søndag den 20. maj 2018

mosekællingen (med fuglene pt.2)

Jeg er vant til at lukke døren og håndtere mit crap selv, ride stormen ud, men en veninde moser sig ind i min grådkvalte lørdag og skraber mig op fra stuegulvet med beroligende ord. Angsten og katastrofetankerne fosser ud af mine øjne, og hun siger, at jeg skal aflyse undervisningstingen; at jeg skal forstå, at jeg ikke er et svagt menneske, bare fordi jeg ikke kan holde til den her stress, da selv robuste mennesker knækker nakken på sådan en freelancetilværelse. Jeg har nogle gange brug for at høre, at det jeg føler, er helt normalt. At jeg er et normalt menneske. At jeg ikke er syg.

En anden ven lokker med dansegulv og en ung idiot, og jeg forsøger kejtet at rejse mig fra mit aflåste 'The Notebook' sideleje (We're gonna have to work at this every day, but I want to do that because I want you. I want all of you, forever, you and me, every day, ahhhhhhh) og forvandle mit ansigt fra crackwhore til wunderbaum, men når jeg får øjenkontakt med mig selv i spejlet, smelter mascaraen ned på kinderne, og i stedet for at være fanget i et uendeligt mascara-nedmeltnings-limbo giver jeg op og lægger mig tilbage i sofaen, ser filmen færdig. Ansigtet står desuden ikke til at redde. Det er nok for det bedste, siger jeg til mig selv. Det er det også. Rolig nu.

***

Et nogenlunde renset legeme rammer Mosen, mit andet hjem, forbandede, elskværdige mose, som er foruroligende tom. Fjerner Pinsen alle fra byen, hvor tager de hen, hvorfor tog jeg ikke med. Jeg går for en gang skyld rundt i stilhed. Lydene fra Mosen er overvældende, græsset er levende med fluer og bier, og i træerne raser de sindssyge gæs, angrebsparate. Jeg griner over min pludseligt opståede naturangst. Som om, at det første gang, at jeg er til stede i den. Det er lidt overvældende. Jeg går på opdagelse, hver gang jeg får muligheden, ind gennem buskadser, små, tillukkede stier. Helt katastrofal bliver min vildmarksfærd, da jeg forsøger at kravle op i et træ, men finder ud af, at jeg ikke har nogle armmuskler til at trække mig selv op med. I lang tid står jeg bare og stirrer olmt på træet, som om at træet kan løse problemet for mig.

Jeg sætter mig surt på en sten midt i mosen. Jeg har for meget tøj på og ikke nok vand med. Pure survival. Jeg beslutter mig for at skrive til Quickfixet, fordi det irriterer mig, at jeg ikke må. Det bliver en utrolig lang, sær mosemonolog som stikker i alle retninger, og som jeg arbejder på halvanden time, før jeg ser mig selv trykke på send-knappen. Fuck det, siger jeg til mig selv. Det er for det bedste. Det er det. Rolig nu.

Han svarer næsten med det samme. En om muligt lige så lang besked. Dårlig-samvittighed-bla-bla-handlingen-styret-af-fadøl-bla-bla-syret-oplevelse-bla-nyd-mosen-bla. Vi skriver frem og tilbage resten af eftermiddagen. I samtalerne er jeg en cool cat, men også ærlig. Han er glad for, at jeg forstår hans quickfix-valg. "Den sidste del af aftenen var i høj grad styret af fadøl." Han svarer ikke på min sidste besked. Jeg hader hele den her situation.

Moseturen varer fire tavse timer. Jeg glemmer at skrive til Tinderdaten, og han glemmer at skrive til mig. Der går ild i askebægeret ude på altanen, uden at jeg bemærker det. Der lugter bare lidt brændt. Stadig ingen lyde. Jeg kigger op i loftet. Dræber sekunderne. Amagerdrengen skriver til mig; han svarer åbenbart på en gammel besked for et par måneder tilbage (jeg har ikke set ham siden august). Vi skriver lidt sammen. Han virker glad. Pludselig har jeg helt enormt lyst til, at han skal komme og holde om mig. Jeg spørger, om vi skal ses. Amagerdrengen, tænker jeg, ham kan jeg i det mindste få! (Skraber bunden nu). Han svarer, at han har fået en kæreste. Hvorfor skriver du så til mig? spørger jeg. Jeg svarede bare din besked, siger han.

Hvad fuck laver jeg. HVA?

