tirsdag den 17. oktober 2017

flagermus

Jeg sidder og drikker øl og ryger smøger indenfor, mens jeg swiper utålmodigt på Tinder, svarer 8 mænd med irriterende formulerede comebacks på åndssvage kommentarer på mine billeder, og jeg ville ønske, jeg var træt, jeg ville virkelig ønske, jeg var træt, og jeg ville ønske, at jeg ikke var forvist fra min altan. Da jeg for et par år tilbage boede i Indre By centrerede mange af mine gåture sig om Søerne, og jeg kan huske disse skæbnesvangre aftener i efteråret, hvor jeg ikke havde fattet at flagermus bor i træerne, at jeg mega angst nærmest løb hjem, fordi jeg kunne høre deres små pibelyde og se dem flakse rundt alt for tæt om mit hoved. Pibelyden fra flagermusene hører nu efteråret til, og jeg bliver bange hver gang, jeg hører lyden. Som nu ude på altanen.

Avantgardejazzen reddede mig ikke i dag; i stedet syder og bobler min hjerne med en vanvittig melankoli som jeg ikke kan slippe. Råddenskab, siger jeg til mig selv. Mens vi venter på dumplings kommer jeg til at sige alt for højt: "Hvor svært kan det være at finde nogen der gerne vil bolle mig i røven?". Vi griner. Mænd glider ind og ud (bogstaveligt og symbolsk), og jeg forstår ikke, om der er et eller andet grundlæggende galt med den måde, som jeg har sex på, ser ud på eller agerer på. Det irriterer mig grænseløst, at hver gang jeg lugter den mindste snert af afvisning, så pådutter jeg mig selv et kropsligt forfald og en generel mangelfuldhed i min person. Jeg vil ikke engang have en kæreste - jeg vil bare have en fast partner at kneppe med, hvorfor fanden skal det være så svært?

Min tidsfornemmelse er hullet ad helveds til, og mens tiden forsvinder går den samtidig ekstremt langsom, dage er som år, og min lunte er ufattelig kort, når det kommer til følelsen af generel afvisning fra arbejdsmarkedet og mænd og livet og ogogogoog. Så selvom jeg den sidste uge har startet hver morgen ved at tude i afmagt, sad jeg så sent som i dag og undrede mig over, hvad der alligevel får mig til at stå op - hvorfor står jeg op? Hvis det hele alligevel er lort? who am i... 
Og jeg skriver i lynets hast en jobansøgning spækket med fejl; jobtitlen og firmaets navn, mens jeg krakilsk insisterer KALD MIG TIL SAMTALE OG SE MINE TRÆSKO, mens jeg ængsteligt prøver stadig at være et fuldkomment menneske, og jeg sidder dér til avantgardejazzen og kan kun tænke på de mænd der afviser mig, og jeg hader mig selv for at have sat mig i den position, og jeg glider længere og længere ned i sofaen, hviler mit hoved i hænderne, forsøger at føle, forsvinde ind i musikken, og jeg går hele vejen hjem fra Vesterbro til Nordvest og prøver at tage et billede til Hvid, bare for at vise ham, at jeg altså er ude og på farten, og gid han ville se billedet og sige, "kom herhjem, så tager jeg dig i røven," men han ser ikke engang beskeden, og hvor er det også bare ligegyldigt, og hvad gør jeg med melankolien, hvad gør jeg med mig selv i dette liv, hvad gør jeg med de usynlige flagermus: med alt det som skræmmer mig ufatteligt meget. (Jeg hader allerede det her indlæg rigtig meget).

lørdag den 14. oktober 2017

små arme

Han smilede overrasket, da han trådte ind i lokalet, hvor jeg sad i en sofa med tre mænd og koncentreret råbte af et mislykket nintendospil, og selvom mit fokus var på spillet, kunne jeg ud af øjenkrogen mærke hans blik ætse ind i mig.

Jeg hader generelt ikke folk, men jeg hader ham. Et had der ikke fylder noget, men en stille foragt bagerst i mit sind. For et par år tilbage slettede jeg ham på Facebook som ven, fordi det en morgen gik op for mig, at jeg hadede ham og ikke gad se på hans navn dukke op i mit feed længere. Meget abrupt handling. Utroligt hvordan følelser kan gemme sig væk i flere år og pludselig en dag vende tilbage i et klarsyn. Skrid din idiot, sagde mit sind, mens jeg krampagtigt holdt om controlleren og grinede overstadigt. Lad vær' med at glo på mig.

