tage sådan et job, havde jeg ikke angst, turde jeg godt sige noget, kan jeg lære fra mig, kan jeg strukturere et forløb, har jeg overhovedet et netværk, hvad bilder jeg mig ind, hvad tror jeg om mig selv,

og alligevel formår jeg at sende et overskudsbilled af mig selv med solbriller, et perfekt menneske på vej til perfekt jobsamtale, skriver jeg i beskeden til Løven, og jeg fatter ingenting, hvorfor fatter jeg ikke, at han ikke gider mig, seriøst, hvad laver jeg, og forhåbentlig kan jeg finde ud af dette arbejde, jeg vil så gerne, men hvis jeg ikke engang kan finde ud af at spise, hvordan søren skal jeg så kunne finde ud af noget som helst?



*** Det er ikke fordi, at jeg ikke spiser noget overhovedet. Jeg spiser bare ikke nok.