Jeg kan ikke rigtig holde noget ud lige nu. Min hals gør ondt efter de 30.000 cigaretter jeg rastløst har kvalt. Ensomheden syrer nede i maven som en infektion. Alting spænder. Jeg har lyst til at gå tilbage til Mosen. Måske flytte derned. Blive ægte venner med de sindssyge gæs. Et eller andet. Noget må kunne lade sig gøre. Fortæl mig, at tingene løser sig.

lørdag den 19. maj 2018

med fuglene

"Hey! Undskyld jeg aldrig svarede på dét med at mødes. Har haft en underlig uge. Er du travl i weekenden?"
"Det gør ikke noget. Jeg er på vej i lufthavnen for at hente en ven. Lufthavne gør mig ensom... jeg hader det.”
“Det forstår jeg godt. Jeg hader det også.”
“Jeg har heldigvis drukket en flaske vin, det gør det lidt lettere. Hmm, jeg kan ses søndag?"
"Det er en aftale."
"Cool".
"Jeg har hele ugen troet, at jeg ikke havde lyst til nogle planer i weekenden, men jeg har lige set 'Wuthering Heights' fra '92 med en meget ung Ralph Fiennes, og den var frustrerende dårlig, og så indså jeg, at det ville blive en forfærdelig weekend, hvis jeg endte med at bruge den på elendige film fra 90'erne. Nu vil jeg gå en tur, før jeg vågner op en dag og pludselig er 67."
"Say no more, haha. Bor du i Nordvest?"
"Ja. Med fuglene."
"Fuglene er dine venner."
"Der bor 20 ude på min altan."
"Haha, you are amazing"
"Det er altid mærkeligt at gå aftentur på en fredag. Alle er så festlige, og jeg ligner mest bare en der ja, er ven med fugle."
"Just hold on, I got u."

***

Jeg spekulerer på, om jeg er syg. Altid denne raske krop, men syg i hovedet. Kan jeg ikke få en lille smule feber, så jeg kan være i min krop, hva? Jeg tvangsfodrer mig selv, for jeg har ikke lyst til at spise. Først troede jeg, at det handlede om varmen, men varmen er væk nu, men jeg er stadig ikke sulten, samtidig med at jeg er vildt sulten. Det er en ond spiral: At være sulten, men være for angst til at spise, kroppen bliver underlig, køleskabet løber tør for mad, det bliver umuligt at handle ind, og sådan forsætter det, indtil jeg i desperation bestiller en pizza fra JustEat så fedtet løber ned af mine hænder, ind i ærmet, og jeg får ondt i maven, jeg har hele tiden ondt i maven, og der ikke noget i vejen med mig, kunne der ikke bare være noget i vejen med mig, og så står jeg dér i køkkenet, men jeg ved ikke hvad jeg laver, spis nu noget, din idiot, jeg skænker A38 op, masser af havregryn, mandler og sukker, benzin benzin benzin, messer jeg, og jeg sidder på kanten af min seng med krydsede ben og propper den syrlige masse ned i min mund, og imens tænker jeg på, at jeg skal huske at skrive om det, så jeg ikke taber mig selv, og det er dråber af tårer der løber ind i ærmet på mig nu, bør jeg gå ned og handle ind, men jeg har ikke lyst til noget, og hvordan skal man kunne købe noget, når man næsten ikke kan være i sig selv, det er alt for meget.

***

Måske er jeg syg. Jeg har lyst til at gå i seng igen. Jeg vil gerne skrive til quick-fixet og spørge, om det virkelig kun skal være et quick-fix, men i stedet arrangerer jeg en tinderdate som min eneste weekendplan, og jeg tænker altid før en date, at det nok er min store kærlighed jeg møder, forestiller mig en der kysser mig mellem skulderbladene, og så kan jeg være med i klubben, klubben for folk der ikke længere er alene, og jeg er bange for, at det er endnu et quick-fix, og jeg kan ikke holde til flere quick-fixes og call-me-by-your-name-kys, disse insisterende, filmiske kys, der suger al luften ud af rummet, og nede i mine lunger er savl og røg og disse halve måltider, bobler op gennem mine øjne, og det virker helt håbløst lige nu, at jeg skulle kunne være i stand til at tage på en date, men "i got u", læste du det, han har mig, uden at kende mig, og hvis bare jeg kunne være så heldig.