Da spillet sluttede, rejste jeg mig op, krammede ham kort og sagde, at jeg altså virkelig skulle tisse. Han opsøgte mig i toiletkøen kort efter. Jeg tårnede i mine høje sko over ham som en svævende gudinde. Det var sært at stå så tæt på ham igen. Hans stemmeføring var bizar, og han sagde, at jeg måtte love ham, at før aftenen sluttede skulle vi snakke, det er jo hundrede år siden. Det virkede til, at han var meget fuld. Jeg har aldrig hørt ham snakke på sådan en underlig måde før. Jeg smilede bravt, smukt endda. Ovenpå. Jaja, det lover jeg. Not.

Jeg hader ham, spyttede jeg syrligt ud og bundede den halvlunkne classic. Dansevennen kiggede omsorgsfuldt på mig. Hader? Hader. Engang havde han kun en dyne, da jeg dødsdrukken og hjerteknust ikke kunne tage hjem, og blev nødt til at sove hos ham. Jeg var i starten af min berliner-destruktion og lige blevet droppet. Vi var bedste venner i folkeskolen, og jeg følte mig tryg i hans selskab. Han kendte mig virkelig godt, men havde altid længtes efter at komme i bukserne på mig. En historie om en forelskelse, jeg ikke kunne gengælde.

Halvt bevidstløs af absinth lagde jeg mig til at sove i hans seng, begge under hans ene dyne. Han spoonede mig og begyndte at kysse mig. Trak mine trusser ned og gelejdede mig ind i stuen på lædersofaen, hvor han kynisk bollede mig med sin glatbarberede pik. Jeg fattede ikke så meget af situationen. Jeg lå bare med benene hvilende på hans skuldre, og betragtede hans kolde ansigt mens hans pumpede løs. Han kom hurtigt. Da vi efterfølgende gik ind i soveværelset igen, fandt han på mirakuløst vis en ekstra dyne frem fra under sengen. Et halvt år efter mødtes vi på en bodega, og snakkede om absinth-aftenen, at det måtte jo ske før eller siden. Jeg gav ham stiltiende ret.

Da jeg mange år efter læste Informations vidnesbyrdserie om #jegblevvoldtaget, gik det op for mig, hvor komplekse overgreb kan være. Jeg blev ikke voldtaget; jeg sagde jo ikke fra, jeg gik jo ikke hjem, jeg var der - jeg kyssede tilbage, spredte mine ben. Alligevel skabte nuancerne og den skam jeg har haft, en bevidsthed om det store svigt han udsatte mig for. Min sjæl har ikke været ødelagt efter oplevelsen; jeg har generelt ikke skænket det så mange tanker. Men det har været en del af min historie, og jeg vælger i stedet for at hade ham. Hade ham for, at han var sådan en frygtelig ven. Jeg slettede samme dag en anden facebook-ven med nogenlunde samme historie (denne gang joints i stedet for absinth), men det hører vist et andet indlæg til. Da jeg slettede dem begge, var jeg utrolig lettet. Jeg følte mig stærkere.

Tilbage til festen. Det lykkedes mig at undgå at snakke med ham. Jeg skylder ham ikke noget. Dansegulvet døde alt for tidligt. Jeg skrev til Kunstneren Hej hvad laver du (*lorte-emoji*). Han svarede ikke. Jeg har planlagt at skrive til ham i en hel uge. Flot med den lorte-emoji. Havde mest lyst til at skrive: Jeg tænker på dig hele tiden, og vil gerne se dig igen. Men nej. Bare en smilende lort.

Om natten drømmer jeg, at jeg er i Eksperimentariet med mine forældre. Der er en installation, hvor man kan kramme nogle små robotter i form af bævere og bjørneunger. Jeg krammer en af dem, og den holder mig utrolig hårdt fast med sine små arme. Jeg kan mærke omfavnelsen endnu. Den gør mig meget ensom. Jeg har brug for, at der kommer nogen og holder om mig i dag. I stedet går jeg en to timer lang tur i Bellahøj og græder lidt i amfiteatret, våd på numsen af mudrede efterårsblade, træt og melankolsk ind i knoglerne. Jeg ville ønske, der var nogen der elskede mig sådan... rigtigt.

fredag den 13. oktober 2017

#jobparat

... det går op for mig, at jeg i min afsindige kedsomhed bruger alt for meget tid på at producere indhold til weemoed i stedet for til mit eget liv... et sted sent i går aftes efter fem timers tegneserietegneri ender jeg formålsløst ved spisebordet, hvor jeg glor ud i luften og indser, at jeg ikke kan bruge det til en skid, og hvorfor har kedsomheden fået mig herhen, hvorfor insisterer jeg ikke på at leve i en offline praksis i stedet..

... min krop brænder af en feberagtig rastløshed, og selvom jeg går over 10.000 skridt hver dag (har fået et tracker-armbånd som måler den mindste bevægelse), smadrer rundt i alle afkroge af byen, så bliver jeg aldrig træt, jeg er fuldstændig utrættelig, og hvis jeg bare kunne gå nok til at mit hoved ville slukke, så kærlighedsflammer og jobafmagt ville udvandes på en måde, hvis jeg bare kunne gøre noget, være noget, lave noget.. jeg er det meste af tiden bare sindssygt rasende.. og selvom jeg dyrker yoga eller sexter og onanerer i timevis før jeg skal sove, SÅ KAN JEG IKKE SOVE MERE...

.. og når jeg om halvanden uge skal starte på et horribelt 4-ugers-jobsøgningskursus på en arbejdsplads, hvor jeg var i erhvervspraktik i som 15-årig, og hvor jeg ironisk nok lærte at skrive min første jobansøgning, så virker det næsten for full-circle-agtigt til, at jeg kan holde det ud, så jeg kimer diverse kulturinstitutioner ned i et desperat forsøg på at finde en virksomhedspraktik, jeg prøver at være bevidst om hvem jeg er, hvad jeg vil, men tankerne er lige så flygtige som mine kærlighedsaffærer..

.. og i selvsamme firma sad jeg i receptionen i mine start-20'erne, og jeg så de nedslidte dagpengemodtagere møde ind hver dag, grådlabile og trætte, og de brokkede sig til mig, og jeg sagde blåøjet, at jeg ikke kunne hjælpe dem - at en regel er en regel, et system er et system, fortalte jeg dem, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være på den anden side af desken, de stakler, kan jeg huske, at jeg tænkte, og da en neurotisk, ustabil akademiker begyndte at græde foran mig, skælde mig ud, tænkte jeg, at hun måtte da være psykisk syg, og at hun aldrig ville få et job...

.. så nu venter jeg.. jeg venter på mændene, jeg venter på virksomhedspraktikken, jeg venter på de forkromede svar i min tilværelse, jeg venter på mod til at producere ting til mit virkelige liv i stedet for til dette uhåndgribelige weemoed-univers, jeg venter på at livet sker... shiiiiiit.

Til gengæld er det fredag, og jeg skal ud og være fuld efter en næsten asketisk uge. Thank god.

Min første ansøgning nogensinde:


Der er klart nogle vendinger i ansøgningen, som jeg vil integrere i min ansøgningsproces nu, eksempelvis: "Jeg er ikke doven", "Jeg prøver at se det gode ved alle situationer, såsom at vaske op!", "Nogle kalder mine ideer skøre, men en skør idé er bedre end slet ingen, som jeg siger", og ikke mindst hovedpointen: "Derfor er det rart med et job, så man kan spare op, og leve det liv som man drømte om". 

Åh, lille musse

Mig i dag:

onsdag den 11. oktober 2017

jorden under berlin

Det går op for mig efter kun fem timers søvn og opvågning før solen overhovedet er stået op, at der er en historie, som jeg bliver nødt til at fortælle og forholde mig til. Historien om Berlin. Berlin er min afgrund, og her i morges er der noget i den kolde luft, i den knugede stressfølelse i min mave og i tårerne i mine øjne, der på brutal vis flår mig ud af virkeligheden og sender mig tilbage til byen.

Jeg er usikker på, om jeg kan fortælle historien korrekt. Fem års psykologbesøg har forplumret minderne - eller muligvis gjort dem skarpere? Det er altid svært for mig at skelne. Historien ændrer sig ofte; fra en idé om frigjorthed i bohemetilværelsen til en bevidsthed om min absolutte destruktion, som var de to ting på en måde afhængige af hinanden.