***

Om lidt over en uge starter jeg som underviser igen, og jeg undgår mails med planlægning, åbner dokumenterne med strukturen, men mine ord er lavet af sand, og alt i mig strider imod at skulle starte op igen, for jeg er alt for uligevægtig lige nu, men alle siger, at det nok skal gå, og at det virkelig er noget der pynter på cv'et, men jeg er allergisk overfor cv-pyntning. Sidst jeg pyntede på mit cv, græd jeg på toilettet i tre måneder og sov elendigt og græd hele tiden, men jeg gribes af eksistensens håbløshed, for hvad kan jeg så, jeg kan ikke noget, så jeg skal tvinge mig selv til det her, for ellers taber jeg virkeligheden, mister min eksistensberetigelse, og jeg ville ønske, at man sendte mig et sted hen, hvor jeg ikke skulle være noget, hvor jeg kunne sidde på en græsplæne og spise nye ærter og tegne farverige akvareller, og hvorfor spasser jeg sådan her ud, disse dage, alt er jo fantastisk, kan du ikke se det, jeg er fantastisk og laver fantastiske ting, hvorfor er jeg ikke i stand til at nyde det, jeg nyder det overhovedet ikke, og det går op for mig, at jeg er dømt til at lide hele mit liv, at der aldrig er noget, der kommer til at fixe noget som helst, at alting kommer til at være quickfixes, og det får min hjerne til at føles luftig, så jeg svæver med fuglene i nordvest over mig selv, og jeg er så bange hele tiden hele tiden hele tiden.

***

Da jeg ser 'Wild, wild country' på Netflix bliver jeg enormt rørt, fordi kultens idé var bygget på, at kunne skabe et nyt samfund, der var bygget på kærlighed, selvudvikling og frihed, og jeg ville gerne være med i sådan en kult, jeg forstår dem virkelig godt, men som det viser sig, eksisterer der ikke nogen mulighed for sådan et liv, for alting er fastsat for os i forvejen, samfundet kan ikke ændres, min vej kan ikke ændres, og mit liv bliver klaustrofobisk, når jeg tænker på den måde, og pludselig kan jeg slet ikke noget som helst, og jo, jeg ved godt, at kulten var temmelige sindssyge, men ideen. Ideen begræder jeg. Jeg mangler mening. Når jeg ser 'Wuthering Heights' misunder jeg dem, at deres retning er lagt for dem i forvejen; at al deres lidelse er forudbestemt, jeg misunder deres lidelse, det er lige før jeg misunder kampen i 'Handmaids Tale', jeg vil gerne være en sygeplejerske i krig, en modstandskvinde, et kultmedlem, noget at kæmpe for. Jeg kæmper kun mod mig selv. En umulig kamp.

Så hvad gør jeg nu?

***

torsdag den 17. maj 2018

smelter op og ned

"Du skal være glad for, at du har en mor," siger blomsterhandleren på gebrokkent dansk. Jeg smiler akavet. Han er igang med at pakke den store buket roser ind i lilla og rødt silkepapir. Det er en hæslig farvekombination, men jeg siger ikke noget og piller ufokuseret ved de usandsynligt grimme mors-dag-kort i stativet ved kassen. Han fortsætter: "Min mor døde for 17 år siden. Man skal huske at fortælle, at man elsker dem, før det er for sent."

Jeg har i forvejen ikke lyst til at købe blomsterne, for jeg har ikke lyst til at se min mor og far på restauranten om aftenen. De sidste mange måneder har kontakten været sparsom, og jeg har med nød og næppe holdt dem hen med dårlige undskyldninger om "meget arbejde" og "jeg er træt i hovedet". For tiden er det svært for mig, at kontrollere følelserne og holde facaden oppe. Ikke fordi jeg har det dårligt, men fordi jeg er et sted, hvor jeg ikke kan lade være med at være mig selv. Hvilket jo burde være en god ting, burde det ikke?

Blomsterhandleren fortæller flere historier om tragiske dødsfald og uløste konfliker, og jeg koncentrerer mig om ikke at begynde at græde. Hvor er jeg dog et frygteligt menneske, at jeg kan stå dér og ikke have lyst til at se mine SØDE, OMSORGSFULDE og ikke mindst LEVENDE forældre, bare fordi jeg ikke tør være mig selv overfor dem. Det er jo ikke engang fordi jeg skal springe ud som medlem af en sekt eller informere dem om, at jeg skylder 100.000 til HA. Jeg skal bare... være mig selv. HVILKEN RÆDSEL.