En gammel ven fra gymnasiet sagde forleden til mig: "Berlin var vendepunktet. I Berlin blev du Nye W." Gennem folkeskolen og gymnasiet var jeg den flinkeste, mest ordentlige og artige pige du kunne forestille dig. Med skolens laveste fraværsprocent blev jeg en ulykkelig student med et middelmådigt snit. Teenage-årene var blevet spoleret af pligtopfyldenhed med bivirkninger som stress og selvhad. Jeg var hemmeligt forelsket i mange, men turde ikke kysse nogen. Kysk og hellig. Ikke-rygende og ikke-kneppende. I min blå bog står der, at et særtræk var, at jeg altid vidste hvad klokken var og hvornår pauserne sluttede. Jeg var meget ulykkelig, men viste det ikke til nogen. I slutningen af 3.g mistede jeg min mødom (faktisk til en fyr jeg havde mødt gennem min daværende blog), og jeg kunne ånde lettet op.

EN POETISK TEENAGE-DRØM

Da jeg var 20 år gammel, flyttede jeg med nogle veninder til Berlin. Egentlig var det kun meningen, at jeg skulle være der et par måneder, men vi fandt den smukkeste herskabslejlighed til næsten ingen penge i det gamle Østberlin, og fordi vi var så begejstrede og ligeledes forfærdeligt dårlige til tysk (og samtidigt sindssygt umodne) skrev vi under på lejekontrakten for et år.

De første mange måneder var fuldstændigt fantastiske. Jeg arbejdede 10-20 timer om ugen på et sjæleløst callcenter til 8 euro i timen, og resten af tiden drak vi alkohol, tog i byen og røg tobak og tjald. Jeg var beruset af Berlin; jeg var sat fri fra mit kontrollerende Jeg. I Berlin kan du være lige hvem du vil. Byen er grænseløs, døgnløs, sorgløs i sin kæmpe sorg, kunstnerisk, og smuk. Jeg stoppede med at have kontakt med mine forældre. Jeg ville bare være i nuet. Berlin skulle opsluge mig.

Den ene hjertesorg overlappede den anden; jeg forelskede mig i en cirkulær smertefuld bevægelse, og skræmte alle væk med min voldsomme intensitet. Jeg blev ved med at sige, at jeg aldrig havde haft det så godt som nu, til trods for al denne herzschmerz. For jeg var for første gang i live. Jeg tullede ofte rundt i byen alene, på opdagelse. Hele dage brugt i parker, skramlede cafeer, fjerne gader med bizarre butikker, i hemmelige biografer og små spillesteder.

Jeg levede den poetiske drøm ud, som enhver prætentiøs, misforstået "højkulturel" teenager må have haft. At sidde på en café med notesblokken i skødet, drømme om elskoven fra forrige uge, krusningerne i Spree's bølger, fattig men altid penge nok til kaffe, smøger og øl, de brogede kunstnertyper omkring dig, manglen på døgnrytme, en overflod af smøger og billig vodka, syngende på hustage i natten, byen åbenbarer sig, intensiteten i forelskelserne, kraften af Berlins duft i næseborerne... 

Uddrag fra dagbog, oktober 2009: ".. min fantasi må sætte grænserne, danne ordene, jeg er stadig så ung. Og Berlin.. er Berlin! Jeg har alskens muligheder! Tusinde mænd må gerne trænge ind og igennem mig, jeg vil smage dem alle og rejse verden tynd. Jeg vil kunne noget!"

NEDSMELTNING (THE DOWNFALL) 

Man må forstå, at et menneske der før har været så kontrolleret, ikke kan håndtere at tabe al kontrol og overgive sig til nuet på denne måde. Forelskelsernes smerte begyndte langsomt at sive ind i min hud, og jeg blev kold, kynisk og unaturligt ulykkelig. Den konstante druk og socialitet kvalte mig. Jeg spyede ild af mine roommates og murede mig inde i min lille genkendelige selvdestruktionsboble. At have et formål med tilstedeværelsen, er åbenbart livsvigtigt for mig. Ret hurtigt føltes jeg som et spøgelse, der når som helst kunne blæse væk i vinden.