***

... hvilken rædsel.

Jeg prøver på, ikke at være for hård mod mig selv. Man skal ikke kimse ad forældrerelationer og indgroede vaner. Jeg boede trods alt med dem de første 19 år af mit liv. Meget af min angst udspringer fra min barndom og teenage-år, hvor jeg på en eller anden måde fik den idé, at jeg ikke var god nok, som den jeg var, og derfor prøvede at være en anden. Altså, ikke Fight Club-skizo "en anden", men mere bare sådan... Poleret. Dygtig. Flittig. Ordentlig. Artig. Pæn. Sød. Ydmyg. Høflig. Undertrykke al det andet; vildskaben, rodet, aggressionen, hysteriet, sensitiviteten.

I 2018 har jeg det bedre, end jeg måske nogensinde har haft det. Men jeg har det ikke godt. (Hvad er "godt" overhovedet? Hva hva hva?)

Alle dage i denne uge, er jeg blevet nødt til at tage tidligt hjem fra arbejde, fordi jeg har været for angst og ked af det til at kunne være der. Jeg har skyldt skylden på De Evige Tømmermænd, Den Slidsomme Menstruation/PMS, og på det Ulidelige Varme Vejr Som Min Skandinaviske Krop Slet Ikke Kan Holde Til. Det er noget bullshit. Okay - jeg fungerer elendigt, nærmest kun halvt, når graderne overstiger 20, men varmen afføder jo ikke gråd... Kan den det? Jeg græder meget, og mit hjerte svulmer konstant op i brystet på mig, som var det en alien, der var ved at bryde ud.

"Hvorfor tror du ikke, at du er god nok?"
Psykologen spørger mig tre gange.
Jeg græder bare. Det er et umuligt spørgsmål.
"Hvorfor tror du ikke, at du er god nok som du er?"
Jeg kigger ned i gulvet.
"... Hvorfor kan jeg ikke bare have det godt?"
"Du bliver nødt til at være tålmodig."

Angsten gør mig nervøs og skaber mere angst (sjovt nok). Jeg kan mærke, at jeg måske er ved at tabe det hele på gulvet. Når jeg møder op på kontoret og ikke laver noget, fordi jeg er for stresset til at kunne koncentrere mig, overbeviser jeg mig selv om, at det hele går i stykker om lidt, og hvor skal jeg så få et job henne? Jeg kan jo ikke arbejde nogen steder, når jeg ikke engang kan være til stede i mit eget liv? Hvad fanden skal jeg gøre med mig selv? Skal jeg bare lægge mig ned og dø? Eller få en diagnose som så om 20 år kan give mig adgang til en førtidspension? (Hvad skal jeg dog sige til mine forældre?)

***

På restauranten om aftenen, efter at jeg har hylet hele vejen derind, møder jeg den rolige udgave af mine forældre. De er ikke diffuse eller afkoblede, men foruroligende nærværende. Jeg glemmer, at jeg har grædt, og bruger en stor del af aftenen på at prædike overfor min næsten-sygemeldte-på-grund-af-stress far, hvordan man skal lytte efter sin krop, "DU HAR KUN ET LIV OG EN KROP, DET ER IKKE DÉT VÆRD, FAR!", jeg er rasende på en omsorgsfuld måde, og det går op for mig, mens jeg sidder dér med løftede pegefinger og rødvinsfråde om munden, at jeg prædiker overfor mig selv. (pas nu på dig selv, din fede idiot, du fortjener mere end det lort, du fortjener at være dit sande selv, have det godt, være glad. Du ER god nok, og du skal være fri.....)

Jeg vil så gerne være fri, og jeg vil gerne en dag virkelig tro på, at jeg er god nok. Det tager åbenbart uendelig lang tid. Derfor græder jeg, tror jeg; over sorgen... At man kan føle sig så u-hel.

(Ps. Min psykolog siger, at jeg skal huske at skrive, når jeg har det rædselsfuldt, i stedet for at holde vejret og vente på at stormen lægger sig. Jeg prøver at skrive. Det sejler. Weekenden er stor og isoleret. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har lyst til at mure mig inde og ikke håndtere noget. Jeg har lyst til at fortsætte med at feste og knalde, til jeg på et tidspunkt måske er heldig helt at glemme mig selv. Alting skal nok gå, det ved jeg, samtidig med at jeg ikke ved det. Åh.)