Efter jul, hvor jeg desuden havde bollet tre forskellige mænd på en uge, ansigtsløse elskere, mit hjerte gemt bort, vendte jeg tilbage til lejligheden i Berlin til en nytårsfest der varede 10 dage; lejligheden var forvandlet til en festivalplads med sovende, stive mennesker overalt, champagne på alle vægge. Jeg var fuldkommen udkørt.

Jeg flyttede ned på mit eget værelse i min egen fløj af lejligheden, langt væk fra de andre. På værelset stod vaskemaskinen, og jeg kan stadig den dag i dag forbinde en larmende centrifugering med den største smerte. Vinteren i Berlin er af sibiriske dimensioner. Uden dagslys (især når man hver dag først vågner om eftermiddagen), isglatte veje og fortove, og en kulde der tvinger en indendøre. Vinteren varede i månedsvis, og jeg isolerede mig på mit lille tårnværelse.

Uddrag fra dagbog, januar 2010: "Hvornår blev jeg så sensitiv, at jeg ikke længere kan håndtere levende musik? Og levende lys? Og levende mennesker? Det hele falder fra hinanden og stykkes sammen igen, - jeg mærker de ukendtes åndedrag mod min hals, og forsøger at presse mig selv til at føle alt i verden. En teske sukker i min cappuccino,- en bleg pande og alkoholfede lår. Tiden stopper når man er her. Jeg er et menneske, men alligevel langt fra (...). Hvem var jeg før alt dette?"

KAN JEG IKKE BARE FÅ LOV TIL AT DØ?

I løbet af foråret sagde jeg det frygtelige callcenter-job op, fordi jeg efterhånden var blevet forvandlet til en apatisk arbejdsmaskine. Alligevel modigt at sige et job op, når man er ludfattig. Jeg begyndte at hælde pot ned i min tobakspakke, så jeg kunne blive ved med at være skæv, når jeg ikke var fuld. Jeg stoppede med at tage i byen med de andre, og lå på tårnværelsets smalle madras i centrifugeringens larm og græd til den lyse morgen, mens jeg røg smøger under dynen. Når jeg tænker tilbage på det, føltes det som om, at det var sådan hver nat, men det var det nok ikke. Der var også gode forårsdage.

Samtidig var jeg bevidst om, at mit andet sabbatår næsten var gået, og at jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Jeg tegnede og skrev løs; drømte om et kunstnerliv. Jeg kunne slet ikke rumme ideen om en fremtid, når jeg nu var i denne by som kun har Nutid. Jeg flakkede i stedet rundt om mig selv, pisse ensom i al denne skønhed og afmagt,

Jeg kyssede med en 46-årig fransk, gift bager på en bro i parken i dagslys, jeg mødte en fyr i et lyskryds på vej hjem fra byen og tog med ham op på hans avantgarde hotelværelse og snakkede om kirsebærtræer og Becketts "Mens vi venter på Godot", jeg græd på tømmerflådediskoteket og sked i bukserne efter en 10 timers brandert. Jeg lod et par forskellige mænd bolle mig uden kondom, selvom jeg ikke rigtig var tiltrukket af dem. Min bedste ven fra folkeskolen knaldede mig, mens jeg var halvt bevidstløs efter adskillige absinthdrinks. Jeg forsøgte at ændre min identitet hele tiden. Kalde mig selv for "Nye W.", som undgår mænd, sex og kærlighed, en rasende femme fatale, men projektet fik mig kun til at hade mig selv endnu mere.

Uddrag fra dagbog, juni 2010: "Jeg fantaserer om at snave med hele verden. Jeg bruger tusinde af kroner på cafeer, i forretninger, i håbløse parker. For jeg er helt alene lige nu, er jeg ikke? Måske skal jeg booke en billet tidligere hjem end jeg har planlagt, - før jeg pludselig har voldtaget en mand eller hoppet ud fra et vindue, fordi jeg virkelig håbede på, at jeg kunne flyve. Der er så meget skønhed derude, at jeg ikke kan rumme det - i stedet ruller jeg bare om på siden og spiller død. Isolationen nærer mig (...) Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at dø i fred?"

EFTERSPILLET

Efter et år i Berlin flyttede jeg endelig hjem. Dog til et liv med afslag fra studie, uden bolig og uden penge. Men det var en lettelse at forlade byen. Jeg gik ind til et år med et impulsivt GSK-kursus og med sporadiske lortejobs, og forsøgte igen at finde ud af, hvad mit liv skulle bruges på. Jeg flyttede til Nørrebro efter et par horrible måneder i mine forældres hjem (et berlinermonster kan ikke leve i forstadsidyl må du forstå). Min adfærd var stadig destruktiv. Bollede ligegyldigt med mange mænd, isolerede mig ofte, røg smøger i sengen, forelskede mig i gud og hver mand, blev afvist, drak mig pissestiv, ønskede stadig at dø. Men jeg accepterede det bare som værende en del af mig. At jeg bare var et melankolsk, depressivt menneske. 

Jeg vendte tilbage til byen med måneders mellemrum for at besøge de venner, jeg trods alt havde fået der. Besøgene var luftige og næsten uden sorg. Det var som om, at jeg havde glemt mit dødsønske. Men besøgene forstummede, og jeg gik i gang med min videregående uddannelse.

Fire år inde i min uddannelse lander jeg en drømmepraktikplads, hvor vi skal ned til byen et par dage. Jeg har imellemtiden dealet med angst og efterspillet af Berlin i tre års tid. Jeg kan ikke huske hvordan byen føles, jeg kan ikke huske noget. Allerede på andendagen får jeg et voldsomt angstanfald, og bliver nødt til at booke et fly hjem tidligere en planlagt. Jeg ligger på en madras i min venindes stue, og venter grædende og rystende på at tiden går, så jeg kan komme hjem. Jeg har ikke været tilbage siden.

En dag vil jeg gerne til Berlin. Jeg håber, at jeg en dag er stærk nok til byens duft, de genkendelige gader og den overstimulerende følelse af Liv og Nu. Jeg ved, at byen er fantastisk, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver klar igen.

Byen er stadig i mig. Berlin er integreret i min sjæl. Selvom jeg ikke har lyst til at dø længere, så er der stadig paralleller mellem dengang og den tid jeg er i lige nu. Formålsløsheden og mørket puster mig i nakken. Jeg bruger hver dag på at diskutere med mig selv. Det lammende spørgsmål: "Hvad vil du med dit liv?" er lige så sandt nu, som det var dengang.

Hvid havde afvist mig i går aftes, og jeg følte mig pludselig afvist af hele verden. Jeg ved, at jeg skal finde ud af en masse ting nu, men jeg er så god til at blive grebet af Nuets meningsløshed. Jeg er en ekspert i Nuet. Så meget, at tanken om fremtiden giver mig lyst til at kaste op i ren og skær panik. Men noget har også ændret sig. For jeg bliver ikke liggende i sengen. I stedet sender jeg en jobansøgning, jeg sender mails til en masse om potentielle spændende virksomhedspraktikker, jeg bager en kage, jeg husker mig selv, jeg husker at være stærk.

Berlin løsner langsomt sit greb om mig.

tirsdag den 10. oktober 2017

optiske illusioner

jeg har lyst til at stikke pikken ind i din mund,
skriver Hvid til billedet af mine røde, halvåbne læber.
du er så fræk.
Bag kameraet er mit hår samlet i den indremissionske, krusede fletning, mine bittesmå reptiløjne stirrer dødt ud i stuens gullige tomhed og de to tykke striktrøjer (jeg insisterer på ikke at tænde for radiatoren) skjuler alt hvad der nogensinde kunne minde om kvindelige former.
Optiske illusioner.
Sidder du kun i bh og trusser?
Måske, svarer jeg (kælent) og trækker lidt ned i den ene striktrøje, så han kan se mit kraveben.
Han kommer.
Jeg går i seng.

***

Når man bevæger sig rundt i Københavns yderkant i dagstimerne, er der kun handicappede mennesker og pensionister på stierne. Jeg bevæger mig med svævende skridt ind i mosens dyb, selvom mine ben stadig værker efter fredags otte timer lange squatting-sesh. Den sprøde oktobersol tvinger mig ud på disse lange gåture, og jeg kan vitterligt ikke finde på andet at lave end at gå og gå og gå. Dagene forsvinder.