Usagt #1: Når din mund har fanget dit smil

Når du ikke længere er i stand til,
At være den du troede du var,
Og den du gerne ville være.
Når du mister din evne til at
føle, tænke, håndtere og leve
som du gjorde før det skete.

Når du om morgenen vågner,
Og du igen skal mindes om
At du er ikke dig selv mere
At du ikke kan, selv på trods
Af dit ønske og håbet om
At være den du egentligt er.

Når du om aftenen igen ligger
Søvnløs med et tankemylder,
en stor klump inde i maven
Og tårer fanget i dine øjne,
Bekræftes det endnu engang,
Du ikke længere er dig selv.

Når klumpen i maven, som du faldt i søvn med, stadig er der, når du vågner.

Når tanken om at smile og grine, får dig til at græde.

Når du finder ud af, hvor meget der kan blive ødelagt på kort tid.

Når tomheden inden i fylder så meget, at der ikke er plads til mere.

Når du søger efter svar, som du godt du ved, du aldrig vil finde.

Når du ikke har lyst til prøve igen, fordi det gik så galt første gang.

Når du ikke længere ved, hvem du er.

Når du ville ønske, at du kunne sætte ”find mig selv ”-delen på pause og bare leve lidt. Men du har brug for at vide, hvem du er for at leve.

Når der er rod alle vegne. I dit hjem, dit skrivebord og i dine tanker.

Når din yndlingssang ikke engang kan få dig i godt humør.

Når du tager dig selv i at google ”how to make a bad day good”.

Når Chandlers joke i Friends ikke engang kan få dig til at smile. Bare lidt.

Når du slukker din mobil, fordi du ikke kan overskue tanken om alle de ubesvarede beskeder.

Når du prøver at tvinge dig selv afsted, og lige så snart din fødder rammer dørtrinnet rammer tårerne dig.

Når intet og alt føles muligt på samme tid.

Når du ikke engang har lyst til at spise et stykke chokolade.

Når du ville ønske, at du kunne slukke for dit sind, så du kunne komme i gang med dit liv igen.

Når du ville ønske, at det hele ville blive godt igen nu.

Når det går op dig, at du faktisk ikke ved hvad kærlighed i ikke platoniske forhold er.

Når dine øjne har fanget dine tårer. Når din mund har fanget dit smil.

- Anonym

***

I 'Usagt' dykkes der under overfladen. Send en mail til weemoedblog@gmail.com, hvis du har historier, følelser eller tanker du gerne vil dele her på bloggen.

mandag den 14. maj 2018

quick-fix

"... et quick-fix... ligesom vi snakkede om."
Han trækker mig ind til sig og kører sin hånd henover mine bare ben. Jeg fortryder, at jeg ikke har barberet dem, men jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ville ende her. 

Jeg griner, "haha, ja. Quick-fix..." og presser min næse dybt ind i hans hals, sniffer. Han dufter vidunderligt.

Det begynder at blive lyst, mens vi sidder på bænken. Vi ryger en cigaret til, puster røgen ind i kyssene. Jeg kan ikke stoppe med at røre ham. På jorden til venstre for mig ligger de brugte kondomer, og vidner om mislykket sex. Jeg har grint igennem hele akten, fordi vi fadølsstive og mig med kamp-menstruation, har fumlet rundt i mørket, filtret ind i hinanden.

Det våde græs kildrer mine bare tæer, mens vi hånd i hånd går vi ned mod cyklerne. Han kysser mig dybt under cykelhjelmen.
"Vi ses vel en dag igen..."

*** 

Jeg har siddet i 4 timer og spekuleret på, hvornår jeg kunne kysse ham. Stød-øjenkontakt henover bordet. En bedste ven til en bedste vens bedste ven. Det er første gang vi mødes. Jeg burde være taget hjem for længst, men jeg bliver siddende, bunder den ene fadøl efter den anden, suger livet ud af kædecigaretter. Det er ikke søndag nat, det er ikke nogen rigtig dag, nogen tid. 

Det lille selskab har snakket om ensomhed, kærlighed og angst. Jeg er imponeret over hans ord, som om jeg aldrig har hørt en mand snakke om følelser på den måde før. Vi snakker om, at ensomhed kan løses ved et quick-fix af fysisk kontakt engang imellem, så man kan holde sig kørende lidt igen. 

Den kemiske fadølseksplosion i min hjerne gør mig tavs. Jeg piller konstant ved mit hår. Kigger på ham, kigger væk. 