Der er dog ingen andre mennesker dybt inde i vildnisset, og jeg prøver at synge, men min skrøbelige stemme drukner i mudderet. Det mørke smat siver ind i mine ødelagte sneakers, da jeg forsøger at nærme mig køerne på marken. Min hjerne er tom, når jeg går rundt på denne måde, og jeg behøver ikke sidde derhjemme foran computeren og planlægge hvad mit liv skal bruges på. Det virker desuden heller ikke til, at det bare er noget man kan sidde og tænke sig til. Men jeg er forvirret omkring, hvad man så gør.

Nogle gange har jeg en følelse af, at hvis jeg bare skriver nok herinde, så skal der nok ske noget. Men hvad fanden ville der kunne ske? At nogen kontakter mig og siger: Hey, vil du ikke skrive en tv-serie om dit virkelig spændende liv? Eller, du virker super følsom og neurotisk, det er lige dét vi har brug for i vores virksomhed. Eller, du får lige en stor pose penge, så du ikke behøver forholde dig til arbejdsmarkedet; gå ud og bol nogle flere mænd og føl flere følelser, det er vigtigt for samfundet.

***

Jeg følger med stor fascination og gru med i programmet om Gina Jaqueline på dr. Hvis jeg tog nogle ekstra tilvalg i mit liv, kunne jeg sagtens ende samme sted. Der er en voldsom ensomhed i hendes eksistens, brogede forhold og mangel på fremtid, og jeg forstår destruktionen, jeg forstår den virkelig. Da hun troede, hun var gravid og vælger at tjekke det på et klamt toilet i Ungdomshuset, forstod jeg det teatralske og dramatiske i handlingen. Der er noget smukt ved, at være så fucked. Men jeg har ikke lyst til at have den form for tomhed i mit liv.

Det er lettere for mig at opsøge sex end kærlighed. Kunstneren bor fire numre længere nede af gaden fra min venindes lejlighed, og når vi ryger cigaretter i vinduet, spejder jeg efter ham på gaden. Hver gang jeg har lukket øjnene siden i fredags, ser jeg os kysse i den store tomme stue. Jeg screenshotter hans profilbillede fra FB og zoomer ind på det flere gange i løbet af dagen.

Før jeg skal hjem til min veninde, forestiller jeg mig, hvordan jeg skriver til ham: Hey, tak for sidst, hvad laver du i aften? Jeg sidder i en lejlighed på din gade, og tænkte om jeg skulle komme forbi? Men jeg tør ikke. Jeg har ubegribeligt svært ved at forestille mig at elske nogen og selv blive elsket. Det er en underlig knugende følelse midt i efterårsmelankolien.

Så i stedet skriver jeg til Hvid. Vi fantaserer i fællesskab om, at jeg kommer hen på hans kontor, når alle andre er gået hjem, og at han knalder mig på sofaen. At jeg bærer min lange trenchcoat og rødmalede læber; Er det her du arbejder, stærke, ambitiøse mand? Hvad har du tænkt dig at gøre ved mig? Jeg fantaserer om selvsiddende strømper og et påtaget femme fatale look. Jeg har en fornemmelse af, at denne voksne mand tænder på en ypperlig femininitet. En rolle jeg godt kan og vil påtage mig. Jeg vil gerne være denne kvinde.

Imens hører jeg det her skrøbelige musik, mens jeg uden sminke og femininitet opløses i mosens blå vand og den tudende vind. Jeg er mere et menneske end en kvinde. Jeg ville gerne kunne elskes som dette menneske. Det er ikke for at kaste skam over de erotiske relationer. Jeg vil også gerne være sexet, feminin og liderlig. Jeg er sexet, feminin og liderlig. Jeg kan godt lide de optiske illusioner, mine egne illusioner, fortællingerne, orgasmerne. Men i svage øjeblikke ser jeg mig som Mennesket Der Blev Elsket Engang Af Skægmonstret eller Mennesket Som Elskede H., og jeg kan pludselig ikke forstå den slags kærlighed. Den er helt ubegribelig, og jeg kan ikke beslutte mig for, om det er frigørende eller enormt ensomt.

Men nu vil jeg gå ud i verden igen. Jobansøgningerne til jobs jeg ikke vil have, kan vente. Jeg skal bare forsætte med at gå. En dag må der vel ske et eller andet.