De andre finder mad, drejer af, og vi følges af en vej ingen af os skal. For enden af vejen er parken. Jeg foreslår, at vi går derind, for jeg har aldrig været der. Han siger, han kender den ud og ind, og leder mig ind i buskadset, til vi står overfor hinanden i mørket blandt træerne og taber ordene. Vandet i åen larmer. Han stiller sig hen foran mig og holder mig tæt ind til sig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet krammet sådan.

"Det er dumt det her," siger han, og refererer til de fælles venner. 
"Ja," siger jeg, og kysser ham igen, mens mine hænder rammer hans varme mave under hættetrøjen. 

***

For tiden er det varmt nok til, at jeg sover uden tøj på. Hver morgen vågner jeg op ved at en blid vind fra de åbne vinduer løber op af min nøgne rygsøjle, og hver morgen længes jeg efter, at blive kysset mellem skulderbladene. At blive rørt ved. 

Fredag eftermiddag ser jeg Skægmonstret, han ser godt ud, skarp, vi får øjenkontakt, til han kigger væk og cykler videre. Jeg går med min skæggede ven på fortovet og griner højlydt. Det går op for mig, at vi er fremmede nu. Jeg har lyst til at skrive til ham, og høre hvordan det går, men lader være.

Om lørdagen græder jeg hele dagen, og er bange for, at jeg ikke kan noget som helst. Jeg stresser ubehjælpeligt over de ting jeg skal nå, og hyler som et barn over, at jeg ikke kan rumme noget af det. Jeg har det som, at min kerne er forsvundet. Vinmenu på restauranten og en kæmpe joint til ESC får mig til at vælte rundt på gulvet, højstemt og ubekymret, og glemme at jeg græd. 

Det er mandag i dag, men det er mest en ikke-dag, og jeg ser hele tiden mig selv være dette andet menneske i nat. Et rørende, intimt, hjertesugende quick-fix, der aldrig kan eksistere i virkeligheden. Jeg længes efter, at han er her nu og kører sine ru hænder op af min nøgne ryg. Jeg er nervøs for, om folk bliver sure over, at det er sket. Jeg tænker, at jeg er et farligt og ustyrligt menneske.

Jeg kan ikke stoppe timerne, om lidt ender min lange weekendskapisme, har været fuld siden torsdag, og jeg kan ikke overskue, at skulle være andre steder end i mørket, på bænken, min næse most ind på det lille stykke hud under hans øreflip.

Et quick-fix skulle jo fixe, skulle det ikke?
.. Ikke skabe mere længsel.

torsdag den 10. maj 2018

lavtryk

Jeg har hørt at der kommer ægte regn i dag.
Jeg er taget hen på kontoret (helligdage findes ikke), hvor computerdrengene har flyttet rundt på alting. Jeg bryder mig ikke om det, men Computerdrengenes bleghed beroliger mig, og minder mig om, at der findes andre end ubekymrede sommermennesker i byen.
Jeg er et roligt virvar. Det er ganske besynderligt. En vulkan uden lava. Nej, omvendt. Lava uden vulkan. Ja. Det burde ikke kunne lade sig gøre.

I morges under meditationen kunne jeg kun tænke på, at jeg var bange for fremtiden, og på cyklen hen på kontoret, nåede jeg at tænke på alt fra livets meningsløshed til evolutionsteori til hvide mænds privilegier samt en kulturteoretisk analyse af "This is America" (savner jeg kua? shiiit). Hold da ferie. Der er lavtryk i mit hoved.

Jeg har det sidste døgn set alle 6 afsnit af "De Perfekte Piger" på DR. Det er det mest stressende program, jeg længe har set (udover "The Rain"....), og jeg får ondt i maven over det. Elementer af det er uhyggeligt genkendeligt. Jeg har så længe, jeg kan huske, kæmpet mod idealet "perfektion", det mest abstrakte, uhåndgribelige mål, som ingen helt ved hvad er.

Efter blot 5 uger er pigerne sådan: "Jeg er så meget mere mig selv nu", "Jeg har ikke nået mit ugemål, så jeg sidder bare her og spiser røget fisk med dårlig samvittighed"og "Jeg burde meditere noget mere". Deres konstante målsætninger over kun seks uger (!!!), er så stressende og frygtelige, og det gør mig så ondt, at de så overfladisk og strategisk skal forholde sig til deres psykiske problemer.

DU ER IKKE ALENE

Men tematikkerne passer egentlig godt til det jeg ville skrive i det her indlæg. Jeg ved godt, at min kommunikation ofte er meget intern. Jeg skriver til mig selv, for mig selv og med mig selv, og inkluderer meget sjældent min læser. Det giver derfor god mening, at ikke særlig mange kommenterer. Det forstår jeg virkelig godt.

En veninde der også læser med her, kom med et genialt forslag forleden dag, da vi snakkede om de tabubelagte emner; angsten, døden, depressionen, stress, præstationsangst, ensomhed og tilbagevendende, lammende mørke, som jeg forsøger at sætte ord på her på bloggen. Jeg har på det seneste modtaget en del mails, hvor læsere deler deres oplevelser og følelser med selvsamme problematikker. Jeg er sikker på, at nogle af jer der læser med, har det dårligt, men måske har svært ved at fortælle nogen om det.

Min venindes forslag byggede på, at måske kunne man her på Weemoed åbne et lille community op, hvor vi anonymt kan dele vores følelser, og hvor du kan komme til orde. På den måde kan vi skabe et lidt mere nuanceret blik på de perfekte piger, komme under overfladen, og gøre det mindre svært og ikke mindst mindre skamfuldt at være åben omkring, hvordan man har det.

Det vil foregå på følgende måde:

Man sender mig en mail på weemoedblog@gmail.com med en tekst, som kan være alt fra dagbog, digt, stream of consciousness, en fortælling om noget der er sket; hvordan man end føler, at man bedst kan formulere sig på - hvad der fylder lige nu, hvad der har fyldt, hvad der trykker dig, hvad du græder over. 
Der er ingen retningslinjer om, om hvor lang den skal være, hvor godt den skal være skrevet eller hvem du er. Om du ønsker at være anonym, have et alias, eller skrive med billede, er fuldstændig op til dig selv. 
Teksten vil blive lagt op her på bloggen under en samlebetegnelse; 'Usagt'. Jeg kommer muligvis til at redigere en smule i teksten, for at gøre den læsevenlig, men ellers er alt op til dig.

Tænk over det. 
Der er ingen deadline, og man kan skrive hvornår man end føler for det. Om det først er om flere måneder; jeg er ligeglad.

Det her er bare et forsøg. Det kan godt være, at I ønsker bare at læse med forsat og ikke interagere. Men nu prøver vi lige.

onsdag den 9. maj 2018

jeg vil med dig sydpå

En slummet udgave af Carrie Bradshaw, bosat i NV og med solskoldede læber og birkenstock-svedfriktion-vabler på fødderne spørger selvhøjtidligt og ubærligt retorisk: Hvor godt kender vi egentlig dem vi knalder?

Forfatteren aflyser gårsdagens afternoon delight. Han skriver, at han er stresset, og at han måske (?) skal opereres en af dagene.
Jeg siger uengageret, mest bitter over den uforløste sex der bobler i huden under solens stråler:
- Uha, hårdt! Noget slemt?
- Nej, det er ikke noget alvorligt, siger han. Jeg skriver i næste uge.
- God bedring, siger jeg og installerer uden at blinke med øjnene Tinder efter #4weekssober.

Et tankeeksperiment. Har han en kæreste? Børn? Bor han med sin kone? Hvad arbejder han egentlig som - har han overhovedet noget arbejde? Hvad kan man "måske" opereres for? Bor han overhovedet i Sydhavnen? Har han overhovedet en lejlighed? Hvorfor ses vi kun hos mig - og kun disse to timer af gangen - om eftermiddagen? Hvem er han og hvad skjuler han? 

Det er ikke fordi, at det som sådan gibber i mig efter at vide alt om ham. Jeg er overraskende apatisk omkring det. Men det er alligevel skørt, er det ikke - at man kan have intim sex, så vovemodigt, udleverende og på sin egen forskruede facon, poetisk - og så alligevel ikke vide en skid om hinanden. Jeg er sikker på, at han tænder på, at det er sådan: At vi ikke er virkelige, men bare lystfulde legemliggørelser af vores egne fantasier. Måske er det lettere at være en illusion og uvirkelig end rent faktisk at skulle forholde sig til den man knalder med?

På Tinder spørger en fyr der har superliket mig om, hvad jeg leder efter. Jeg siger, at hvad jeg leder efter, kommer an på personen jeg møder. Han siger, at han bare gerne vil have seksuelle relationer. Jeg indser, at jeg ikke orker det. Altså, at mødes med en, hvor det eneste man skal tage stilling til er, om man har lyst til at bolle. Jeg gider det ikke mere.

En anden fyr skriver jeg med til vi siger godnat. Han spørger, om jeg bor alene.
Åh nej, tænker jeg, ikke igen.
- Ja, svarer jeg.
- Synes du ikke, at det er ensomt nogle gange? Spørger han. Jeg føler mig tit så ensom om aftenen.
Vi skriver frem og tilbage om ensomhed. Han er også sjov. Det er en god samtale.
- Så... skal jeg komme forbi?
Klokken er 23. Jeg sukker dybt (på den der håbløse facon) og går i seng.

Alene på Kødbyens toilet i lørdags, min fornufts bermudatrekant, kan jeg åbenbart Løvens nummer i hovedet, god-fucking-dammit, en af mine alt for sindssyge spirititusbrand-skills, og sender ham en emoji.. af en løve.

Kicket over beskeden er vildere end det tequila-shot, der kort forinden næsten har taget livet af Dansevennen. Jeg hvisker til ham, mens vi som en bleg, sveddryppende slange penetrerer horden af mennesker på dansegulvet, at det virker til, at alle mændene på baren gerne vil spise mig, DE ER SOM SULTNE LØVER, brøler jeg nærmest og sender flirtende blikke som løse patroner i en billigt produceret maskinpistol, mens jeg samtidig tjekker min telefon hemmelighedsfuldt, som den fede idiot jeg er.

Intet svar (thank god).

Fulde-W. er min dæmon. Suk, så mange dårlige ideer. Men jeg føler ikke noget, må du forstå. For jeg er mentalt på en luftmadras der sløvt lader sig føre af havets bølger ind i ukendte dimensioner, jeg er mågerne over Nørrebroparken (klam, men fri...), og jeg er i en åben sportsvogn på vej op af Strandvejen, dér hvor byen og rædsomme Østerbro forvandler sig til disse guldbesatte fortovsstier langs skoven, langs havet.

Hvis jeg bærer nok pastelfarvede og beige silkegevandter, så forvandles jeg måske til candyfloss; luftigheden i mit hoved er i hvert fald som helium, og mine neuroser flyder frit rundt i blodet uden at fæstne sig i mine nervebaner, og jeg forsøger at nyde disse sekunder på luftmadrassen, for hvor er det sjældent, at jeg føler mig fri.

Jeg ved, at det har en frist.

Jeg falder i søvn, mens jeg skriver dette indlæg sent i går aftes (man bliver døsig af at skrive så svulstigt). Nu er det morgen, og jeg forsøger at forstå dagen. Jeg er ret sikker på, at grunden til, at jeg græder lidt, er fordi jeg skal have menstruation en af dagene. Jeg er pakket ind i bløde silkepasteller, og det eneste jeg vil i dag, er at ligge på en græsplæne og suges ned under jorden, på en holistisk og ikke-destruktiv måde, jaja. Hver dag solen skinner, siger jeg til mig selv, at det er OK, at jeg holder ferie. Jeg er nervøs for den kommende krise. For regnen. (Ikke "The Rain", fy fan).

Min psykolog siger, at det først er feministisk, når man føler sig fri til at gøre, hvad man har lyst til.

Når jeg mediterer, messer jeg: Du er god nok, som du er. Du er god nok, som  du er. Du skal ikke nå noget. Du skal ikke nå noget.
Græder lidt hver gang. Som om jeg skal bilde mig en usandhed ind. Hjernevask.

Det er snart Ramadan og gaden i Nordvest gjalder allerede med arabisk sang. Moskeen er badet i gyldne solstråler, der også rammer mit ristede ansigt i små sprækker gennem gardinet. Kærlighed er fiktion, egentlig. Ligeså fiktiv som Forfatteren og Tinder-mænd og Løven. En dårlig netflix-serie med unaturlig dialog (igen, fuck "The Rain") og unødvendig dramatik. Så vil jeg altså hellere være på den metaforiske luftmadras.

***

Lyden af mig på Strandvejen i en åben sportsvogn (aka. storsvedende cyklist på Lundtoftegade med et solskoldet, überfregnet fjæs tittende under en kuglerund cykelhjelm):



Mit liv bliver nødt til at være sådan her.